Læsetid: 4 min.

Varm fortælling fra en overset kultur

5. februar 2000

Knud Erik Petersen fortæller trofast og kærligt om livet på landet i en tid, der måske ikke er så langt væk, som vi går rundt og tror

Ny bog
I den ene lykkeligt velfortalte roman efter den anden har Knud Erik Petersen med stor og kærlig præcision beskrevet livet på landet i tiden før vandringen fra land til by lagde en hel landbokultur øde. I år og sind er det langt væk, men når vi læser om Esben, som vi har fulgt fra dengang han var en lille dreng i puslingelandet, genkender vi dog meget.
I romanen om sommerblusset er vi nået frem til 1955. Det var før ungarnopstanden og atomkampagnen satte ild i den opvakte ungdoms sjæle. Fjernsynet og Program 2 var nydannelser og hverdagen var fyldt med selvfølge. Det år fyldte Esben 21 og fik sin lærereksamen. Han var også blevet far, for han og Lise var kommet galt afsted, som det hed, Esben blev tvunget til at gifte sig med Lise og hun nedkom med en dreng, der blev passet hos hendes forældre, mens hun passede Esben og sine studier på seminariet i Brattrup.
Esben var dog ikke ubetinget glad for sin nye status som ægtemand og far. Han krympede sig også, når Lise nok så frejdigt brugte ord som "elske" og "dejlig."
Esben var nemlig noget af en knudemand med et meget litterært forhold til tilværelsen. I sit sind måtte han kæmpe med såvel Den gamle
Adam som den indre Mikkel, mens han fulgte slægtens spor i stort og småt.

Sorg over Martin A.
Han modtog oplysningen om Martin A. Hansens død med smerte, og levede med en viden om, at menneskeliv er som græssets i enge, for det leves på verdens vidtløftige hav, hvor skyerne gråne og løvet falder, og lys uden varme er helvedes kval. Om sommeren var det dog igen, den fine lyse nat. Så svævede lykken over urtegården, det var lykke og lyse nætter, og for sin første månedsløn opsøgte han et antikvariat og købte Johannes Jørgensens erindringer for halvtreds øre bindet. Læsehest var han, men tale med andre om sine følelser duede han ikke til.
En vinter boede han hos sin moster Katrine i Aalborg. En aften prøvede han at fritte hende ud om sin mor, der døde da han var fire år gammel. Alt hvad Esben kunne huske om hende havde med sygdom og død at gøre. Og så én ting til: Hun havde slået storebror Karl med den tykke vaskekæp, så han jamrede og skreg. Men den slags måtte man ikke huske om sin mor, og tale med mosteren om hende magtede han ikke.
Ordene måtte lempe sig ad mange forsigtige omveje for at komme hen i nærheden af deres betydning, for man skulle jo nødig støde og selv blive flov. Det er fattigt og knugende, men situationen er beskrevet med stor præcision, og den slags er der mange af i bogen. Der er også gode portrætter. Et af de varmeste er af faderen, Anders Poulsen, der er ved at blive gammel, men hvis savn over den døde kone stadig er ubærligt stort, og hvor var det synd for ham, at hans tilforladeligt himmerlandske mål blev hjemløst i hans egen stue en dag han har besøg af Esbens svigerfamilie. Sådan nogen doggerhoveder.

Skolehistorie
Der er også gedigen skolehistorie i bogen. I seminariets tredje klasse skulle seminaristerne ud i den danske skoles virkelighed. Esben kom til Aalborg. Det blev til tre måneders mareridt som cykelvikar.
Han var sjældent mere end en enkelt eller højst to dage på samme skole, og kun i én eneste time havde han en slags succes. Det var, da han i en tysktime hjalp en fjerde mellem med at regne deres matematikopgaver på tavlen. På lærerværelset sad stribevis af halvskaldede overlærere og grånende lærerinder i en tyk em af tobakståger og kaffe. Åbnede nogen munden, kom der kun trivialiteter ud af den.
Fra breve fra klassekammerater blev han belært om, at det ikke var bedre ude på landet. Her skulle vikaren tømme lokumsspande, rydde sne, sørge for ild i kakkelovnen og dele lussinger ud for at holde ro og orden.

Solidarisk fortællerblik
Af de jydebøger, der er udkommet på det seneste, er denne langt den bedste, fordi fortællerens blik er samtidens. Det kommer ikke fra et sted uden for miljøet. Forfatteren har ikke sat sig for med ømme ord at forklare københavnerne, hvordan jyderne tænker. Han sidder heller ikke højt til hest i nutiden og har travlt med at undskylde og forklare, hvad forældrene gjorde og mente.
Ganske vist siger man, at halvtredserne og deres mentalitet nu er så langt væk, at det er ufatteligt, at de i det hele taget har eksisteret; men når man betragter den igangværende forskrækkelse hos vore politikere over den vældige afstand, de har opdaget mellem dem og folket, må man nok spørge om, hvor langt væk den tid egentlig er. Dansk litteratur er i underskud, når det gælder beretninger om livet på landet i den periode.
Knud Erik Petersens bøger er med til at bringe balance i tingene. Han peger på en overset tid og en overset kultur. Men stor varsomhed og varme går han ind i tiden og sjælene hos de folk, han fortæller om og viser, at der er menneskelige værdier, der ikke ændrer sig. Det er vældigt godt gjort.

*Knud Erik Petersen: Sommerblusset. Roman 203 s. Gyldendal 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her