Læsetid: 2 min.

Den store lille pianist

25. februar 2000

Michel Petrucciani mindet på tre cd'er, i solo, duo og trio

Nye cd'er
"... det var ikke kun de enkelte soloer der var betagende ved deres musikalske overskud, det var også det, ja, åndfulde sammenspil mellem de to musikere, den legende udveksling af ideer, de subtile finter, de humoristiske fællesprojekter. Intet under at de begge lyste af begejstring over mødet - og at der blev kvitteret for musikken med noget så sjældent som stående ovationer."
Nej, det var ikke kun Deres anmelder, der var betaget over mødet mellem Michel Petrucciani og Niels-Henning Ørsted Pedersen i Copenhagen JazzHouse den 18. april 1994. Begivenheden står stadig uudsletteligt i hukommelsen, og den kan nu, i hvert fald en del af den, genopleves på cd.
Til minde om den franske pianist, der døde i januar sidste år, en uge efter at han var fyldt 36, har hans grammofonselskab, Dreyfus, udgivet en boks med tre cd'er og et illustreret teksthefte. Cd'erne viser Petrucciani i de tre formater, som han især dyrkede med bravour: solo, duo og trio, og på duo-cd'en er det altså, at vi finder de mindeværdige optagelser med NHØP.
Solo-pladen rummer optagelser gjort trekvart år tidligere, ved jazzfestivalen i Antibes/Juan-les-Pins, og på trio-pladen høres han med broderen, Louis P. (bas), og Lenny White (trommer) ved en koncert i Japan i august 1994. Alle tre live-programmer giver os en Petrucciani i topform.

Begrænsede højder
Som solopianist viser han især sit formidable fysiske overskud, f.eks. i Take the 'A' Train og Caravan, som begge bygges op over lange, utrættelige ostinatforløb i venstrehånden. Disse to, og resten af programmet, svarer ret nøje til det vi hørte i Copenhagen JazzHouse aftenen før den med NHØP, og dette solospil, som efter nogle år blev en kende skabelonagtigt, besad på den tid endnu den oprindelige friskhed.
Vi har hørt Petrucciani med formidable trio-kolleger, f.eks. bassisterne Gary Peacock og Eddie Gomez og trommeslagerne Roy Haynes og Al Foster.
Det niveau når musikerne fra Japan-koncerten ikke, men den basspillende Petrucciani-broder vil nu nok overraske en del danskere med sit opildnende, støt fremdrivende (på kanten af det løbende) akkompagnement, og Lenny White har jeg sjældent hørt så let og dansende, uden det alt for håndfaste som så ofte har skæmmet hans spil.

Mangler ballader
Så trio-musikken står sig godt, selv om repertoiret er lidt blandet. Jeg tænker dog, at solo- og især duo-musikken vil blive spillet mere.
Hvad den sidste angår, har jeg en reservation, som sikkert vil forekomme utaknemmelig, især for dem, der ikke hørte koncerten: Duoens balladespil er for tyndt repræsenteret. Mens aftenens tre fremtrædende blues alle er med - Miles Davis' All Blues, Charlie Parkers Billie's Bounce og Oscar Pettifords Blues In the Closet, er der kun én egentlig balladefortolkning, en rigtignok meget fin I Can't Get Started, men aftenens højdepunkter, These Foolish Things og Round About Midnight, som blev spillet midt i andet sæt, leder jeg forgæves efter.
Lad os derfor håbe, at resten af musikken fra denne enestående aften også vil finde vej til cd-mediet.

*Michel Petrucciani: Concerts inédites. Dreyfus FDM 36607-2 (3 cd'er) (ambia/ GDC).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her