Læsetid: 11 min.

Slaget om sydstatsflaget

18. februar 2000

Af frygt for at tabe konservative stemmer skøjter Bush og McCain uden om South Carolinas varmeste politiske kartoffel - sydstaternes kampflag fra borgerkrigen, der
vajer over parlamentsbygningen.
Er det et symbol på slaveriet eller på en værdifuld kulturarv? Informations udsendte tog i denne uge temperaturen på den iltre debat i sydstaten, som går til valg i dag

COLUMBIA, South Carolina - I den kølige, silende regn står tolv drenge og piger, deres ansigter et skakbræt af hvide og sorte vinduer, de opspilede øjne forventningsfulde, som kun børns kan være. De udgør Darlingtons ungdomskor og skal, trods det våde vejr, byde senator John McCain velkommen med sangen "You Are My Sunshine".
Den sølvgrå Greyhound-bus, døbt "Straight Talk Express", er netop ankommet med den republikanske præsidentkandidat og hans frue Cindy, hende med dybblå øjne, ultrakort frisure og så meget pudder, at ansigtsmasken flere steder slår revner.
Børnene venter. Her er han så: Krigshelten fra Vietnam. McCain stiger halvt sidelæns ned ad de to trin og liver synligt op, da han ser børnekoret foran sig. Efter sangen trykkes der hånd, men det er ikke nok for en sort dreng og pige: De skal have et knus. Det får de så.
McCain har selv fire børn, den yngste på 8 er næsten lige så mørklødet som de to. Hun er adopteret fra Bangladesh.
Præsidentkandidaten har god grund til at glæde sig over de sorte ansigter. Det er sjældent, man ser afro-amerikanere på McCains og George W. Bush' valgmøder i sydstaten South Carolina, hvor en tredjedel af befolkningen er af afrikansk afstamning.
Næsten alle sorte sydcarolinere stemmer vanligt på kandidater fra det demokratiske parti, og i år er demokraternes primærvalg blevet lavet om til en valgmandsforsamling (caucus), hvor kun få aktivister deltager i udvælgelsen af partiets præsidentkandidat.
Når vælgerne går til urnerne i det republikanske primærvalg i morgen lørdag, bliver det altså en eksklusiv hvid affære.
Det giver mindelser om gamle dage, hvor sorte borgere i sydstaterne af hvide racister systematisk blev hindret i at udøve deres grundlovssikrede valgret, vundet efter borgerkrigen i 1861-65.
"I apartheid-tiden kunne ingen sorte deltage i primærvalg," husker baptistpræsten William P. Diggs, Sr.
I morgen kan sorte sydcarolinere rent faktisk stemme på én af de tre republikanske kandidater, hvis de vel at mærke ønsker det. Valgstederne vil blive åbnet i deres kvarterer. I tirsdags blev det lokale republikanske parti af en forbundsdommer beordret til at betale for leje af lokaler og hyring af mandskab.
Én af kandidaterne er ovenikøbet afro-amerikaner. Han hedder Alan Keyes. Men den tidligere diplomat og stærkt højre-religiøse politiker gives ikke en chance, og mange af hans afro-amerikanske fæller betragter ham desuden som vor tids udgave af onkel Tom.
"Jeg tror, at kun McCain har en chance for at vinde nogle få sorte stemmer, fra afro-amerikanske krigsveteraner," siger Diggs.

