Læsetid: 2 min.

Ikke udsigt til grøn lighed

16. februar 2000

Forslag om bundfradrag ved betaling af grønne afgifter frarådes. Embedsmændene mener, at det bliver for dyrt at administrere

Dur ikke, er svaret fra Miljøstyrelsen til SF og Enhedslistens ønske om en omlægning af grønne afgifter, så de bliver mere ligeligt fordelt.
Det bliver for dyrt at administrere, den miljømæssige gevinst er lig nul, og en omlægning af de grønne afgifter vil stille enlige og pensionister ringere.
Det er konklusionerne i rapporten Ændring af afgiftsstrukturen for udvalgte grønne afgifter, som et tværministerielt udvalg under Energistyrelsen afleverer til politikerne i dag.
I forbindelse med forliget om Pinsepakken i foråret 1998 indgik regeringen en aftale med SF og Enhedslisten om at undersøge, om det var muligt at få en mere retfærdig fordeling af afgifterne.
Embedsmændene har undersøgt to modeller: Bundfradrags-modellen, hvor hver borger får tildelt et bundfradrag i form af et vist antal forbrugsenheder. På el-, vand- og varmeregningen ville det så fremgå, hvor stort husstandens samlede fradrag var.
Modellen indebærer, at der kun betales grønne afgifter for det forbrug, der ligger over fradragsgrænsen. Der vil derfor være husstande, som ikke udnytter fradraget fuldt ud.
En anden model er grøn check-modellen. Her tildeles hver person et fradragsbeløb, og husstandens samlede bundfradrag udbetales i form af en check. Husstanden får på den måde fuld valuta for fradraget uanset forbruget.
Det har været et krav, at staten hverken måtte tjene eller tabe på omlægningen. Derfor er der samtidig med indfør-slen af bundfradraget opereret med afgiftsforhøjelser.

Mere til rådighed
Uanset den valgte model, er det ikke mindst børnefamilierne (særligt dem med lave indkomster) og husstande med flere personer der ville kunne få glæde af afgiftsomlægningen. De ville få en større disponibel indkomst, dels som følge af selve omlægningen, dels pga. de forventede el- og vandbesparelser. Derimod ville enlige, f.eks. studerende og ikke mindst enlige pensionister, blive tabere.
Til gengæld gavner de skitserede modeller miljøet. Man regner med, at man ved at forhøje de grønne afgifter på den øvre del af energi- og vandforbruget kan opnå et fald i forbruget af el og vand. Dermed bliver der mindre forurening, og vandressourcerne skånes.
Når embedsmændene alligevel fraråder at omlægge de grønne afgifter, er argumentet først og fremmest penge.
Administrationen af forslaget bliver for dyr. Det kommer til at koste at få informationer om de enkelte husstandes sammensætning, som er en forudsætning for udmåling af bundfradraget. Det vil dertil kræve både en lovændring og en udvidelse af enten Danmarks Statistiks eller CPR-kontorets kompetenceområde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her