Læsetid: 4 min.

Salon 2000

24. februar 2000

Grønningens årlige mønstring peppes op af den britisk-indiske skulptør Anish Kapoors to uudgrundelige, metafysiske værker

Udstilling
At vandre rundt på de lyse parketgulve i Charlottenborg og indtage medlemmernes nyeste opus'er, altså sådan med øjnene, det er som at komme hjem til et lunt og sikkert værkbegreb, hvor oppe er oppe, og nede er nede.
Her møder man dén kunstneriske lødighed, der har været gældende siden 60'erne, hvis man nu skal drille den ærværdige sammenslutning lidt.
Selvfølgelig er der også ny kunst: Bjørn Poulsens dramatiske, nedhængende SM-skulptur Couple i gummi, stål, vinyl og skumgummi. Lone Høyer Hansens fabelagtige lysskulptur Under Influence, den færøsk fødte Hans Pauli Olsens kæmpemæssige skulptur med en vandret mand med måne. Han hænger dér under loftet og er fæstnet til en lodret søjle. Manden, øen og månen hedder den.
Samt Frans Kanniks poetisk-sjofle installation Hygiene Art der foregiver at være en salgsvideo for en pen for voyeurister med indbygget lyskikkert, der kigger langt ind i skødet på en nøgen, kvindelig model - for nu at nævne nogle af de yngre fornyere blandt de faste medlemmer.

I dialog
Men ellers kan overraskelserne ligge på et lille sted, når man møder nogle af de bedste og mest folkekære kunstnere, der fandt sig selv ages ago. Dét ved også Grønningen, og i erkendelse heraf har sammenslutningen næsten fra starten ført en 'dialog med det andet', den internationale avantgarde, vel at mærke mange år efter, at denne var blevet salonfæhig.
Grønningen blev stiftet i 1915 som avantgardistisk protest mod protestbevægelsen Den Frie, der var blevet lang i skægget og gråhåret. Det var unge talenter som Sigurd Swane og Harald Giersing, der gjorde op med 'fædre' som Zahrtmann, Gottschalk og Hammershøi fra Den Frie.
En perlerække af gæsteudstillere fra Matisse, Nolde, Munch m.fl. over Pierre Soulages, Arman, Immendorf, Baselitz, Fetting og Dokoupil til briter som Tony Cragg og 'Sensation'-kunstneren Gavin Turk og nu den indisk fødte, i Storbritannien bosiddende billedhugger, Anish Kapoor (f. 1954), har tilført Grønningens årlige udstilling nye vitaminer. Det har man viet en artikel til i kataloget.
Kapoors status som international særdeles innovativ billedkunstner er ubestridelig. Han formår i sine værker at bygge bro mellem en fremmed og anderledes billedtradition, den indiske, der synes æterisk, immateriel, som gjort af Nirvana-stof, og en mere vesterlandsk, konceptuel skulpturtradition.
Kapoor har i en perlerække af værker arbejdet med begreber som sorte huller, spejle og med farvepigmenter, der transcenderer det fysisk mulige, har han virkeliggjort sine ideer i en stadig skiftende form, der dog altid fremstår både dekorativ og spekulativ.

Kapoors metafysik
På Grønningen bidrager han med to værker, der går i dialog med hinanden, forstået på den måde, at den fritstående skulptur i poleret rustfrit stål, Making the World Many, tilsyneladende står og genererer nye runde former i én uendelighed. Den både spejler verden - og betragteren - og svarer igen med at knopskyde sig.
Den spejler også værket Untitled, et firkantet hul i den modstående væg, der er foret med fiberglas og pigmenter, som suger betragteren til sig. På en og samme tid et billede og en uendelig fordybning, et purpurfarvet hul med dertil knyttede associationer til det kvindelige. Man må simpelthen hen og røre, og allerede et par dage efter åbningen er der tydelige spor efter fingre. Fy, fy.
Niels Bonde er den anden gæst. Hans bidrag til selve udstillingen er først og fremmest en Website, som man kan opsøge på internettet på www.gronningen.dk. I den store sal ses en installation med et væltet bord, en forsølvet stol, en pc'er og et gulvtæppe. Compturen er blevet oraklet, alle lytter til. Af hans tekst fremgår det bl.a., at kunsten, når den fungerer tydeligst, er en advarsel til den gamle kultur om, hvad der snart vil ske.
Og Niels Bonde, der har arbejdet med computerkunst igennem 90'erne, laver virtuel kunst på nettet eller arbejder direkte med de erindringsrester, som ligger tilbage på en harddisk, når man ellers tror man har slettet alt. Bonde er om nogen en begavet kunstner, der opererer med de nye medier.
Med Ole Sporrings tegninger Tapet - 90 ark tegninger, er vi til gengæld tilbage ved kunstens ursprog. Hans skitser er forstørret 360 procent, dvs. de udfolder sig på 73 kvm.
Man formeligt forsvinder ind i væggens myldrende skæve fortællinger og kan se og se, muntre sig og undre sig over hans poetiske spritpen. Han har netop på Brøndums Forlag udgivet to digre bøger med 2000 tegninger, hvorfra Charlottenborgtegningerne er taget.
Også Seppo Mattinen, hvis naive, vaklende univers af stor, stor følelsesmæssig troværdighed, gør dybt indtryk. Det er en udsmykning til Københavns Byret, Fogedafdelingen, og verden synes opdelt i to muligheder: Et fængsel eller boldspil på stranden.
Så får man noget at tænke over, mens man sidder og venter på sin dom. Mon Thorsen og konsorter ser dem, når de hænges op?
Der er faktisk meget godt at sige om det ærkedanske fænomen sammenslutninger, thi intet andet sted i kunstlivet er kunsten styret alene af kunstnerne end lige netop der. Med sin polyfoni af kunstneriske udtryk, hvoraf en del dog er lovligt tilbagelænede og sikre, synes Grønningen alligevel at have ikke så lidt at byde på.

*Grønningen 2000. Charlottenborg. Dagl. 10-17, on. 10-19. Til 12. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu