Læsetid: 5 min.

To lokker

10. februar 2000

Sigantur

Samme år som Virginia Woolf udsendte To the Lighthouse (1927) udkom på Hogarth Press, det forlag, hun drev sammen med sin mand, en kløgtig lille bog: The Structure of Wuthering Heights. Heri kortlægger C.P. Sanger minutiøst kronologi, stamtræer og jura i Emily Brontës romanklassiker fra 1847 og demonstrerer, at den midt i sin stormfulde dramatik var nøje gennemtænkt. Til slut opstiller han en udtømmende tidstavle for handlingen, år for år, dato for dato.
Det er der al mulig grund til. For Emily Brontë, den midterste og kunstnerisk modigste af tre skrivende søstre (1818-48) har i Stormfulde Højder frembragt et kompliceret væv af en intrige. Den begynder for alvor i 1771, kulminerer i marts 13 år efter og falder først til ro 1. januar 1803.
I Yorkshires vilde hedeegne bor på gården Wuthering Heights Mr. og Mrs. Earnshaw med deres børn Hindley og Catherine. En dag går faderen til Liverpool og vender tilbage medbringende en forældreløs dreng, sorthåret og af dunkel herkomst. Hittebarnet, som får navnet Heathcliff efter en søn der døde som spæd, vinder gradvis alles hjerter, Catherines især, men mobbes af Hindley.
Da Mr. Earnshaw dør og den 'ægte' søn overtager gården, hævner han sig brutalt på Heathcliff, der dog bider ydmygelsen i sig, blot for at være i Catherines nærhed. Men da hun siger ja til et frieri fra naboens søn Edgar Linton, arving til Trushcross Grange, går Heathcliff skuffet sin vej.

Hævneren vender hjem
Tre år efter vender Heathcliff hjem, kendeligt forandret, rank og rig, uden at man dog får at vide, hvordan han har tjent sine penge. Han slår sig ned på Wuthering Heights og får som hævn drevet Hindley ud i drikkeri og spil. Selv gifter han sig med Isabella, Edgars søster, ikke fordi han elsker hende, men fordi hun skal arve nabogården og tilhører netop den slægt, han af hævntørst agter at bringe til fald.
Da Hindley dør, bliver Heathcliff ejer af Wuthering Heights og bruger sin position til at hævne sig på Hindleys søn Hareton, samtidig med at han får spoleret Catherines liv med Edgar og indirekte driver sin fordums elskede ud i vanvid. Catherine når dog at få en datter, Cathy, som også kan bruges som redskab for hævnen. Hende får Heathcliff nemlig gift med sin og Isabellas uhelbredeligt syge søn, der som et ekstra raffinement bærer fornavnet Linton. Da også han går bort, sidder den store hævnerdæmon tilbage som ejer af begge gårde.
Indvendig er han imidlertid smuldret. Han hjemsøges til stadighed af Catherines ånd og sulter sig til en mystisk død, dels vel for at straffe sig selv, dels for dog i det mindste at genforenes med hende i himlen, forudsat at han havner dér. Ved handlingens slutning tegner fremtiden dog lyst, idet den forkuede Hareton, retmæssig arving til Wuthering Heights, har forelsket sig i og skal giftes med Cathy, retmæssig arving til Thrushcross Grange...
Kulminationen af hele forløbet er naturligvis Heathcliffs pludselige hjemkomst og hans elskede Catherines tragiske død blot et halvt år efter. I denne sektion finder vi hans voldsomme - og i virkeligheden uretfærdige - anklage mod hende: "Jeg har ikke knust dit hjerte - det har du selv gjort, og du har samtidig knust mit. Værst for mig selv er det, at jeg er så stærk. Tror du, jeg ønsker at leve?"

To hårlokker
Da Catherine ligger lig, falder vi over en af romanens vigtigste enkeltheder. Heathcliff sniger sig uset ind, åbner medaljonen, der hænger i en kæde om afdødes hals, bortfjerner en lok af Edgar Lintons lyse hår, smider den på gulvet og udskifter den med lidt af sit eget ravnsorte hår. Herefter står der i originalen: "I twisted the two, and enclosed them together."
Personen, der taler, er Ellen Dean, husholderske på Thrushcross Grange, som beretter historien om Heathcliff og Catherine til fortælleren, en Mr. Lockwood, der netop har lejet ejendommen, og hvis navn vistnok tåler at udlægges som 'Aflåst Skov' eller 'Lokkernes Skov'. En beretning om lidenskab had og hævn er lagt i munden på hele to lettere kedsommelige repræsentanter for dét viktorianske samfund, romanens maskespil indskrives i.
Hovedfigurerne kommer til orde i form af brevcitater, dagbogsklip og lange tilbageblik med såvel monolog som dialog, men den valgte fortælleteknik frembringer en sær spænding, som virker både eksperimentel og raffineret moderne, skønt (eller netop fordi) romanen blev skrevet af en lettere overspændt præstedatter med hang til febril fantaseren.

Lystens evige kamp
Sådan så man på Emily Brontë indtil 1890'erne. Siden er hendes berømmelse vokset og hendes format blevet respekteret. Og hvad selve romanen angår, står dens konflikt fortsat pivåben: på den ene side en lidenskab af metafysisk rækkevidde og på den anden side en samfundsorden, der pænt følger normale regler for ejendommes erhvervelse og ægteskabs indgåelse. Forfatteren fastholdt blot, at denne sociale orden til hver en tid hviler på skrøbelige piller, og at fornuft og lidenskab uophørligt vil strides. I en optegnelse fra sin ungdom om sommerfugles natur fastslår Emily Brontë endda, at livet kun findes i kraft af et destruktionens princip: "Enhver skabning må enten blive det ubønhørlige redskab for de andres død eller selv ophøre med at leve."
Det klinger måske af socialdarwinisme. Men for Emily Brontë var det vist blodig alvor, en erkendelse af lystens evige kamp med loven og livets hjemfaldenhed til døden.
Sanger påviser i sin studie fra 1927, at forfatteren, da hun et sted lader sin Heathcliff sende Lockwood nogle nyskudte ryper, antagelig må have skelet til jagtloven af 1831, ifølge hvilken disse fortrinlige fugle ikke måtte jages efter 10. december. Derimod kan han ikke få det til at stemme, at 20. marts 1784, altså Catherines dødsdag, virkelig var en mandag. Har han ret, bliver detaljen symbolsk: at ægtemandens og den elskedes forskelligt farvede lokker så fromt blev flettet sammen i medaljonen på en fiktiv dato.

C.P.Sangers studie genudkom i Folcroft Library Editions 1972. Den indgår også i en casebook om Wuthering Heights, red. af Miriam Allott, Macmillan Press, 1970. Romanen citeres i Angelica Kromanns oversættelse, første gang trykt 1919, men revideret af C.A. Bodelsen og indlemmet i Gyldendals Bibliotek (1929 og 1966), senest optrykt i Søren Gyldendals Klassikere, 1996.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu