Analyse
Læsetid: 4 min.

Sound of hvad for en Music?

11. februar 2000

Kunstnere i Østrig er i oprør, mens kunstnere uden for landet forholder sig diskuterende

Til Jörg Haiders fremfærd knytter sig også et kunstsyn, som østrigerne har kendt til i årevis, og som prompte har førte til drastiske modreaktioner blandt en lang række af landets førende kunstnere og deres tilhængere.
Ved meddelelsen om den kontroversielle regeringsdannelse mellem Haiders FPÖ og det konservative ÖVP besatte 1.500 kunstnere og kunstelskere således Østrigs nationale teater i protest - og blev modtaget med stående ovationer af publikum.
Fra et andet stort teater i Wien vajede et sort sorgens banner. I det hele taget organiserede man sig til kamp. Et halvt hundrede kendte kunstnere plus diverse organisationer udsendte et knivskarpt opråb mod regeringen, ikke primært pga. dens manglende faglige forudsætninger i forbindelse med kunst og kultur, men for dens "manglende moralske kvalifikation."
I opråbet indgår eksempler på paralleller mellem nazisternes sprogbrug i sin tid og Haider-partiets nu.
Arvingerne til lyrikeren Ingeborg Bachmann meddelte et forbud mod at anvende dennes navn i forbindelse med Østrigs væsentligste litteraturpris, som uddeles i netop Kärnten, Haiders delstat, indtil "politik i dette land ikke er noget, man må skamme sig over."

På det individuelle plan reagerede dramatikeren Elfriede Jelinek med at forbyde, at hendes stykker opføres i Østrig, og mange andre kulturfolk overvejer at emigrere. Nogle har meddelt, at de rent faktisk gør det - således Salzburg Festspillenes leder, som fremover vil bo og arbejde i Tyskland. Kulturens folk i Mozarts hjemland frygter, at det bliver umuligt eller utåleligt at arbejde under den nye regering.
Mens den østrigske kunstnerverden således synes at stå temmelig meget sammen i en fordømmelse, lyder der advarende røster fra andre landes kulturpersonligheder. Den franske dirigent og komponist, Pierre Boulez, der pt. turnerer i Østrig med London Symphony Orchestra, udtalte således, at det er netop nu, det gælder om at blive og kæmpe. Man kan udtrykke sit mishag og sine protester, men først, hvis eller når der kommer censur eller censurlignende skridt, skal man gå mere drastisk til værks og handle.
Noget lignende, men samtidig meget mere, kan man lægge i de udtalelser, den tyske sociolog og forfatter, Zygmunt Baumann, i går gav til Information. Her drejede det sig ikke specifikt om kulturens folk, men mere generelt om EU-ledernes tro på, at man kan bekæmpe højrekræfterne i Europa ved at isolere Østrig. En tro, Baumann ikke deler. Der er tale om vores allesammens indre dæmoner, og skal de ud af sækken, så lad dem komme ud af sækken, men at kalde dæmonerne for "Østrig" er en tilsnigelse.
Lige så subtil, mindst, er den britiske forkæmper for ytringsfriheden, forfatteren Salman Rushdie, der er en flittig kommentarskribent i international presse. Han nægter at se Haiders sejr som en "ondskabens sejr over det gode." Den er nemlig opstået på baggrund af noget, som også var slemt, nemlig den langvarige, hidtidige koalition af etablerede politikeres magt i Østrig. Det rygklappende establishment, som han kalder det. Han henviser til, hvordan europæiske aviser pt. er fulde af overskrifter, som fortæller om hel- og halvkorruption blandt arrogante toppolitikere og tidligere ditto - og nævner i forbifarten Craxi, Mitterrand og Kohl.
Det er disse etablerede Europa-politikere, som har vidst at skaffe penge i partikasserne, og som har vidst, hvor der skulle smøres - det er dem, der har været vandet på Haiders mølle.
Kampen mod den korruption og mod Haider bør være en og den samme, mener den skarptungede Rushdie, der i øvrigt har den interessante betragtning, at højrebølgens ekstremister i virkeligheden ikke er imod indvandrerne, men imod deres fattigdom!
De er med andre ord ikke mod indvandrernes racer som sådan, men mod den fattigdom, de bringer med sig og gør til "vores" problem.

Mens det intellektuelle Europa således - lidt langsomt i optrækket - er begyndt at diskutere, hvordan man skal forstå det, der sker i Østrig, og om man skal indoptage eller afsondre, gælder det for det østrigske kulturens folk den akutte situation - blive eller rejse - men under alle omstændigheder lave en helvedes bunke vrøvl.
Konfrontationen er op over. Derfor er det her og nu sagen skal markeres, slaget slås, afstand tages. Man føler sig truet på såvel brød som kunstnerisk frihed. At afvente sagens forventeligt skæve gang vil være at give modparten et forspring, og i døgnets stald levnes der ikke megen tid til nuancer eller til at udtænke udødelige tanker. Kollegerne fra teater, film, billedkunst, litteratur står ved siden af og tripper: Op på barrikaden, kammerat! Er du med eller imod?

Hvad er det da for et kultursyn hos Haider, som "panikker" de østrigske kunstnere i den grad, at det giver mindelser om kunstnernes situation i Tyskland og Østrig i 30'erne, hvor mange valgte at pakke deres sydfrugter? Er det det, at Haider kun holder af den ukomplicerede og 'skønne' kunst,
Sound of Music og af især den folkloristiske kunst, kunsten med tyrolerbukser på? Ligesom en vis herre i 30'erne og 40'erne.
Ganske givet, men også, at Haiders Frihedsparti har truet med at afskaffe al kunststøtte - ligesom vi kender det fra de danske pendanter udi politik, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti - for uden statsstøtte er kunstneren på herrens mark, da den private sektor, som så skulle brødføde kunstneren, ikke er stor i Østrig. Man frygter, at regeringens politikere vil tage støtten fra den kunst og de kunstnere, som de ikke sympatiserer med. Haider mener, at kunsten skal skabes med henblik på de masser, der betaler for den. Der bør sættes grænser for den kunstneriske frihed.
Og så har det ikke bedret forholdet mellem Haider og kunstnerne, at han gennem årene har holdt af at fremstille dem som "dovne og ødsle snyltere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her