Læsetid: 4 min.

Den rene stats forbandelse

12. februar 2000

Den blivende lære af Holocaust er den etnisk rene stats umulighed

Udefra
På Holocaust-konferencen i Stockholm den 26.-28. januar blev jeg spurgt af en journalist, om ikke statsminister Göran Perssons engagement mod anti-semitismen havde øget hans engagement for staten Israel. Jeg svarede, at jeg ikke vidste det, men at det ene ikke nødvendigvis fører til det andet.
Den følelsesmæssige sammenhæng kan synes åbenbar, men den politiske sammenhæng er det ikke. Når man nu ikke mener, at Holocaust var mulig, fordi jøderne savnede en egen stat, eller at fremtidige jødeudryddelser kan forhindres af, at staten nu findes - hvilket jo er det officielle israelske syn på sagen, senest formuleret af ministerpræsident Ehud Barak i hans tale på konferencen. En egen stat som beskyttelse mod had og intolerance. Etnisk-national adskillelse som svaret på etnisk-national forfølgelse. En jødisk stat som et svar på 'jødeproblemet'.
Denne konklusion kunne længe forekomme uundgåelig. Også efter at udryddelseslejrene var blevet åbnet og den jødiske katastrofe kendt, forblev tusindvis af jøder både i bogstavelig og billedlig forstand hjemløse - tilbageholdt i særlige lejre for 'tvangsforflyttede', nægtet indrejse både her og der, nogle steder forfulgt på ny.
Den eneste mulige mangfoldighed syntes at være staternes. Den eneste mulige tolerance de omflyttede folks.
Ikke desto mindre må Ho-locausts lære i dag være en anden. Ideen om en egen stat til hver etnisk-national gruppe har i vor tid dræbt flere mennesker, end den har reddet. Den har ført til folkemord og massakrer, erstattet etnisk mangfoldighed med etnisk ensartethed, forvandlet tidligere naboer til svorne fjender.
Rwandas tutsier eller Bosniens muslimer blev ikke myrdet, fordi de savnede en egen stat, men fordi ideen om staten som en etnisk homogen enhed fik lov til at blive drevet ud i sin umenneskelige yderste konsekvens.
På konferencen i Stockholm fortalte en af Bosniens to ministerpræsidenter, Haris Silajdzic, om, hvordan ideen om en 'egen' stat netop nu virkeliggøres i hans land. Om, hvordan et samfund præget af etnisk mangfoldighed og tolerance er blevet forvandlet til et væbnet virvar af etniske enklaver og nyopgravede massegrave.
Nazismens udryddelsespolitik over for jøderne var ganske vist unik i sin racistiske besathed og kompromisløse morderiskhed, mens dens kerne var ikke desto mindre drømmen (eller mareridtet) om den rensede stat. Da propagandaen først havde hamret fast, hvem der måtte renses ud, lå vejen til gaskamrene åben.

Kravet om et ubetinget asylsted for jøderne, en egen stat, var muligvis en uundgåelig reaktion på en terror (og en omgivende passivitet), som ikke levnede sine ofre den mindste udvej. Netop de kategorier af jøder, som Nürnberg-lovene dømte til udslettelse, blev siden garanteret statsborgerskab i den jødiske stat Israel.
Den nye stat var dermed ikke en negation af Holocausts logik. Snarere en bekræftelse på den.
Den blivende lære af Ho-locaust er i virkeligheden den etnisk rene stats umulighed - og forbandelse. Det er en lære, som det mere og mere etnisk sammenvævede Europa endnu ikke rigtigt har forstået at håndtere. Det er også en lære, som i høj grad kan bruges om vore dages Israel og Palæstina, et begrænset geografisk område, som efter årtiers krig, fordrivelse og besættelse nu er på vej til at blive delt i to stater, en jødisk og en palæstinensisk.
Hvordan man end deler den, vil der i den jødiske stat være mindst en million palæstinensere, for ikke at tale om flere hundrede tusind drusere, beduiner og ikke-jødiske indvandrere fra alle verdenshjørner. Jerusalem er de facto en multinational by. På det territorium, der er tiltænkt den palæstinensiske stat, ligger jødiske bosættelser.
Dertil kommer, at også det jødiske Israel har udviklet sig til en mosaik af religiøse og kulturelle enklaver, undertiden geografisk adskilte, men ikke sjældent i konflikt med hinanden. Lige så urimelig ideen om etnisk-kulturel adskillelse er inden for det jødiske Israel, lige så urimelig er den i længden inden for det lille område, der forudses delt mellem Israel og Palæstina.

Efter min mening er den også urimelig som en forudsætning for fred mellem Israel og Syrien. Da jeg for godt 30 år siden rejste rundt i de af Israel besatte Golan-højder, kunne man stadig se sporene efter de omtrent hundrede tusind syrere, der boede her inden krigen i 1967: forladte byer, sorte ruiner, tilgroede småmarker. Da jeg besøgte området for nogle måneder siden, var billedet et andet: blomstrende jødiske samfund, vinmarker, småindustrier, turistvirksomhed.
Er forudsætningen for fred i Mellemøsten endnu en tvangsforflytning? Skal den ene gruppe rømme et område, for at den anden skal kunne vende tilbage?
Da Ehud Barak forud for forhandlingerne med Syrien foreslog, at israelerne på Golan skulle have lov til at blive, selv om syrerne kom tilbage, blev det opfattet som et spil for galleriet, en useriøs utopi.
Men hvad er der så utopisk ved en fred, der udspringer af en mangfoldighed, som faktisk findes, og ikke af en ensartethed, der må renses frem? Kan det sidste kaldes fred?
Nazisterne (og desværre mange med dem) hævdede, at der var et jødeproblem i Europa, som måtte 'løses'. Det var der ikke. Menneskelig mangfoldighed er ikke et problem, men et menneskeligt eksistensvilkår. Problemet er forestillingen om, at menneskelig mangfoldighed kan og bør udslettes.
Det er den virkelige lære af Holocaust.

Göran Rosenberg er svensk journalist og forfatter, tidligere redaktør af magasinet Moderna Tider og nu skribent på bl.a. Dagens Nyheter. I 1996 udgav han bogen Det förlorade landet (dansk: Det tabte land, 1997) om Israel som begreb i den jødiske religion og kultur. Rosenberg deltager i et større debatmøde om det multikulturelle samfund, som Informations Luftskibet - Forum for Systemdebat afholder den 22. februar på Kunstakademiet, Holmen.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu