Nyudgivelse af Goldschmidts kæmperoman
Roman
Dannelses- eller udviklingsroman er betegnelsen for den litterære genre, der udfyldes af skildringen af et menneskes liv fra fødslen og frem til det stadium, hvor det ved en form for selvopdragelse har udfoldet sit væsen i forhold til samfundets krav. Modellen er skabt af Goethe med romanen om Wilhelm Meister. Nu har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med sin seneste klassikerudgivelse for nogle få kroner givet os en god anledning til at studere det danske mønstereksempel, Meïr Aron Goldschmidts vidtstrakte dannelsesroman Hjemløs, oprindelig trykt som føljeton 1853-57. I dag er den forestået af Mogens Brøndsted som et tobinds værk på 900 tekstsider med en fortræffelig indføring og et omfattende sæt af noter, hvis indlysende nødvendighed afslører nutidslæserens mangel på dannelse i den guldrandede betydning. Når Goldschmidt har opkaldt romanen efter dens midterdel, skyldes ikke kun, at den turbulente fase mellem barndomshjemmet og hjemkomsten til selvet i dybere forstand er den længste og mest oplevelsesrige, men også en konstatering af hjemløsheden som det særlige vilkår, der kan virke helt moderne. Dog næppe ment som en condition humaine, men en insisteren på opgaven at finde hjem. En tro på, at en helhed kan og skal findes.
Denne latens af mening er markeret fra romanens første begyndelse som skæbne, ikke fatalistisk, viser det sig, men som en vågnende erkendelse af nemesis, en levelære, et afbalanceret retfærdighedsprincip, der overalt demonstreres i sine fineste sammenhænge, og som forfatteren senere detaljeret gjorde rede for i Livs Erindringer og Resultater (1877). Det er nok at tage munden for fuld at mene, at Hjemløs-titlen har udspring i Goldschmidts egen midterstilling mellem jødisk og kristen kultur.
Magtinstanser
Åbningsscenen viser hovedpersonen Otto Krøyer som dreng i leg med naboens Emilie omkring havens æbletræ. Hun rækker et æble i vejret og udlover det største stykke til den, der holder mest af hende og kan vente til sidst og dermed få det største stykke. Otto træder tilbage og får en lang næse. Hun trøster ham med, at hun heller ikke selv fik noget.
Sådan kommer det til at gå med de to i livet. Barnekæresten ender hos en anden, men holder dog den døende helt i hånden til slut. Afkaldets tema er determinerende i denne verden af dobbeltheder, symbolik og ide. Hele kapitel 1 er et arrangement af oplæg gennem lege, sanglege, oplæsning af Biblens skabelsesberetning, Emilies læsning af ridderromaner, barnlige kærtegn, faderens formanende stemme, en strid med politimyndigheden, lette sociale spændinger mellem Emilies hovedrige slægt og Ottos jævnere købmandsfamilie.
Det er på mange måder en såre realistisk roman, men alt har en sært ladet betydning og foregår i flere verdener på en gang, idealiteten er stadig nærværende.
Der er egentlig ikke så langt til den naturalistiske udviklingsroman. Tænker man på J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, bliver parallelliteten og forskellen tydelig: samme determinerende indledningskapitel med en fantaserende, legende hovedperson i naturen, men nu styret af biologiens og sansernes magt, der leves ud livet igennem på eget ansvar. Hos Goldschmidt er driften i opposition mod åndens magt, men han lærer sig en etisk beherskelse uden derfor at fornægte kroppen og kommer til rette med tilværelsens metafysiske orden, mens Marie lærer at dø sin egen død.
Der er noget uendelig trist ved disse selvrealisationer og selvnegationer. Ende skal de mandlige helte i ydmyge tjanser, her som skolelærer i Jylland, 35 år gammel dør Otto. Nogen fremtidsinvestering er der altså ikke i den dannelse, må vi skeptikere mene tværs gennem bogens morale. Senere triumferede Pontoppidans Lykke-Per som vejassistent i Thy, Harald Kiddes Helten atter som skolelærer på en fjern ø, Paludans Jørgen Stein som hønseavler langt fra storbyen. Galt skal det gerne gå i litteraturen, før det er godt, og helst i Jylland.
Tre dannelser
Skal vi finde modstykker til denne skæbnedannelse, må vi gå til autobiografierne, der på mange måder har afløst udviklingsromanen i vore dage. For dér går det sandelig godt, fordi de skrives af dem, det er gået godt for.
Goldschmidts Hjemløs er en dannelsesroman på tre planer: Den er led i dannelsen af den danske udviklingsroman, den skildrer et individs dannelse, og endelig er den et markant encyklopædisk udtryk for datidens borgerligt-akademiske dannelsesunivers med Tyskland, Italien og Frankrig som aktuel international ramme. Personerne har et forråd af sange, digte på dansk og tysk, der citeres ved tid og tematisk lejlighed, de er ubesværet hjemme i nordisk og klassisk mytologi i kvikke, studentikose eller dybsindige samtaler med sleben sprogbrug, der analyserer kunstværker i anledning af udstillinger og museer, portrætkunstens status i den moderne verden, skuespilkunst, historie, politik, religion. Dertil kommer naturligvis hentydninger til litteratur, også den samtidige.
En tid omgås Otto æstetikeren Schiøtt, der i en morsom scene og i en hel sokraktisk dialog giver ham svar på hans spørgsmål om, hvorfor man læser! Alt imens han klæder sig om, forelæser han og argumenterer sig elegant, via dele af verdenslitteraturen og en parafrase over Heibergs En Sjæl efter Døden, frem til sjælens behov for skønhed:
"Den er forbudt, min gode Krøyer; den blev sat i Ban af Præster og Munke alt for cirka attenhundrede Aar siden; men den bryder smilende frem hver Vaar, ja bryder frem ad Aarhundreders Begravelse som Venustemplet, der hæver sig op gjennem Sankt Lorenzokirkens Gulv."
Og med et Oehlenschlägercitat om elskov griber han dér i soveværelset, som vender ud mod en trist baggård med et skimlet plankeværk, sin hat og begiver sig ud i lyset til sine timer på en pigeskole.
Schiøtt er kun en lystig bifigur, tegnet over kritikeren P.L. Møller. Men han er med til at skabe den munterhed, der dog hviler over hele denne detaljerede og vidtløftige udviklingshistorie fra dengang, hvor tiden nok allerede kaldtes moderne, men man havde råd til langsomhed. Goldschmidts lune fornægter sig ikke. Lægger man det lange øre til og et vist antal tålmodige timer, behøver man ikke særlige begrundelser for det at læse. Skønheden bryder smilende frem.
*Meïr Aron Goldschmidt: Hjemløs I-II, 568 + 427 s. 280 s. DSL/Borgen
