Læsetid: 4 min.

Den skamløse skam

8. februar 2000

I STOR opsætning har Berlingske og Politiken netop bragt rystende historier om de danske myndigheders behandling af fortrinsvis tyske jødiske flygtninge, der fortvivlet søgte fristed i Danmark fra 1933 og et stykke ind i besættelsestiden. Chokerende læsning, fordi vi her gik og troede, at vi i den henseende - og uanset, at A.P. Møller tjente fedt på Riffelsyndikatet - var nogle flinke fyre, og at grænsen ved Kruså adskiller os fra dem - de onde, der lo.
Dertil kommer den rørende historie om Christian 10. så højt til hest og hans egenhændigt påsyede jødestjerne. Godheden kom både fra oven og neden, en historisk kendsgerning som ganske vist er en skrøne - men alligevel.
Og så var der solstrålehistorien om jødernes overfart til Sverige, loyalt og selvopofrende bistået af landsmænd, der - for betydelige summer - ikke skelnede mellem dansk og/eller jøde. Ganske almindelige brave folk sørgede for den vellykkede operation, som alt andet lige var en fortjenstfuld gerning, men som også fortjener forskningsmæssig nuancering.

Denne foreligger altså nu, hvad angår de tyske jødeflygtninge. En islandsk forsker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson har samlet oplysninger fra hidtil båndlagte arkiver. Sært nok - hvad Berlingske ikke nævner - udkommer om få dage en bemærkelsesværdig fremstilling om lige netop disse forhold 1933-1940: Danmark og de jødiske flygtninge - af historikeren Lone Rünitz. Denne bog vil blive behørigt anmedt her i bladet, men allerede nu kan det røbes, at Rünitz tager ordentlig og dokumenteret fat i problemstillingen og lægger dermed detaljeret alen til vor viden om dette tragiske kapitel i danmarkshistorien.
Leif Larsen og Thomas Clausen har tidligere behandlet justitsmynindighedernes horrible forvaltning af de politiske flygtninges forhold under embedsmisbrug og magtforvridning af værste skuffe.
Og nu dette.

I OG FOR SIG, og her melder sig en stille undren, er der ikke så forfærdeligt meget nyt i grundsubstansen.
I årtier har vi vidst at danske myndigheder og danske politikere i trediverne indtog en mildt sagt distant holdning til underretninger om de forfulgtes ufattelige lidelser syd for grænsen. Dertil kom, hvad dette emne angår, en - omend ikke udtalt - så dog latent mistro til jøderne i visse kredse. Mest berygtet er vel nok Jyllands-Postens leder efter Krystalnatten i november 1938, hvori bladet bl.a. udtrykker forståelse for nazisternes jødefjendtlighed og i klart antisemtiske vendinger mener, at der blandt danske jøder også er for mange anløbne elementer, der stikker næsen for langt frem. Lone Rünitz' og altså den islandske forskers fortjeneste er at sætte detaljer på de danske myndigheders konkrete forvaltning.
Chokerende at se hvad Justitsministeriets betroede embedsmand på området, Troels Hoff, personligt nedfældede, råt for usødet, som retsstiftende og skæbnessvangre notater i de stakkels flygtninges sagsakter. Hos ham skulle ihvertfald ingen tilflygtet jøde vente forståelse. Selv angivelige trusler om KZ-lejr for flygtningene gjorde ikke indtryk på Hoff og altså ministeriet, men opfattedes nærmest som en hensigtsmæssig behandling af jøder. De skulle ihvertfald ud, skulle de, og det kunne ikke gå hurtigt nok. På den anden side af grænsen ventede Gestapo, og turen gik for adskillige bortviste jøder - efter i øvrigt groteske, nervenedbrydende, kafkaske forløb - den lige vej til Auschwitz.

Reaktionen på disse uddybende oplysninger om nationalt udøvet usselhed i en periode, hvor man retfærdigvis må erkendede de datidige myndigheders og politikers forståelige angst for den sydlige nabos slet skjulte trusler samt bekymringen for at bliver oversvømmet af flytgtninge, har ikke ladet vente på sig.
Statsministeren lover mere forskning, og politikere fra Venstre, konservative og Enhedslisten, forlanger en undskyldning til jøderne. Lovligt sent kan man mene, lidt kikset kan man mene, ikke fjernt fra hykleriet, kan man mene.
For det første at det skulle være en nyhed, at danske myndigheder dengang smækkede døren i og trak dynen op om ørerne. Politikerne kan ved opslag i Rigsdagstidende fra disse år konstatere, hvorledes den politiske begejstring for flygtningene var til at overse.
Såfremt de pågædende politikere ikke har kendt til disse forhold, er påstanden berettiget: historieformidlingen er under lavmålet. Eller de pågældende har sovet i timen - eller fortrængt de sidste 30 års revision af 30'er- og besættelsestidshistorien.
For det andet løber glosen hykleri i tastaturet i betragtning af de reagerende politiske partiers proklamerede holdninger til højst parallelle nutidige flygtningesager, hvor danske myndigheder foretager udvisninger, der siden viser sig betænkelige for ikke at sige livsfarlige. Var det ikke Bendt Bendtsen (K), der forleden bebuede nye stramninger i fremmedpolitikken? Og har Venstre ikke bestandigt gjort det samme?
Men det er jo noget helt andet. Nej, det er det ikke.
I bund og grund ligner vrangviljen og bøvetheden i vore dage fortiden og fortidens skinhellige argumenter: at man må begrænse flygtningetilgangen til det minimale for ikke at fremelske antisemitiske/flygtningefjendtlige holdninger i befolkningen. Den politiske reaktion er kun de skamløses skam. Eller er Ventres og konservatives reaktion blot en smart taktisk markering mod statsministeren om at feje for egen fortids dør og herefter inkassere sit nederlag efter det borgerligt set upopulære EU-angreb på Jörg Haider?
Mon ikke. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her