Læsetid: 3 min.

Tiden arbejder for forskning i udbud

10. februar 2000

Jo mere universiteterne nærmer sig erhvervslivet, jo nærmere kommer også dagen, hvor forskningen skal udbydes i licitation

Universiteter og erhverslivet nærmer sig trods en vis berøringsangst hinanden. Og dagen nærmer sig, hvor forskningsopgaverne - også de offentligt finansierede - vil blive lagt i offentligt udbud, lød budskabet fra erhvervslivet og dele af universitetsmiljøet, da Akademiet for de Tekniske Videnskaber i går indbød til konference om, hvordan den frie forskning sikres i samarbejde med erhverslivet.
"I forbindelse med de store forskningssatsninger må pengene bevilges efter åben konkurrence," sagde forskningsdirektøren på et af de større private forskningsinstitutter, Carlsbergs Laboratorium.
Professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet mener, at udbud af forskningsopgaverne bliver nødvendigt efterhånden som universiteterne og forskningen mister sin ophøjede status og nærmer sig resten af arbejdspladserne i landet.
Og Johannes Jacobsen, administrerende direktør i TERMA elektronik, kunne fortælle om vellykkede eksempler på udbud af forskningsopgaver fra sin tid ved det europæiske rumfartsprogram.
Det var dog sagen om
tyggegummivirksomheden Dandy, der ville tilbageholde forskningsresultater, de havde finansieret, fordi de var skadelige for virksomheden, der fyldte mest på konferencen. Dandy ville stoppe offentliggørelsen, fordi resultaterne efter virksomhedens mening var misvisende.
"Der mangler måske professionalisme i samarbejdet mellem virksomheder og universiteter herhjemme. Men det er en detalje i forhold til det store billede," sagde rektor ved Aalborg Universitet, Sven Caspersen.
Alligevel kom meget af
diskussionen til at handle om virksomhedernes mulighed for at holde forskningsresultater tilbage. Og om offentligt ansatte forskeres ret - og måske endda pligt - til at publicere deres forskning. Også den forskning, der er betalt af private virksomheder.
Pligten til at publicere resultater blev foreslået i gårsdagens kronik i Politiken af Det Økonomiske Råds sekretariatsleder, Peder Andersen, professor på Landbohøjskolen - og formand for Økonomisk Råd - Niels Kærgaard og direktør for Socialforskningsinstituttet Jørgen Søndergaard.
De fik støtte fra Sven Caspersen.
"Jeg er enig i, at det er i vores interesse, at der er pligt til at publicere forskningsresultater. Også når de er sponseret af virksomheder. Virksomheder ved, hvad det er for forskere, de har entreret med. Og så må de finde sig i uventede resultater. Så siger man, at forskerne også kan begå fejl. Men det er jo netop grunden til, at det skal offentliggøres. Meget forskning er jo at afdække fejl, som andre forskere har lavet, og det foregår i den frie offentlige debat," sagde Sven Caspersen.
Han mente dog, at det er rimeligt, at en offentliggørelse kan udskydes i tre til seks måneder, for at finde kvalificeret modspil.
Men det mente rektor for Aarhus Universitet dr. phil. Henning Lehmann Jensen nok alligevel var at gå for langt. Han henviste til en af sine lærere, der efter et langt livs med talrige publikationer efterlod sig lige så meget upubliceret materiale i skufferne.
"Skal det så være strafbart?" spurgte han.
Mads Bryde Andersen mente, at man måtte skelne mellem den enkelte forskers 'ben' eller bijob hos private virksomheder og statslige forskningsinstitutioners opgaver for virksomheder.
"Jeg laver ofte - i min tid væk fra universitetet - et stykke arbejde for virksomheder, der ønsker at få en juridisk vurdering. For eksempel i forbindelse med en mulig retssag. Det ville være dybt angribeligt, hvis jeg bagefter gik ud og publicerede det. Men det er noget andet, hvis man vil hyre en offentlig forskningsinstitution til at lave forskning for sig. Der mener jeg ikke, at man kan lave en aftale om hemmeligholdelse af resultatet. Det offentlige kan ikke sætte sit forskningsapparat i sving for bagefter at låse resultatet inde i en skuffe. Uanset hvor mange private penge, der er givet til projektet. De offentlige forskningsinstitutioner er lavet for at forske til fordel for almenvellet. Derfor skal deres arbejder publiceres," sagde Mads Bryde Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu