Læsetid: 3 min.

De unge mænd bag CDU-sejr

29. februar 2000

Indbyggerne i Slesvig-Holsten lod sig ikke stresse af valgets landspolitiske betydning. Alle partier kunne erklære sig som vindere

Analyse
BERLIN - Der gik nogle minutter, før socialdemokraterne til SPD's valgfest i Kiel havde affundet sig med sejrens størrelse. 43 procent af stemmerne i Slesvig-Holsten var da meget pænt, men levede slet ikke op til de sidste meningsmålinger, der havde lovet op til 48 procent.
Omvendt hos CDU, der havde grund til at frygte det værste, men slap med et blåt øje. En tilbagegang på blot to procentpoint - trods partiskandale og spidskandidaten Volker Rühes mangfoldige meldinger om sin egen rolle i delstaten, var ganske uventet.
"Vi har tabt, hvad delstatsvalget angår, men jeg synes, at vi har gjort det tyske CDU en tjeneste ved at stabilisere vælgerne," sagde han søndag aften.
Hemmeligheden bag Volker Rühes resultat er, at vælgerne ikke tillagde CDU-skandalen den afgørende betydning, da de stod i stemmeboksen. En undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet Infratest Dimap viser, at 60 procent af vælgerne lagde vægt på de nære spørgsmål - økonomi, social retfærdighed, trafik og naturbeskyttelse.
Vælgere over 60 år var mest markante i deres afvisning af CDU, mens partiet stod stærk blandt de unge vælgere. I kategorien mandlige førstegangsvælgere blev CDU endda det stærkeste parti.

Kohl i skabet
Resultatet fra Slesvig-Holsten viser, at det er lykkedes CDU at lægge klar afstand til den tidligere formand Helmut Kohl, manden bag alle partiets nuværende problemer. Volker Rühe frabad sig tidligt den gamle kæmpes hjælp under valgkampen og slap på den måde for at gøre valget til en afstemning for eller imod Kohl.
Forud for valget havde Volker Rühe udtalt, at hans mål var i det mindste at tangere resultatet fra 1996. Men selvom han ikke nåede de 37 procent, står han alligevel styrket i kampen om formandsposten i CDU.
Hans nærmeste konkurrent, generalsekretær Angela Merkel, står svækket efter søndagens valg. Hun har intet folkeligt mandat og kan kun støtte sig til en række små, især nordtyske partiafdelinger.
Volker Rühe har flere fordele: Han er først og fremmest en mand, han står for alt andet end eksperimenter med partiets linje og han støttes af de store katolske partiafdelinger i syd.
Endnu har ingen af dem dog meldt sig officielt som kandidater til formandsvalget i marts.
"Jeg vil gerne medvirke til, at vi sammen finder den rigtige mand eller kvinde til posten," sagde Volker Rühe i går.

Et skulderklap
Forbundskansler Gerhard Schröder (SPD) kan være godt tilfreds med søndagens valg. Sidste års forbandelse - den lange række af nederlag ved delstatsvalgene - er brudt og lover godt forud for valget i Nordrhein-Westfalen, som regeres af en rød-grøn koalition.
Her er SPD viklet ind i den såkaldte fly-affære, hvor det delstatskontrolleret pengeinstitut, WestLB, har betalt for ledende socialdemokraters udflugter med jet-fly. I stedet for at komme delstaten til gode er en god del af WestLB's overskud gået til at støtte SPD.
Foreløbig er delstatens finansminister trådt tilbage efter afsløringen af flere ture til Split i Kroatien, hvor hans lystyacht ligger. Også delstatens daværende ministerpræsident, Johannes Rau, der siden er blevet tysk præsident, er viklet ind i affæren. Han har måttet indrømme flere ture, som ikke kunne forklares med tidspres som følge af hans pligter som ministerpræsident.

Bleg men grøn
Også De Grønne er lettede. Trods et tab på 1,9 procentpoint slap partiet sikkert over spærregrænsen og kan fortsætte i koalitionsregering med SPD. Dermed er den gode stemning til partikongressen den 17. marts sikret. Her skal partiet drøfte strukturændringer og centralisering, der blandt andet skal give ledende partimedlemmer lov til også at beklæde eksempelvis en ministerpost.
Det danske midretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), opnåede sit bedste resultat i 50 år. Fremgangen skyldes dels CDU-skandalen, dels at delstaten har ændret sine valglove, så SSV denne gang var opstillet i hele Slesvig-Holsten.
Partiet var imod denne lovændring, og har ikke ført nogen aktiv valgkamp i Holsten. Kun i de 14 traditionelle sydslesvigske valgkredse havde SSV opstillet kandidater og afholdt vælgermøder. I Holsten kunne vælgerne kun stemme på listen.
SSV afviser foreløbig at udvide sit virkeområde og blive et 'almindeligt' parti; SSV skal fortsat koncentrere sig om at være mindretallets talerør i Kiels Landdag.

FAKTA
Tysk valg
Valget i Slesvig-Holsten (resultatet fra 1996 i parentes):
SPD 43,1 pct. (39,8)
CDU 35,2 pct. (37,2)
De Grønne 6,2 pct. (8,1)
FDP 7,6 pct. (5,7)
SSV* 4,1 pct. (2,5)
PDS 1,4 pct. (-)
NPD 1,0 pct. (-)

* SSV er i kraft af en dansk-tysk aftale fritaget for spærregrænsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her