Læsetid: 2 min.

Verdensmusik

29. februar 2000

Ingen hitmager
*Så kom den. Senegalesiske Youssou N'Dours nye skive Yoko. En velproduceret og gennemtænkt skive skabt af en af Afrikas mest betydningsfulde kunstnere og flotteste stemmer. Ikke en afrikansk plade (som dem han udsender i rigelige mængder hjemme i Vestafrika), men en plade tilpasset vestlige ører. Og som nok skal behage mangen en mainstream poptrold med hang til melodiske ballader, amerikansk gadedrengerap og computerstyrede beats.
"Jeg kan ikke skrive et hit," betroede han Information, da pladen udkom i sidste uge: "Jeg komponerer en 'hel' plade og håber, at den vil formidle en bid af vores rige afrikanske kultur til jer heroppe i nord..." Potentielle hits er der ellers nok af på Yoko. Nogle af dem dog knapt så afrikanske som andre, desværre.
Youssou N'Dour: Joko - From Village to Town. Sony

Balladepladen
*Brave Combo leverer ikke musikken til en rolig aften foran pejsen. Tværtimod. På Polkasonic står den på hæsblæsende, amerikansk polka med fornøjelige indspark fra det muntre og spicy køkken. Musik der bryder grænser med sin forfriskende fandenivoldskhed. På én gang gennemsyret af boblende polkarytmer og fed funky rock. Til en svingom med den udkårne. Eller gulvskrubben, om ikke andet. Ikke nogen overraskelse, at Polkasonic rendte med en Grammy for årets polkaskive.
Brave Combo: Polkasonic. Cleveland International. (Import: Verdenshjørnet, MS)

En stille vinder
*Som man ikke kunne læse i fredagens avis gik Grammyen for årets verdensmusikskive til Caetano Velosos plade Livro. En gennemført elegant og tilbagelænet plade. Ærkebrasiliansk med sin diskrete bund af rullende sambarytmer. Og Velosos fløjlsbløde, nuancerede røst, der bruger hele registret. Prisen er velfortjent, for Veloso er en mester. På Livro skaber han både som sanger, sangskriver og producer en hamrende smuk og intens stemning med ordet og stemmen i centrum.
Caetano Veloso: Livro. Produceret af: Caetano Veloso og Jaques Morelenbaum. Nonesuch. (Import: Verdenshjørnet, MS)

Sure cigarer
*Selv gode cigarer kan miste deres fylde, hvis de ikke håndteres med omhu. Sangeren og guitaristen Compay Segundo er en af de rigtig gamle cubanske drenge, der har været i branchen det meste af sit 92-årige liv. At han har noget at byde på, ved vi fra Buena Vista Social Club-projektet, kløgtigt bragt ud til resten af verden af Ry Cooder og Nick Gold. At d'herrer ikke er indblandet i disse to skiver med den gamle dreng, står klart efter ganske få numre. Materialet er henholdsvis nyindspillet (Calle Salud) og hentet i de gamle arkiver (Feliz Cumpleaños...). Fælles for de to plader er desværre den ringe produktion. Compay Segundo havde nu været bedre tjent alene med sin deltagelse på Buena Vista-produktionerne.
nCompay Segundo: Calle Salud. Nonesuch. (Import: Verdenshjørnet, MS)
nFeliz Cumpleaños a Compay Segundo. Evasion Records. (Import: Amigo)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her