Læsetid: 1 min.

Værksted

16. februar 2000

Nordisk kunsttidsskrift sætter fokus på kunstnerens forhold til virkeligheden

Tidsskrift
NU:The Nordic Art Review no 3 kredser i et par artikler blandt andet om kunstens sociale funktion. Hvad sker der, når kunsten rykker ind i det sociale rum, når den bliver til en del af det, og måske knapt kan skelnes fra det. Ina Blom er i sin artikel voldsomt inspireret af Beuys teorier om den sociale skulptur, og hans specielle udgave af kunstens politisering og demokratiseringen af kunstbegrebet og kunstnerrollen, men kommer på den anden side ikke så meget længere end den store inspirator. Den schweiziske kurator og filosof Paolo Bianchi, kaster sig over samme problematik, men fra en lidt anden vinkel. Grænserne mellem realitet og medie, mellem virkelighed og kunst udviskes. Kunsten befinder sig ikke længere i en position over virkeligheden, men er blevet til en del af den, og derfor er det ikke længere kun kunstnerrollen, men også hele receptions- eller kommunikationssituationen, som grundlæggende ændrer karakter. Inspirationen er her blandt andre Michel Foucault. Kunstneren er forsvundet på samme måde som forfatteren eller skribenten er det, han er smeltet sammen med sit værk, blevet en del af det sociale liv, og indgår nu som en social skulptur sammen med sit værk. Kunstneren vil ikke længere ændre verden i klassisk marxistisk forstand, men træder ændrende ind i det sociale liv. Terry R. Myers har en interessant artikel om Pet Shop Boys. Beskriver deres igangværende verdensturné som et gesamtkunstværk, som denne gang er blevet iscenesat med hjælp af den iranske prinsesse, arkitekten Zaha Hadid, en af den dekonstruktive arkitekturs mest eksklusive repræsentanter. Hun har altså lavet deres set design for Night Life tour 1999-2000, som om kort tid lander i København. Det er givet en af de store totaloplevelser, der her er undervejs.

*NU: The nordic art review no 3 1999 red. Sara Arrhenius o.a. 90 s., 95 kr. i løssalg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her