Læsetid: 2 min.

Tennis i luften

28. februar 2000

Så er der international tennis på dansk grund. Det sker i KB-hallen på Frederiksberg

Tennis
74 tennisbejlere mødte fredag aften op til sign-in på Radisson SAS Scandinavia Hotel. 42 skuffede tennisentusiaster måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. Nu kæmper de resterende 32 spillere videre om at kvalificere sig til hovedturneringen, der starter i dag. Kun de fire bedste får del i den forhøjede præmiesum på 350.000 dollar.
"Ja, det er et stærkt felt i år. Vi har sat loft ved 371 ranglistepoint," siger turneringsdirektør Peter Bastiansen.
Copenhagen Open har fået tildelt en såkaldt Open Week, hvilket betyder, at der ingen konkurrence er fra andre turneringer i Europa. Dette lokker mange stjernespillere til. Blandt andet superserveren, kroaten Goran Ivanisevic, som kun er seeded som nummer 5, og den 20-årige russer Marat Safin, der set i ranglistens lys, står til at vinde.
Det bliver spændende at se, hvordan vores eneste danske håb klarer sig i så stærke tennishænder. Vi havde engang fire danskere i feltet. Men tennis-es nummer et, Kenneth Carlsen, har nyligt fået en skulderoperation. Han nøjes med at dække de mere skæve vinkler for TV2, som har skrevet tre-årig kontrakt med turneringen.
De næste to danskere fik wildcard til kvalifikationen. Den unge Bob Borella slår sig med gejst igennem første runde. 6-2, 6-3 vandt han over svenskeren Jan Hermansson. Men så er det slut. Søndag taber han 6-2, 6-0 mod argentineren Marcelo Charpentier.

Stort vindersmil
For et andet håb, går det samme vej. Frederik Fetterlein, der trofast har spillet med siden turneringens start i 1988, løber i første runde let og elegant af med sejren. 6-2, 6-1 bliver det med det største vindersmil mod tyskeren Jan Weinzierl. Men så er det ellers også slut med den sympatiske glade aura.
Frederik får senere på dagen tennisslag af tjekken Petr Luxa. Smilet er forsvundet, gejsten pist borte, de aggressive slag erstattet af forsigtighed. "Tju hej hvor det går," lyder det fra en tilskuer, og Frederik taber 6-1, 7-5. "Lille møgunge," vrisser han til boldpigen, der ved en fejl kaster bolden i hovedet på ham, og han skuler ud til det let-snakkende publikum.
Nej, tilbage i tenniseliten har vi en enlig stjerne. Kristian Pless. Og sidste års juniorverdensmester slipper nådigt gennem lodtrækningen. Modstanderen i første runde er Martin Damm, Copenhagen Open-finalisten fra 1997, som nu ligger nummer 89 på verdensranglisten.
"Det er ikke en helt dårlig modstander. Min fordel ligger i, at man op til turneringen har lavet underlaget langsommere, så man ikke længere på samme måde kan gøre brug af det serve-flugtspil, som Martin Damm har," siger Kristian Pless, der skal kæmpe sig videre op i vokseneliten fra sin plads som nummer 458 i verden.
Han er optimistisk. Og det bliver spændende at se, om han stadig står på banen søndag den 5. marts, når finalen spilles.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu