Læsetid: 3 min.

ROCK

15. februar 2000

Mellem stil og styling

*I betragtning af, hvor ujævn en produktion, Sanne Salomonsen har bag sig, er det relevant med en opsamling. Som solist har hun bevæget sig nogenlunde ubesværet mellem roots rock og cocktail lounge. Ikke alt fra 80'erne holder lige godt, men her er det meste af det, man vil spørge efter, fra tour de force'n "Det er ikke det du siger" over "Where Blue Begins" til signaturen, den lidt datede "Kærligheden Kalder," og så slår det ved genhøret i hvor høj grad, hun har tiltrukket engagerede musikere. Selvfølgelig fordi hun selv er musiker, inde bag al den styling, der truer med at stjæle billedet. At hun selv ligger under for det indtryk, ses bl.a. af, at artiklen i booklet'en er ukrediteret, mens sminkøren nævnes ved navn.
Sanne Salomonsen: De bedste af de bedste. Virgin Records

Popmelodisk overskud
*Orups musikalske forbillede, Mauro Scocco, laver sange, der er som skabt til at være underlægning for filmisk ambitiøse reklamer for livsstilsoverforbrug. Det er lækkert, forførende elegant, mandigt uden at være macho, men sunget med en nerve og indføling, der efterlader lytteren værgeløs. Scocco holder nok legestue med popformlerne, men han synger om sig selv og sit. Det regner på hans rude som det regner i hans hjerte, og i hvert et vers er der er et håb om, at næste gang bliver den sidste. Og så det popmelodiske overskud, vi herhjemme kun har en Helmig til at fremvise. De svenskere, de svenskere ... Endnu et must!
Mauro Scocco: Tillbaks Till Världen. Producer: Mauro Scocco m. Lounge og Kaj Brixon. Diesel

Fremtidssikret soul
*Voodoo er kun det andet album fra D'Angelo på fem år - bortset fra en live-cd i '98, men han markerer sig allerede nu som selve legemliggørelsen af den genresammenblanding og stilpluralisme, der er soul'ens virkelige drive i disse år, og som bliver dens redning, når MTV-nougaten er smeltet, og rapperne er forvandlet til selvkarrikatur. D'Angelos helte hedder Al Green, Marvin Gaye og Stevie Wonder, og det kan høres. Endnu mangler han den store forløsende sang, hymnen til den nye sorte bevidsthed. Måske fordi han prøver for hårdt. I mellemtiden markerer han sig med en plade af fremtidssikret soul, der, uden at maskinstorme, nok er mere organisk end original, men fuld af lidenskab.
D'Angelo: Voodoo. Producer: D'Angelo. EMI. Udk. i dag

Akustisk og antikveret
*I 1988-89 lignede og lød Tracy Chapman som svaret på rockens dårlige politiske samvittighed. Hun virkede som fast inventar ved alverdens velgørenhedsarrangementer, hendes sang "Fast Car" var startskud og kulmination for unplugged-genren, men al den politiske korrekthed var ikke velgørende for hende. Oveni var talentet mere begrænset end engagementet. Hun fik dog et hit med "Give Me One Reason" i 1996. Nu er hun tilbage med Telling Stories, hvor firkantetheden og vreden ikke besynges slet så udtalt, ja, enkelte af sangene er ret private, men i lyset af de singer-songwritere, der siden har markeret sig, virker hendes historier og måden at fortælle dem på, sympatiske, men fortidige.
Tracy Chapman: Telling Stories. Producer: David Kirschenbaum. Elektra

Pseudo i stereo
*B&O's nykårede testkører, Jean Michel Jarre, kalder sin nye cd Metamorphoses. Det er vist ønsketænkning. Hvad vi får, er, som altid, en opvisning i evnen til at lave musik, der giver indtryk af, i stedet for at gøre indtryk. Hans pladesalg viser, at der for mange ikke er nogen forskel. Gæstelisten er én alenlang namedropping, men kun Laurie Anderson tilføjer en smule autenticitet til denne poppede pseudo-avantgarde, der kun har et mål - at lyde godt. Så hellere Richard Clayderman. Det er da den ægte vare.
Jean Michel Jarre: Metamorphoses. Producer: Jean Michel Jarre. Epic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her