I South Carolinas afro-amerikanske samfund finder man i disse dage stærk forbitrelse over de republikanske kandidaters håndtering af en årelang strid om sydstatsflaget, der har vajet over delstatens parlament siden 1962.
Bush og McCain har behændigt skøjtet uden om det følsomme emne ved at give standardsvaret: - Dét vil vi ikke blande os i. Det må være op til South Carolinas folkevalgte at afgøre, om flaget skal blive hængende eller om det skal ned.
"Den holdning er hel uacceptabel," siger Dwight James, leder af den lokale afdeling af National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), grundlagt i 1909.
"Under borgerkrigen brugte man samme argument. Slaveriet i sydstaterne var et internt anliggende, som forbundsstaten skulle blande sig udenom. Nu siger Bush og McCain, at flaget - der for både sorte og hvide er et symbol på slaveriet og forræderiet mod unionen - er et indre anliggende!"
Dwight James kan ikke lade være med at ironisere over McCain. "Er det ikke noget med, at hans bus er blevet døbt Straight Talk Express - altså at være ærlig og oprigtig," spørger han.
"Nuvel, på et tidspunkt sagde McCain, at flaget støder sorte amerikanere. På et andet tidspunkt sagde han, at det minder hvide om værdifulde historiske traditioner. Kan han blive enig med sig selv?"
For McCain er problemet enkelt: En afstandtagen fra flaget vil koste ham en eventuel sejr i South Carolina. I det mindste har han med sine udtalelser svajet for vinden som selv sydstatsflaget gør.
Det samme kan man ikke sige om rivalen George W. Bush. Han har aldrig udtrykt sympati for delstatens sorte borgere. Efter at have tabt primærvalget i New Hampshire holdt han en tale til 6.000 studerende ved Bob Jones University i South Carolina, en højere læreanstalt for bibellærdom, hvor det stadig er forbudt hvide og sorte at leve i parforhold.
I sin tale undlod Texas-guvernøren at fordømme denne praksis. Først da han bagefter blev spurgt af en journalist, kom han med ét i tanke om, at han selvfølgelig går ind for raceblandet ægteskab. "Min bror Jeb, guvernør i Florida, er gift med en latinamerikaner, og vi holder alle meget af hende," pointerede George Bush Jr.
Rektor Bob Jones undlod at invitere John McCain, der ikke er populær blandt South Carolinas store vælgergruppe af konservative religiøse vælgere. De nærer mistanke om, at krigshelten er lige så vægelsindet i spørgsmålet om fri abort.

Men langt fra alle hvide sydcarolinere deler Bob Jones' mening. "Jeg må ærligt indrømme, at min respekt for Bush og McCain ville have vokset, dersom de havde udtalt deres mening om denne strid. Jeg mener, det velsagtens er det vigtigste politiske emne i South Carolina lige nu," siger James McDowell, en 44-årig hvid sælger af private forsikringsbeviser.
McDowell er af sin hustru Lisa modstræbende blevet slæbt med til et valgmøde med guvernør George W. Bush i Colombiana Mall, et storcenter i udkanten af delstatens hovedstad Columbia. Mens hun forsøger at komme den berømte kandidat nær - præsidentsønnen, der vil genvinde det tabte Hvide Hus for Bush-familien - sidder han og læser en novelle, midt i postyret.
"Jeg stemmer som regel republikansk," understreger McDowell. "Men jeg finder det en skændsel, at sydstatsflaget får lov at vaje deroppe. Det er en dyb krænkelse af vores sorte medborgere. Enhver ved jo, at politikerne hejsede flaget i 1962, da kampen for afro-amerikanernes lige rettigheder stod på sit højeste. Det var for at spytte præsident Kennedy og de andre i ansigtet."
Den hvide forsikringsmand skammer sig dybt. "Politikerne, der støtter flaget, er nogle skurke. De burde sparkes ud. Hvad er det for noget! Vi tabte borgerkrigen. Hvorfor skal vores kampflag så stadig hænge der. Send det på museum!"
Nej, ikke tale om, at han vil sætte sin fod i parlamentet nede i byen, så længe sydstatsflaget bliver hængende. "Hvis indehaverne af dette storcenter udstillede symbolet her, kunne de godt skrotte mig som kunde."
Samme følelser kommer til udtryk i samtaler med andre hvide republikanske vælgere. Bibellæreren Ed Cheek og hans kone Nancy vrænger ansigt, når de på et andet valgmøde med Bush bliver spurgt om deres mening.
"Vi deltog i demonstrationen mod flaget i sidste måned. Der var 48.000 demonstranter foran parlamentet, og flere tusinde af os var hvide," fortæller Cheek, en midaldrende mand med store, stikkende blå øjne, der ikke kan lade være med at spørge: Er du kristen?
"I Biblen hedder det, at man ikke må krænke sin broder. Og vi tabte jo krigen. Jeg synes, det er skændigt med det flag. Udefra ligner vi jo nogle bondeknolde. Men desværre støtter et ret stort mindretal blandt hvide sydcarolinere flaget," indrømmer Ed Cheek.

Historien om sydstatsflagets renæssance er bemærkelsesværdig og på mange måder lige så kompleks som South Carolinas forhold til den union, som delstaten løsrev sig fra i 1861 og blev genforenet med i 1865 efter at have tabt 28.000 mand i én af det 19. århundredes mest grusomme og blodige krige - den amerikanske borgerkrig.
"Sydstatsflaget var et kampflag. I løsrivelseserklæringen fra 1861 nævnes det flere gange, at nordstaterne og præsident Abraham Lincoln truede med at afskaffe slaveriet i South Carolina," fortæller Walter Edgar, professor i historie på University of South Carolina.
Edgar udgav i 1998 det definitive værk om South Carolinas historie, som spænder fra indianertiden til vore dage.
"De fleste tilhængere af flaget i dag hævder, at man kan skelne mellem slaveriet og en særlig historisk arv, der adskiller os fra resten af De Forenede Stater. De siger, at flaget ikke står for slaveri, og at de fleste hvide sydstatsborgere i alle tilfælde ikke ejede slaver. Det er simpelthen ikke korrekt," konstaterer Edgar.
Et åbenlyst spørgsmål er, hvorfor sydstatsflaget kom dalende ned fra himlen i 1962, et hundrede år efter, at det første skud blev udløst i borgerkrigen. Hvis flaget er så betydningsfuldt et kulturelt og historisk symbol for dele af den hvide befolkning i South Carolina, burde det vel have vajet over parlamentet i alle de mellemliggende år.
Svaret kan man finde hos en organisation, der siden 1989 har ført en lobbykampagne blandt politikerne for at bevare flaget på toppen af parlamentsbygningen. Southern Heritage Association ledes af en herre i midten af trediverne ved navn Christopher Sullivan, redaktør for kvartalsmagasinet Southern Partisan.
Han fortæller, at det var en forbrydelse at fremvise flaget i de første 25 år efter nederlaget til nordstaterne. Herefter gik man over til at hejse et patritotisk sydcarolinsk flag med en palme på toppen af det genopbyggede parlament her i Columbia.
Omkring 2. Verdenskrig var tiden ikke moden. Alle skulle stå sammen om at forsvare nationen. "Først under 100 års jubilæet i 1962 blev det aktuelt, og det var efter min mening ikke for at række tunge ad Kennedy og de sortes kamp for ligeret," siger Sullivan.
Heri er historikeren Walter Edgar stærkt uenig. "Politikeren, der foreslog at hejse flaget i 1962, lagde ikke skjul på, at det var for at forherlige sydstaternes suverænitet og Ku Klux Klan."
Southern Partisan ligner på overfladen et lødigt tidsskrift, men hvis man bruger lup og væbner sig med tålmod, kan man opstøve mere eller mindre slet skjulte racistiske bemærkninger. Sullivan er glat som en ål. Hans argumenter for at beholde flaget deroppe på stangen lyder umiddelbart overbevisende.
"Vi er da enige i, at vi i USA har haft problemer med racisme ligesom i alle andre lande verden rundt. Slaveri er et problem, men at lægge hele skylden på sydstaterne, der kun var suveræne i fire år, er misvisende og krænkende," siger Sullivan.
"Indtil borgerkrigen var der slaveri i hele USA. Det var skibe fra New England, som sejlede frem og tilbage mellem Vestafrika og sydstaterne og grossisterne tjente langt mere end plantageejerne."
- Javel, men i New England-staterne vajer ikke noget flag, der kan tolkes som et symbol på slaveri...
"Jamen, det er kun et lille mindretal af de sorte, som føler sig krænket. Det er NAACP og folk uden for South Carolina, som er ude på at skabe ravage. De hører til den yderste venstrefløj. I virkeligheden viser meningsmålinger, at de fleste sorte i South Carolina er ligeglade med flaget. De er mere bekymret for deres arbejde og gadekriminalitet."
Selv statens handelskammer går ind for at tage flaget ned? De er vel næppe venstreorienterede?
"Nej, nej. Men de interesserer sig kun for penge. Hvis det var op til dem, skulle South Carolina laves om til en stor McDonald. De går ikke op i vores enestående kulturelle særpræg."
Midt i samtalen ringer telefonen og Sullivans sekretær siger, det er Arthur Ravenel. Navnet er ikke ubekendt i South Carolina. Ravenel var nemlig den republikanske statssenator, der fornylig udtalte, at NAACP bør stå for National Association for Retarded People - altså foreningen for åndssvage. Bemærkningen er klar racistisk og vakte bestyrtelse i hele USA.
Nuvel, Ravenel, som er en rabiat tilhænger af sydstatsflaget, blev sur på NAACP, da foreningen sidste sommer opfordrede alle retsbevidste amerikanere til at undlade at besøge og arrangere konferencer i South Carolina. Ifølge NAACP-direktør Dwight James har boykotten foreløbig kostet delstatens turistbranche 100 mio. dollar.
Sullivan styrter hen til telefonen. I de næste fem minutter hører man kun to ord fra hans læber: "Yes, sir! Yes, Sir!"
Sullivan, der er tidligere øverstkommanderende for Sons of Confederate Veterans, en veterangruppe genoplivet efter årtiers forglemmelse, deler lokaler med chefredaktør Richard Quinn, en ældre og elegant herre i 60'erne. Quinn er den førende politiske rådgiver i South Carolina.
Quinn stod i spidsen for Ronald Reagans valgkampagne i South Carolina i 1980, for George Bush' ditto i 1988 og Bob Doles ditto i 1996. I år skulle man tro, at denne garvede politiske strateg ville føre George W. gennem de farefulde skær i statens oprørte vande.
Det er ikke blevet til noget. Quinn kalder Bush Jr. for "det republikanske partilederskabs kæledægge" og har i stedet sagt ja til at styre mandfolket John McCains kampagne. Senatoren kunne ikke afslå, uanset hvor meget han ønsker at lægge behørig afstand til Quinns særprægede synspunkter om sydstatsflaget.
Og så må man også komme i hu, at John McCains forfædre ejede en plantage i Mississippi med slaver og tjente som officerer på den tabende side i borgerkrigen.

Alt dette er ikke rapporteret for at hævde, at racismen blomstrer i den gamle og stolte sydstat South Carolina. Tværtimod er den på vej ud, men gammel skik bliver sent lagt på hylden. Dwight James fra NAACP vil nødigt sprede beskæmmende historier om sin hjemstat. Her er imidlertid et par anekdoter.
Fornylig opdagede nogle sorte arbejdere på en fabrik ejet af en hvis sydcaroliner, at en bøddels løkke var blevet hængt fra loftet som en advarsel. 5.000 negere blev lynchet uden rettergang mellem 1865 og 1991 i USA. På et turisthotel tvang en hvid manager sorte rengøringsdamer til at polere badeværelsefliser med tandbørster.
Baptistpræsten William Diggs har en anelse om, hvorfor flaget stadig hænger over parlamentet. "Det er en påmindelse til os, om at vi engang var slaver og senere levede adskilt fra hvide i dyb fattigdom, magtløse og retsløse," forklarer han.
Diggs ved, hvad han taler om. Han voksede op i den tid. Gik i skole med Martin Luther King på Moorehead College i Atlanta og var med i sit-ins i Rock Hill, South Carolina i protest mod apartheid. "Vi blev kaldt The Rock Hill Nine, fordi ni af os blev smidt i fængsel."
"Tilhængerne af sydstatsflaget opdrager deres børn til at huske slægtninge, der døde under borgerkrigen, som var det i går. De skammer sig over at have lidt nederlag og tabt ansigt over for slaverne. Det er derfor, de nægter at tage flaget ned. Vi sorte skal ikke komme og fortælle dem noget. De skal selv tage beslutningen."
"Herrementaliteten sidder der stadig. Hvide mænd har svært ved at vænne sig til at stå lige med sorte. Men vi gør fremskridt. I løbet af i år vil flaget være blevet taget ned. Det kan De være sikker på."
Pastor Diggs kluklér stille. Han har set megen uretfærdighed i sin tilværelse. "Den britiske statsmand Edmund Burke sagde engang, at ondskab kun sejrer, hvis gode mennesker lader stå til..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu