Læsetid 5 min.

Hvad skal vi med Valentin?

18. februar 2000

Tidligere skjulte man sin identitet i de traditionelle gækkelege; i dag krænger man ikke
bare identiteten, men alle sine følelser ud

Qlummen
Valentinsdag vælter ind over os!Valentin var blot en uskyldig italiensk præst, men efter at han emigrerede til Staterne, er han blevet ligeså disneyficeret som Pinocchio, og fremover kan vi simpelthen ikke undgå hans rødsøde hjertesuk hvert år den 14 februar. Det har kun taget erhvervslivet - med blomsterhandlere og juvelerere i spidsen - få år at få promoveret den gamle italiener her i landet, og selv om vi måske er lidt træge i det , så trænger han ind, lige så stædigt som var han markedsført af Coca Cola Inc. Politiken kunne i denne uge meddele, at blomsterhandlerne solgte mere end nogen tidligere Valentinsdag, og målet er naturligvis at nå op på samme niveau som på Mors Dag - en anden importeret festdag fra USA.
Hvorfor er vi så vilde med indvandrere, der kommer vestfra, mens gæster fra øst og syd er ildeset? Hvorfor er vi så vilde med at Americanize vort own sprog, ikke mindst på arbejdsmarkedet, hvor til gengæld mennesker med tyrkisk klingende efternavne har problemer med at få adgang? - Nu vi er ved det sproglige, så synes de fleste, det er plat at sige "Valentinsdag"; den nye tradition skal udtales på korrekt nudansk: [Valentains Dæij].
Ingen tvivl om, at Hollywood er mere populær end Halal, og nu vinder Valentin altså også over Valborg og alle de andre gamle danske traditioner, som ingen kender eller holder mere.
Gad vide, om jeg er ved at blive en forbenet traditionalist? Postmodernistisk traditionsforskning - det hedder "folkloristik" på universitetet - vil ellers mane al konservatisme til jorden, for det er for længst dokumenteret, at de "gode gamle" traditioner, hverken er særligt gamle eller specielt danske. Traditioner udveksles mellem mennesker, der anvender dem, på tværs af landegrænser og sprog, og så får de selvføligelig lidt forskellig udformning, afhængig af, hvem der bruger dem.
Det mest interessante ved traditioner er spørgsmålet om, hvorfor vi tager dem til os og holder dem. Et godt, gammeldags, funktionalistisk udgangspunkt. Og fra denne synsvinkel kan traditioner aflæses som tegn i tiden; hvad er vi for nogle mennesker, og hvad anser vi for at være af betydning her i tilværelsen? Valentin-traditionen indeholder to meget relevante elementer for det senmoderne menneske. Det handler om forbrug og fælles-identitet.

Det er åbenlyst, at Valentin er i nogens interesse, nemlig handelslivets. NETTOs katalog fra sidste uge er en interessant hybrid mellem et populærleksikon og en reklametryksag. I anledning af Valentinsdag præsenteres vi ikke kun for skumslik i hjerteform, Valentins vaser, -thekrus, -lyskæder, hjertepunge og -sæber, samt nysselige damer i plys og hjerte-undertrøjer. Næh, vi får skam også en indføring i folkloren; hvem var Valentin, og hvad skal vi gøre, når det er Valentinsdag. Mere præcist end noget traditionsarkiv kan NETTO oplyse, at munken Valentinus døde den 14. februar 269 e. Kr. Det er godt gået - og godt at vide for os uvidende danskere, når vi skal til at lære nye traditioner.
Når man taler med folk (og det hører sig til, når vi taler om folklore) lader det ikke til, at mange tager den stakkels Valentin alvorligt. Men der må dog være et marked for de mange hjerte-dingenoter, butikkerne bugner med i uge 6. Så traditionen taler til vor indre forbruger, det forslugne dyr, der til stadighed bliver mere grådigt. Der er altså behov for en Valentinsdag - og måske flere af samme slags...? Jeg har hørt et eller andet sted, at marketingsfolk mener, der stadig er basis for et forbrug i milliardklassen i Danmark; en slags "forbrugshul", der endnu ikke er udfyldt. Dette skulle blandt andet tilgodeses ved bygningen af Ørestaden, men jeg får pludselig den tanke, at der her er en oplagt niche for folklorister. Folk har åbenbart brug for flere traditioner, som de kan bruge penge på, så man kunne måske blive styrtende rig på at være traditionskonsulent - over nettet selvfølgelig!

Valentinsdag skal nok bryde igennem, præcis som blomsterhandlerne spår. Traditionen er en udpræget tøse-ting, med chokolade, blomster, tøj, nips og andre pynteting med hjerter på. Valentin er simpelthen pige-pigernes yndlingstradition, ligesom drengene har deres Halloween. Og da kvinder er traditionsforvalterne her til lands, skal de nok vide at få spredt de yndige ideer. Pigerne vokser op og lærer deres omgivelser, at uddeling af hjerter og andre gaver er en vigtig måde at overbevise hinanden om den hjertevarme, vi nærer dybest inde.
Følelserne skal krænges ud, og det er her, den senmoderne fællesidentitet kommer til udtryk. Det indre følelsesliv, som mennesket i løbet af de sidste par hundreder år har lært, at vi har, er ved at sprænges i sin skal. Det skal ud og vandes, for at kunne gro og eksistere.
Valentinsdag er meget langt fra de gamle forårstraditioner her til lands, skønt også de handlede om relationerne mellem mennesker. Dengang skulle man gække, narre, snyde, drille og lure på hinanden. For eksempel traditioner som gækkebreve og fastelavn, hvor det gjaldt om at skjule sin identitet, enten ved hemmelige breve eller ved udklædning. Udklædning eller formumning var også brugt ved flere andre traditionsfester, fuldstændig i modsætning til f.eks. Valentinsdag. Dengang skjulte man sit ydre, for at den anden skulle gætte, hvem man var. I dag hælder man sit indre udenpå, for at man kan bekræfte hinanden i, at man er noget værd. Engang vidste man selv og de andre, hvem man var. I dag taler vi meget om identitet, men kender den næppe; vi søger vedvarende bekræftelsen fra omverden på, at vi ikke bare er, men at vi er nogen.

Allerede sidste år var Valentinsdag et hit i radioen, og den unge oplagte studievært bekendtgjorde, at dette var den eneste dag, hvor man havde lov til at give kærlighederklæringer til sin elskede. Dorte ringede straks, for hun ville meget gerne have, at Danmarks radio ringede hendes kæreste Nikolaj op i Frankrig. Som sagt så gjort, og Dorte parafraserede alle de Hollywood-film, hun har set i tidens løb, i røret til den stakkels, målløse Nikolaj i Frankrig, og i højttalerne hos alle os andre hjemme i Danmark.
"Hej Nikolaj, jeg elsker dig, og det ville jeg godt sige til dig og alle lytterne i Danmarks Radio."
Valentin rammer perfekt en tendens i tiden, hvor det, der bliver sagt og gjort i fuld offentlighed, og helst i så store fora som muligt, er mere værd end det, der gemmes bort. Hvorfor bliver følelser ellers mere værd af at blive hængt udenpå, frem for at blive gemt indeni? Måske findes der ikke noget "indeni", måske hænger det hele efterhånden udenpå - og så er der tale om en ny slags identitetsopfattelse - som passer perfekt til Valentintraditionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu