Læsetid: 3 min.

Uden for tid og sted igen

29. februar 2000

Steely Dan afprøver - uden at vide det - Austin Powers-effekten på duoens første studieplade i 20 år

Ny cd
For 15 år siden ville jeg have svoret på, at jeg nogensinde ville komme til at sige noget pænt om Steely Dan. I perioden 1972-80 udsendte de syv albums med slikket fusionsjazz light, som placerede dem som det mest arketypiske 80'er-band - en bedrift i sig selv, da alle pladerne var indspillet i 70'erne.
Alt fra glitterrock over disco til punk gik hen over hovedet på de to hjerner bag gruppen, sangeren og tangentspilleren Donald Fagen og guitaristen Walter Becker.
Gruppen repræsenterede alt det, jeg ikke kunne udstå ved musik. De var tilbagelænede, perfektionister og ironiske, ja endnu værre, de var selvironiske. Ha ha, hvor vi kloge ...
Og i begyndelsen af 80'erne kunne man stort set ikke komme hos 'ordentlige mennesker', uden at deres album Gaucho blev sat på.
Folk delte sig i to lejre. Enten havde man London Calling med The Clash og Sods/
Sort Sol, eller også havde man Graceland med Paul Simon og altså Gaucho. Heldigvis ebbede slagsmålet ud, ikke mindst fordi Steely Dan gik i opløsning. Det opslidende studiearbejde havde tæret på venskabet, og de to gik hver til sit.
Men i begyndelsen af 90'erne blev man pludselig helt glad, når folk igen satte Steely Dan-plader på, og da gruppen efter 13 år blev gendannet og tog på deres første turné i 20 år, blev mange nostalgiske. I '94 blev der udsendt et box-sæt med alle syv album, som bragte sandheden frem: Steely Dan har begået en stor buketfuld intelligente numre.
At Donald Fagen samtidig er en udspekuleret og vittig tekstforfatter, gik også først rigtig op for mig på box-sættet. Noget så besynderligt som Allen Ginsberg uden syre.

Optøning
Da d'herrer så senere producerede hinandens soloplader lå det i kortene, det comeback-album, som nu udsendes.
"Gaslighting Abbie," første skæring på Two
Against Nature er en på en gang forløsende og deja vu-agtig oplevelse. Og anslår tonen.
Steely Dan lyder fuldstændig som sig selv - for 20 år siden. Austin Powers-effekten slår til igen. Det er som om Fagen og Becker har været nedfrosset og nu er blevet tøet op. Og igen er de uden for tid og sted. Der er ikke ét nummer på Two Against Nature, som ikke også kunne havde været på Aja eller Gaucho. Måske en smule mere bebop i hornarrangementerne, men det er også det.
Det er stadig svært at forstå, hvad flere af Fagens tekster handler om, men "What a shame about me" er helt klar. Fortælleren møder en gammel kæreste fra universitetet. Hun er blevet berømt skuespiller og spørger så, hvordan det er gået ham, for var han ikke ved at blive berømt i begyndelsen af 80'erne:
"Well now that was just a rumor/But I guess I'm doin' fine/Three weeks out of the rehab/Living one day at a time/sneaking up on the new century/What a shame about me ..."

Retro eller timing
Fagen og Becker har fundet nye, primært yngre studiemusikere frem. Især Ted Baker på el-piano gør sig i samspil med Fagens karakteritiske Wurlitzer-orgel, men også den gamle Blues Brothers- og Blood Sweat & Tears-
saxofonist, Lou Marini, fylder godt i lydbilledet.
Two Against Nature er ikke en dårlig plade. Den er bare en anakronisme, indspillet af to musikere imod nutid og fremtid. Før var de forud for deres tid, nu er de bagud. Men da 80'er-retroen så småt er begyndt, kan timingen vise sig at være helt rigtig. Jeg glæder mig til at høre albummet om fem år.

*Steely Dan: Two Against Nature. Producere: Fagen & Becker. Giant/BMG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her