Læsetid: 4 min.

Tyske terrorister og en polsk desperado

18. februar 2000

Volker Schlöndorff nye film er historien om de vesttyske terroristers asyl
i den østtyske arbejderstat

Filmfestival
BERLIN - Onsdagens filmbegivenhed i den tyske hovedstad var den i Tyskland med spænding imødesete premiere på Volker Schlöndorffs nye film Die Stille nach dem Schuss. Ikke kun fordi Schlöndorff stadig har en position i tysk film, men især fordi han med sin nye film vender et blad i den tysk-tyske historie og fortæller historien om hvordan RAF-terrorister fik asyl og ny identitet i det daværende DDR.
Det har også hjulpet på forhåndsinteressen, at den tidligere terrorist Inge Viett har anklaget Schlöndorff og manuskriptforfatteren Wolfgang Kohlhaase for plagiat af hendes selvbiografi. Og mange, især tyskere, husker den skandale, det blev udråbt til, da Reinhard Hauff blev prisbelønnet for Stammheim, der skildrede retssagen mod RAF-folkene som et græsk skæbnedrama. Ville historien gentage sig?

Tilløbsstykke
Så festivalbiografen var fyldt til sidste plads, og det efterfølgende pressemøde var et tilløbsstykke, der sprængte alle rammer. For utallige tyske tv-stationer og spørgelystne journalister ville vide hvorfor han 10 år efter murens fald og 25 år efter sin film om Katharina Blums tabte ære vendte tilbage til terrorismen. Men for Schlöndorff var det først og fremmest en film om det tidligere DDR, og om det på mange måder mærkelige forhold, at anarkistiske vesttyske terrorister kunne finde sig til rette i arbejder- og bondestaten, som et simpelt medlem af dennes arbejdende befolkning.
Husker man Katharina Blums tabte ære og især Margaretha von Trottas hovedværk De tyske søstre, så kommer den nye film til kort netop i sin forståelse af terrorisme og motiverne bag. For efter det indledende bankkup og nogle hule fraser om den antikapitalistiske kamp, så er der ikke meget materiale til belysning af hverken politiske eller personlige bevæggrunde. Men ved at samarbejde med den østtyske manuskriptforfatter Kohlhaase, der i en menneskealder har været en del af den østtyske films historie, får filmen en vis autenticitet i skildringen af livet i DDR, et liv der ikke kun er gråt i gråt, men kunne have en tryghed som i dag er årsag til nostalgiske følelser.
Hvordan denne oprører kan finde sig til rette i dette ret så småborgerlige samfund med et trivielt ni til fire job, er derimod et spørgsmål filmen ikke svarer på. Måske er det kun den naive tro på, at dette er den realiserede socialisme, der driver værket. For da muren falder og alle andre jubler, fortvivler hun, vel vidende hvad der venter og at det er drømmen om socialismen, der nu smuldrer.

Selvcelebrerende projekt
Det andet tyske konkurrencebidrag kommer fra Rudolf Thome og er en film i en helt anden boldgade. Paradiso - sieben Tage mit sieben Frauen hedder filmen om komponisten, der vælger at fejre sin 60 års fødselsdag sammen med de syv kvinder der har betydet mest i hans liv: tre koner, diverse elskerinder og dertil en søn han ikke har set i 30 år.
Man forstår sønnens modvilje mod dette grundlæggende egocentriske selvcelebrerende projekt og kan så samtidig ærgre sig over, at Thome har valgt at lave en idyl om den velaflagte intellektuelle overklasses liv og ikke en film, der lader konflikter og fortrængte følelser komme til orde.
Med positive briller kan man se det som en vidtfavnende varm humanisme om, hvordan livet kunne være, med negative som et ligegyldigt skønmaleri, en slags new age film til mental afspænding.

Ambitiøs og vellykket
Forum-programmet er som så ofte stedet hvor det er muligt at finde overraskelserne: en ny filmtænkning, en originalitet, der nogen gange lykkes, andre gange kuldsejler. Men mislykkede ambitioner kan være mere interessante end det uambitiøst vellykkede. Både ambitiøs og vellykket er dog Lech Majewskis polske film Wojaczek om en den polske Rimbaud, Rafal Wojaczek, en af 60'ernes unge vilde poeter der begik selvmord som 26-årig. Instruktøren, der også har skrevet manuskriptet, har boet i New York i en årrække, hvor han bl.a. var medforfatter på filmen Basquiat om den unge farvede kunstner, der også led en tidlig død inden berømmelsen for alvor kom til ham.
I 97 flyttede Majewski tilbage til Polen og har nu altså så at sige fundet en polsk pendent til Basquiat. Men hvor Basquiats oprør var socialt betinget, er Wojaczek i langt højere grad en eksistentiel desperado, en kamikaze-pilot hvis oprør og dødsdrift der ikke sættes ord på, ikke forklares, men hvis baggrund bl.a. kan tolkes gennem de gennemført komponerede, artistisk raffinerede sort-hvide billeder, der ikke blot reflekterer polsk film fra den tid, men også en polsk 60'er hverdag og virkelighed af en så uendelig trøstesløshed, at Wojaczeks reaktion er den sunde reaktion på et sygt samfund. Den egomaniske poet holder kun af sig selv, og det er svært at holde af ham, sådan som han spilles af den fremragende langlemmede Krzysztof Siwczyk, der bliver et ikon, der går gennem filmen som en fordømt, for hvem kun poesien giver livet mening, men altså ikke tilstrækkelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her