Læsetid: 4 min.

Så der tegnefilm

11. februar 2000

'Cirkeline' bør tabe kampen med 'Toy Story 2' om børnenes gunst med flere længder

Nye film
Ugens to tegnefilmpremierer er en regulær giganternes kamp mellem to meget forskellige kulturelle ikoner: Danske Cirkeline - ost og kærlighed og amerikanske Toy Story 2. Det synes at være erfaring mod ungdom, integritet mod storkapital og med Cirkeline naturligt i underhundens rolle.
Men selvom Cirkeline engang var ildsjælen, der charmede sig vej ind i vores hjerter med lige dele humor, opfindsomhed og politisk-moralske betragtninger, et ægte barn af 70'erne, så er det alligevel amerikansk elegance og flair for godt fortalte historier, der løber af med sejren i dag.
Cirkeline er blevet for gammel til rigtig at kunne stå distancen mod hurtigtflyvende animation og solid fortællekunst. Ikke fordi alting absolut skal gå hurtigt, men fordi de medievante børn af i dag forventer et hurtigere tempo eller i hvert fald en god historie at fylde ud med - og Cirkeline - ost og kærlighed har ingen af delene.
I Ost og kærlighed beslutter den lille Cirkeline og hendes musevenner, Ingolf og Frederik, i mangel af en rigtig fødselsdag at fejre deres ikke-fødselsdag. Men på vej ned for at hente kager til festen møder Ingolf den svagtseende musepige Mille, der af sin tyranniske far tvinges til at hente ost til ham hver dag.

Rigtige meninger
Det viser sig, at Mille har fødselsdag dagen efter, og Cirkeline og Co. vil holde en fest for hende, hvis Mille altså må for sin ubehagelige far - og han er ikke lige sådan at tale med.
Som man forventer det fra Hanne og Jannik Hastrup, Cirkelines forældre, er Ost og kærlighed fyldt med meninger af den rigtige, medmenneskelige slags og store, ægte følelser som venskab og kærlighed. Handlingen bevæger sig adstadigt af sted akkompagneret af huskomponisten Hans Henrik Leys jazzede toner, og alt er, som det skal være, og som vi husker det.
Men biddet mangler i forhold til en virkelighed, hvor 'alle' vil hjælpe de svage i samfundet, og grænserne for, hvad man kan tillade sig, er blevet så vide. I gamle dage satte Cirkeline-filmene sager under debat, i dag gør de intet udover at mene det rigtige.
Den underspillede, slentrende stil, der skyldes konsekvent brug af løs animation og flyttefilm-teknik, og som altid har været Cirkelines force, fænger heller ikke længere. Dynamikken er gået fløjten, og trods sine kun 60 min. falder tiden lang.
Kun meget små børn vil endnu kunne more sig gevaldigt over en Cirkeline, der ikke har noget på hjertet - ikke engang en god historie - og som måske i virkeligheden burde blive i sin tændstikæske.

Knald på
Den computeranimerede Toy Story 2 er et godt eksempel på, hvordan mådehold og fokus på fint tegnede karakterer og en god historie, kan resultere i en film fyldt med varme og humor - trods tillokkende muligheder for at lave en film, der (kun) imponerer i kraft af teknisk formåen og visuel stil.
Da John Lasseter spillefilmsdebuterede med Toy Story i '95, var det indlysende, at han ikke havde ladet teknikken tage styringen og fyldt filmen med et væld af de blærede kameragange, computere giver mulighed for.
I stedet koncentrerede han sig om at lave nuancerede, sympatiske karakterer, placere dem i en fuldendt fantasiverden og lade dem være meddigtende aktører i et spændende, velfortalt plot.

Legende legetøj
Toy Story etablerede en eventyrverden af besjælet legetøj med cowboydukken Woody og raketmanden Buzz Lightyear som de umage venner, ejeren Andys lille legetøjsunivers drejer sig omkring.
En grum og grådig legetøjssamler kidnapper Woody, fordi cowboydukken er det eneste, han mangler for at fuldende sin samling af Woody-relateret merchandise og således muliggøre et profitabelt salg til et japansk legetøjsmuseum.
Selvfølgelig lader Buzz ikke bare sin ven forsvinde, og sammen med en håndfuld af Andys mest trofaste legetøj, Mr. Potatohead, fjederhunden Slinky, den frygtsomme dinosaur Rex og sparegrisen Basse, begiver den frygtløse rumhelt sig ud for at redde Woody.
Det går selvfølgelig ikke stille af, og udover den farlige storby, støder vores venner på endnu en genstridig og påståelig Buzz Lightyear-dukke, en masse kåde, men lidt dumme Barbie-dukker og ikke mindst Buzz' hævngerrige ærkefjende Zurg.
Toy Story 2 er en festlig og fornøjelig film, og på mange måder er den bedre end etteren, hvis originalitet i kraft af nyskabende teknik den selvfølgelig ikke kan overgå.
Men karaktererne er bedre tegnede, både psykologisk og fysisk, og filmens miljø er propfyldt med de essentielle detaljer, som vækker legetøjsverdenen til live i vores bevidsthed.
Hele Toy Story-universet taler til fantasien på samme måde som et H.C. Andersen-eventyr.
Tanken om, at legetøjet kommer til live, når man vender ryggen til, er frydefuldt fascinerende. Og det har filmens instruktører udnyttet til fulde, når de - som i den første film - bruger virkeligt legetøj i hovedrollerne. Det giver filmen en ekstra dimension, som mange børn med en Barbie-dukke på hylden sikkert vil tænke over en ekstra gang, når de kommer hjem.
Det mest imponerende ved Toy Story 2, der vitterlig er endnu en computerteknisk landvinding, er dog, at skaberne holder fast i karaktererne, og lader historien udvikle sig på deres præmisser.
Således fortæller filmen om værdien af venskab, loyalitet og legetøj, som defineres gennem det barn, som leger med det. Og selvom man må formode, at det kun varer en håndfuld år, så er de år det hele værd. Samspil med børn og deres frodige fantasi set som livgivende kraft - det er da en smuk tanke.

*Cirkeline - ost og kærlighed. Instruktion og manuskript: Jannik Hastrup. Dansk (Palads, Scala, København)

*Toy Story 2. Instruktion: John Lasseter. Manuskript: Andrew Stanton, Rita Hsiao, m.fl. Amerikansk (Imperial, Scala og Palads, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu