Læsetid: 4 min.

Det snublende overblik

3. februar 2000

Dag Østerbergs essay om vestens kultur snubler i tilfældigt og sporadisk stof og når aldrig frem til den ønskede syntese
Det moderne

Ikke mange intellektuelle har taget begivenheden år 2000 helt alvorligt; men den norske sociolog Dag Østerberg synes at være en undtagelse: Den 25. okt. 1999 satte han punktum for sit 400 sider store opus Det moderne, så det kunne udkomme så tæt som muligt på det kalendariske vendepunkt. Ganske vist hævder forordet, at hensigten blot har været at føre diskussionen frem til i dag; men alligevel...
Det er ikke den eneste tvetydighed, der åbner værket. Et essay om Vestens kultur 1740-2000 lyder undertitlen. Et essay - på 400 sider? Oprindeligt betegner 'essay' en prøvende genre, uden ambitioner om at udtømme emnet; men på omslaget til Det moderne har Norsk Gyldendal sat trumf på forlagenes aktuelle uvane med at skrive skamrosende "anmeldelser" på bagsiden af deres bøger, med formuleringer som: "Man skal lede længe efter et dristigere og mere ambitiøst værk... Målet er et helhedsbillede, en syntese". Man skal imidlertid lede længe efter en grellere modsætning end den mellem 'essay' og 'syntese'!

Uendeligt simpelt
I et sådant tilfælde er der grund til at frygte at ordet 'essay' skal dække over en tanke, der er for svag til at kaldes videnskab, og derfor smykker sig med lånte fjer fra en litterær genre som den - fejlagtigt - antager er mindre forpligtende. Gælder det også Østerbergs bog?
Nuvel: Der er tale om en springende form, i fri og frisk stil, hvor intet på forhånd er udelukket fra at komme i betragtning. Det moderne går ikke fra Diderot til Deleuze uden også at have nævnt Krishnamurti og Elvis. Det giver ganske rigtigt et ofte forfriskende udblik: Det er således morsomt, at Østerberg kan følge skakspillets idéhistorie, fra den kolde krigs "lukkede" spil, til neoliberalismens "turbo-skak". Men det giver desværre også anledning til mange unøjagtigheder: Schönberg er pludselig blevet tysker, mens de tyske arkitekter Bruno og Max Taut til gengæld er blevet russiske konstruktivister. At Albert Schweitzer skulle modtage Nobels fredspris i 1952 for sin indsats i 1955, lyder usandsynligt; at Conan Doyles roman skulle hedde The Dog from Baskerville, er med sikkerhed forkert.
Unøjagtighederne kan imidlertid ikke skade tesen af den simple grund, at den er så uendeligt simpel. Det moderne, hedder det indledningsvis, er bestemt ved antagelsen af det frie individ, fornuften og fremskridtet. De tre momenter er indbyrdes uafhængige, hævdes det først (omend dette siden modificeres); men de må alle tre være tilstede, hvis vi skal tale om moderne kultur. I modsat fald taler Østerberg, uden tøven, om noget amoderne der, hvis det ligefrem stiller sig i opposition til den moderne treenighed, bliver til noget antimoderne.

Bjørnsons pandekager
Der er frygtelig meget som er amoderne: Ikke bare romantikken, teosofien og fascismen, men også meget som almindeligvis - men altså med urette, ifølge Østerberg - betragtes som 'moderne' kunst. Ligesom Adorno, går Østerberg ud fra, at Sacre du printemps har menneskeofring som budskab; at også f.eks. Kafka og Joyce falder under det amoderne, er mere overrumplende. Til gengæld er spejderbevægelsen, ved sit ideal om friluftsliv, overvejende moderne! Analysen er, som oftest, ikke ligefrem subtil: At det 'amoderne' skulle være en del af det modernes problematik, er en mulighed som ikke overvejes - og det er måske derfor, tænkere som Sade, Kierkegaard og Musil end ikke er nævnt.
Jeg siger ikke, at der ikke er tankevækkende indsigter i Østerbergs bog: lad mig blot anføre teorien om "kunstens tokammersystem", eller vurderingen af efterkrigstidens ideal om højere levestandard som en 'afsporing' af det moderne projekt. Men nogen syntese bliver det ikke til, når på den ene side hovedtesen er så kategorisk primitiv, og på den anden side stoffet behandles så tilfældigt og sporadisk. Og netop denne omgang med stoffet, er samtidig hvad der gør betegnelsen 'essay' misvisende. For essayistisk bliver værket ikke af de - især i bogens første halvdel - ideligt tilbagevendende personalhistoriske ligegyldigheder; for nu at tage det allerværste eksempel: "Julie de Lespinasse (1732-1776) var markise de Deffands niece, og hendes direkte modsætning, for så vidt hun var hyperfølsom og brugte opium som beroligende middel. Hendes ansigt var skæmmet af kopper, men udtryksfuldt og levende, kroppen rank og velskabt. I stedet for at være bidende vittig, dyrkede hun en enkel og naturlig omgangsform og tone. Hendes salon var åben hver dag fra fem til ni." Sligt pladder lægger forhåbentlig ikke niveauet for diskussionen i år 2000? At Dag Østerberg i denne bog kan oplyse at Bjørnstjerne Bjørnsons livret var pandekager, er ikke nok til at jeg kan anbefale, at den udgives på dansk.

*Dag Østerberg: Det moderne. Et essay om Vestens kultur 1740-2000. 415 s. Norsk Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her