EU's økonomiske og monetære union beskytter velfærd og beskæftigelse, siger socialdemokraterne og glemmer, at den også handler om mere politisk union. Det er ikke troværdigt, og det finder vælgerne sandsynligvis ud af
Socialdemokraterne går ind for genbrug. I kampagnen for EU's økonomiske og monetære union ligner argumenterne til forveksling, de argumenter, partiet brugte under kampagnen op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.
Desværre.
Partiet fokuserer igen på de praktiske fordele for beskæftigelse og velfærd ved et dansk ja. Dermed kommer socialdemokraterne i klemme på to måder.
For det første vil socialdemokraterne ikke tale højt om, at EU-landene med den økonomiske og monetære union fortsætter udbygningen af den politiske union, EU-modstandere og et stort antal danskere ikke bryder sig om.
Det kan der være gode taktiske grunde til. Professor Ole Tonsgaard fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet viste i en undersøgelse fra foråret 1998, at kun 17 procent vil sige ja til opbygningen af Europas Forenede Stater, så afviser hele 71 procent af vælgerne den tanke.
Når Gallup i februar 2000 spørger danskerne, så siger 46 procent ja til at deltage i den fælles mønt, men kun 33 procent ja til at afgive suverænitet for at kunne deltage i den fælles mønt
"Hvis kampagnen op til folkeafstemningen om den økonomiske og monetære union kommer til at handle om afgivelse af suverænitet, så er jeg sikker på, at det bliver et nej. Afstemningen bliver afgjort af, om vælgerne ser den fælles mønt som et integrationsprojekt, eller om de ser det som et praktisk økonomisk samarbejde," siger Ole Tonsgaard, der i en årrække har forsket i danskernes holdning til EU.
Han mener, der er en "forbløffende stabilitet" i vælgernes holdning til EU-spørgsmål.
En mere økonomisk begrundelse giver et ja, mens frygten for at afgive suverænitet giver et nej.
Samtidig vidner modstridende resultater fra forskellige analyseinstitutter om, at mange vælgere ikke endeligt har lagt sig fast på, om de ønsker et ja eller et nej til den fælles mønt. Dagen efter, at Berlingske Tidende offentliggjorde Gallups tal, hvor 46 procent sagde ja og 46 procent sagde nej, så bragte dagbladet Aktuelt en analyse fra PLS Consult, der viste, at 51 procent sagde ja og 34 procent nej.
Der kan derfor være gode grunde til, at socialdemokraterne lægger an til en kampagne med fokus på beskæftigelse, velfærd og tryghed.
Den type argumenter kan flytte tvivlere og usikre nej-sigere til et ja.
Lige netop af den grund vil EU-modstandere fra hele det politiske spekter sætte lighedstegn mellem den fælles mønt og etableringen af meget mere politisk union.
Hvor socialdemokraterne havde held til at fastholde fokus på de mere praktiske dele af Amsterdam-traktaten i kampagnens første uger, så begyndte billedet at tippe i de sidste ti dage før selve afstemningsdagen. Her vandt EU-modstanderne mere gehør for deres argumentation og det i en grad, at såvel Poul Nyrup Rasmussen som Anders Fogh Rasmussen i de sidste ophedede dage måtte forklare, at Danmark ikke var på vej ind i en ny forbundsstat.
Særligt Poul Nyrup Rasmussen bevægede sig baglæns og benægtede betydningen af EU-landenes stadigt tættere politiske samarbejde. Samme mønster kan gentage sig op til folkeafstemningen om den fælles mønt.
Nu, kun to år efter afstemningen om Amsterdam-traktaten, skal danskerne tage stilling til en omfattende udbygning af EU-landenes politiske samarbejde i form af den økonomiske og politiske union og den fælles mønt.
Det er svært at se, hvordan socialdemokraterne kan undgå en diskussion af de mere politisk betonede dele af den økonomiske og monetære union.
Samtidig vil EU-modstanderne huske vælgerne på aktionen mod Østrig, som kun kan opfattes som et tegn på, at EU-landenes politiske integration er ret omfattende. Den portugisiske statsminister Antonio Guiteres forudser, at der vil komme flere af den type udtalelser i årene fremover. Der er sat håndfaste grænser for et lands suverænitet i EU.
Der er også en anden grund til, at socialdemokraternes forståelige, taktisk anlagte strategi kan give bagslag. Socialdemokraterne håber, at forhandlingerne under regeringskonferencen om en revision af EU's Amsterdam-traktat ikke kommer til at omfatte emner, der kan føre til en folkeafstemning. Uheldigt nok for socialdemokraternes strategi skal der i juristernes formelle verden ikke ret meget til, før en ny traktat skal til folkeafstemning.
Selv om socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen først og fremmest lagde vægt på forbedringer for beskæftigelse og miljø i forbindelse med Amsterdam-traktaten, så var det ikke her, juristerne fandt begrundelsen for, at traktaten skulle til folkeafstemning. Det afgørende er, om Danmark formelt set afgiver suverænitet. Hvis det sker, så skal en ny traktat til folkeafstemning efter Grundlovens paragraf 20.
Med et ja til Amsterdam-traktaten fastslog Justitsministeriet i 1997, at Danmark ville afgive suverænitet på tre områder, fordi traktaten omfattede et forbud mod forskelsbehandling på grund af race og køn, den lagde op til en sikring af forbrugerbeskyttelsen ved en ny type af fælles handlinger, og fordi landene formelt kan ophæve EU-medlemsskabet for et medlemsland, der overtræder menneskerettighederne. Den folkelige debat drejede sig stort set ikke om de tre områder, de blev betragtet som detaljer i forhold til det mere overordnede.
Næste gang kan det vise sig, at detaljerne får en helt afgørende betydning.
En detalje under de nuværende forhandlinger handler om, at EU-landene skal kunne træffe flere afgørelser med flertal. Et område handler om sociale sikringsordninger som for eksempel den danske efterløn. LO skriver i et internt papir, at det er sandsynligt, at dette område fremover skal kunne vedtages med flertal.
Det emne kommer uundgåeligt til at indgå i debatten om EU's økonomiske og Monetære Union, fordi forhandlingerne på regeringskonferencen finder sted, samtidig med socialdemokraterne intensiverer deres kampagne om den fælles mønt.
Og så bliver det svært at hævde, at den økonomiske og monetære union kun sikrer velfærds-Danmark, når konkrete forslag i forhandlingerne om en ny traktat kan betyde ændringer i den måde danske velfærdsordninger som efterlønnen fungerer på.
Selvom socialdemokraterne af gode grunde ikke vil snakke alt for meget politisk union, så er der ikke meget, der tyder på, at de kan undgå det. Ved at forsøge kan socialdemokraterne komme til at fremstå som meget utroværdige i en kampagnes sidste fase, hvor eksemplerne på, at EU og også den økonomiske og monetære union indebærer en omfattende integration vil blive fremlagt af ØMU-modstanderne.
Der er ingen vej uden om. Socialdemokraterne må fremstille et udvidet politisk samarbejde som et gode. Og i hvert fald et gode, hvor plusserne så langt opvejer minusserne ved at afgive suverænitet.
Ellers kan socialdemokraterne tabe afstemningen om den fælles mønt.
