Læsetid: 3 min.

Sikker hånd

8. februar 2000

Virtuos og koncentreret violinbehandling i Tivolis koncertsal

Koncert
Akkompagneret af Collegium Musicum, spillede den tyske violinist, Antje Weithaas, søndag Beethovens violinkoncert med en funklende klar klang og en virtuositet, der var umanerligt fokuseret og brillant i detaljen.
Koncertens romantisk ekspansive side - dens blide bredde og langsomme åndedræt - blev til gengæld underbetonet, ikke mindst i de næsten hæsblæsende, men teknisk overordentligt kontrollerede, kadencer i første og sidste sats. Weithaas er ikke svær at beundre for hendes fintmærkende violinspil. Men prisen for bevægeligheden og letheden i hendes udtryk ved denne koncert var alligevel, at der manglede noget af den særlige tålmodighed, der kan være så specielt et træk ved netop dette værk, og som kan gøre sit til at solisten kan mødes med orkestret i en fælles atmosfære.
Hørt sammen med de to øvrige programpunkter havde det ellers været en fin
pointe at lade den romantiske melankoli trænge længere frem hos Beethoven og den klassiske koldsindighed lidt længere tilbage.
Før pausen dirigerede Jac van Steen nemlig Haydns symfoni nr. 98 og Stravinskijs Jeux de cartes, to værker, der befinder sig på hver deres side af romantikken, som det første peger frem mod og det andet væk fra.
Hos Haydn mærker man hvordan symfonien som form tegner et musikalsk univers under udvidelse - henimod den udspændte tidsfornemmelse, som vi ikke helt fik at opleve i Beethoven-opførelsen - og hvordan han, underfundig og humoristisk, udnytter den voksende rummelighed i formen til at sammenflette forskellige ideer i et væv af forventninger og overraskelser. Så effektivt er det stadig inden for sine egne rammer, at en enkelt publikum blev forledt til at affyre et ensomt, for tidligt klap efter et af Haydns små snydenumre.

Særlig dirigentstil
Og snydenumrene er netop grundingrediensen i et værk som Jeux de cartes, oprindeligt balletmusik for dansende kortspil og med Jokeren som gennemgående hovedperson og sikker baghånd. Men da er det ikke længere symfoniens fremtidige fylde, der stilles i udsigt gennem forventningernes snublen over hinanden - i stedet trækkes de romantiske ambitioner på musikkens vegne ned i jordhøjde i en opfindsom og vellystig musikalsk karikaturtegning.
Det er paradoksalt at iagttage hvor nært beslægtede de to værker er trods deres modsatrettethed, eller skulle jeg sige: Det er morsomt at iagttage hvor meget Stravinskij i sin neoklassiske periode skylder Haydn.
Collegium Musicum, der unægteligt er et velspillende orkester, blev dirigeret af van Steen med lidt større forventning om kollegial indforståethed end der var basis for. Den særlige dirigentstil, som blandt andet udnytter dette at orkesteret strengt taget kan spille af sig selv, og som derfor går ud på i ny og næ næsten at afstå fra at dirigere - undtagen for at gøre noget særligt ud af forskellige små detaljer eller at gøre virkningen af en pludselig energiforøgelse større - har sin showværdi og kan gøre en opførelse yderst levende og fornøjelig. Men risikoen er, at der alligevel opstår nogle små misforståelser her og der, og der var nogle pudsigheder ved søndagens koncert, især med hensyn til det dynamiske, der synes at udspringe af at spontaneitet, og det der lå på rygmarven ikke altid gik op i den højeste enhed.
Men hvis man nærede den slags mistanker var det alligevel på baggrund af et grundlæggende velfungerende orkesterspil, der til syvende og sidst - sammen med Weithaas' imponerende violin - gjorde koncerten til en inspirerende oplevelse.

*Collegium Musicum dirigeret af Jac van Steen. Antje Weithaas, violin. Værker af Haydn, Stravinskij og Beethoven

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu