Læsetid: 2 min.

Udlændingepakke får enkold skulder

11. februar 2000

Indvandrer-ungdommen er stærkt kritisk over for regeringens afskaffelse af retskravet på familiesammen-føring for unge under 25 år

Regeringens forslag om at afskaffe retskravet på at få en udenlandsk ægtefælle til landet for unge under 25 åbner for ren racediskrimination.
Det vurderer en række repræsentanter for organisationer for unge med anden etnisk baggrund end dansk, som Information har talt med.
Forslaget, der sigter på at komme tvangsægteskaberne til livs, er en del af regeringens udlændingeudspil, der blev offentliggjort i går.
Ifølge forslaget vil unge kunne få dipsensation til at få en udenlandsk ægtefælle herop, hvis det er 'utvivlsomt', at ægteskabet indgås ef egen fri vilje.

Forskelsbehandling
Næstformanden for Sammenslutningen af Unge Muslimer (SUM) Tanwir Ahmed og Iram Khawaja, der er medlem af Organisationen af Pakistanske Studerende og Akademikere (OPSA) og af Herlev Kommunes Flygtninge- og indvandrerråd frygter, at systemet automatisk vil antage, at et ægteskab mellem en indfødt dansker og en udlænding bygger på kærlighed, mens et ægteskab mellem en herboende person med fremmed baggrund og en udlænding altid vil blive opfattet som tvang.
"Det er helt urimeligt, hvis folk med indvandrerbaggrund skal følge andre procedurer, hvis de vil giftes end almindelige danskere," siger Tanwir Ahmed. Han er også imod tvangsægteskaber, men mener ikke forslaget vil løse problemerne.
"Jeg tror heller ikke, de unge vil sidde og sige til en eller anden institution, at deres ægteskab ikke beror på kærlighed. I vores kultur er der tradition for, at det er forældrene, der arrangerer ægteskaber, og det er der også nogle unge, der er tilfred-
se med. Er det så tvang, og hvem skal vurdere det? Det er ren diskrimination. Det frarøver os vores ret til at blive gift med den, vi vil," siger han.

En privatsag
Han bakkes op af Imram Khawaja.
"Forslaget bygger på fordomme om, at alle med anden etnisk baggrund end dansk bliver tvangsgift. Men det passer jo ikke. Hvis man skal vurdere, om det er kærlighed, der gør, at folk bliver gift, bevæger man sig ind i privatsfæren, hvor politikerne ikke har noget at gøre," siger hun. Hun mener, at forslaget har den stik modsatte virkning.
"Problemerne med tvangsægteskaber kan ikke løses med lovgivning. Der skal en mentalitetsændring til. Men hvis man hele tiden behandler folk med indvandrerbaggrund anderledes end resten af befolkningen, øger man grøfterne mellem os og resten af samfundet og ødelægger den dialog, der er nødvendig for en mentalitetsændring," siger hun.
Tanwir Ahmed er ikke i tvivl om, at regeringen har et andet sigte end at forhindre tvangsægteskaber.
"Der er intet belæg for de her ændringer. Tvangsægteskaber er et lille problem og bliver slet ikke løst af det her. Men regeringen lader sig styre af meningsmålinger, og det her handler kun om at forhindre folk i at komme hertil, selv om vi ved, at vi ikke har råd til vores velfærdssamfund i fremtiden, hvis ikke der kommer flere herop. For udlændninge er pr. definition blevet et problem i den populistiske danske debat".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her