Læsetid: 21 min.

Vredens by

5. februar 2000

Mørke magter huserer i den røde højborg Esbjerg. Der hviskes om forræderi, om magtmisbrug, om bagmænd og om mulig borgerkrig. Et portræt af yderligheder, fra 1938 til 2020

2000 - En farlig fuser/Skumringen har mandag den 3. januar 2000 sænket sig over den lave boligblok på Cederkrattet, en vej i udkanten af Esbjerg. Folk vender denne første hverdag efter nytår hjem fra arbejde, spiser aftensmad, lægger børn i seng. Pludselig brydes aftenstilheden af politibiler, der bremser op foran bebyggelsen. En kraftig brandbombe lavet af gas og krudt er fundet i en af opgangene.
En fuser.
Ingen tror, at bomben er en forsinket nytårsspøg. For i nabo-opgangen bor en af talspersonerne for aktivisterne under Ribus-konflikten i 1995, Tove Andersen. Kort forinden har hun modtaget et brev fra en aktivist, hun er raget uklar med. I brevet hedder det: "Pas på dit helbred og dig selv, det kan blive hårdt og farligt for dig". Men hvem anbragte bomben?
Ribus-konflikten har rakt sin knokkelhånd fra 1900-tallet ind i år 2000. Harmen vil ikke dø i denne by, som siden chaufførerne tabte slaget i efteråret 1995 har oplevet den ene uhyrlighed efter den anden med tilknytning til Ribus: Brandattentater, hærværk, telefon- og brevtrusler, afsløring af en ulovlig politiagent, endeløse anklageskrifter, psykiske sammenbrud og selvmord.
Et rigtigt københavner-spørgsmål trænger sig på: Hvorfor er I så vrede i Esbjerg?
Bladene fra Esbjergs historiebog blæser i vinden. Der var den vilde strejke i 1982-83, hvor eksporten til England lagdes øde, politihundene gnavede ben - aktivisternes - og havnearbejdernes talsmand, Karl Jørgensen, blev fængslet som bagmand for en brandstiftelse på havnen, fængslet i 150 dage og så frikendt. Som en knækket mand.
Der var danmarkshistoriske fiskerikonflikter i 1960 og 1970. Og der var den 6. august 1943, da Esbjerg som den første by i Danmark med en folkelig rejsning satte sig op mod besættelsesmagten og viste vejen for den protestbølge i resten af landet, der tre uger senere førte til samarbejdsregeringens fald.
For slet ikke at tale om de ædende onde arbejdskonflikter i 1930'erne.
Det er tankevækkende, at denne unge, foretagsomme by, grundlagt for blot 130 år siden, kompenserer for sin manglende middelalder ved at lade middelalderborge og -slotte levere arkitektonisk kitsch til Vandtårnet ved havnen, til Den Danske Banks hovedsæde på Torvet og til Banegården.
Men bliv ikke ført bag lyset. Esbjerg er et ægte barn af industrialismen, bygget op om en mægtig havn og forsynet med et retvinklet, højeffektivt gadenet a la New Yorks, der signalerer, at her har udviklingen og de hurtige penge magten - tradition og officiøsitet overlades til kringlede Ribe.
'Rask må det gå' stod der i Esbjergs gamle busser. Kapital og arbejde hastede til byen, en heksekeddel af aktivitet kom i kog - sømænd, fiskere, bondekarle og arbejdsmænd blandedes, meninger og brydninger var ofte stærke.
Under Ribus-konflikten sang demonstranterne: "De kan komme med schæfer og køller, de kan true til tungen bli'r træt. Vi er bussernes barske, blide 'bøller', vi er bidt af at kæmpe for ret!"
Det var i 1995, nøjagtig 50 år efter det måske mest højspændte år i byens historie.

1945 - Besæt rådhuset/"Jeg har aldrig oplevet esbjergenserne som særligt sindige. Der skulle ikke meget til, før de eksploderede," siger den 81-årige Frants Gertsen på syngende fynsk.
Og eksplosioner var, hvad Gertsen havde brug for, da han i slutningen af krigen var byleder for modstandsbevægelsen i Esbjerg.
Byen var besat, så det kunne mærkes. Som militærstrategisk knudepunkt myldrede Esbjerg med tyske soldater og Gestapofolk. Og nazistpartiet stod med sine 334 medlemmer relativt stærkere her end så mange andre steder.
Ungkommunisten Frants Gertsen blev i 1944 hentet fra Odense for at opbygge en hær af frihedskæmpere i Esbjerg, efter at de hidtidige ledere var myrdet på gaden, henrettet uden dom i fængslet eller sendt i udryddelseslejr.
Kommunisterne havde, hvad der skulle til for at lede modstanden: Organisationstalent, udholdenhed og overbevisning.
Gertsen kom godt ud af det med Esbjergs Indre Mission, hvis medlemmer ligesom han var stærke i troen - omend troens genstand mildt sagt var forskellig. Ifølge Indre Missions egne oplysninger var tre fjerdedele af missionen i Esbjerg involveret i modstandsarbejdet.
"Da jeg på et tidspunkt var arresteret, holdt Indre Mission ugentlige bønnemøder for mig, for at jeg skulle blive frelst," husker Frants Gertsen. "Man så det også på dem, der kom i kz-lejr - de med den stærke tro, hvad enten den var religiøs eller kommunistisk, overlevede bedre. Fordi de vidste, hvorfor de var der. Derimod døde der procentuelt flere politibetjente, for de var ikke indstillede på, at de kunne risikere at blive sendt til lejre i Tyskland."
Den gamle byleder understreger, at modstanden i Esbjerg havde to særtræk. Dels Indre Mission, dels politiet. Det illegale blad Frit Danmark blev en tid trykt på politistationen, og Frants Gertsen havde sin jævnlige gang hos politikommissær Poul Rasmussen. Det særegne bekendtskab mellem kommunisten og kommissæren fik afgørende betydning for den historiske begivenhed, der udspillede sig midt i byen tre uger efter befrielsen.
Ved befrielsen var Gertsen blevet afsat som byleder og erstattet af en militærmand, Folmer Pedersen - en proces, der var i gang over det meste af landet som led i danske militærkredses forebyggelse af en kommunistisk magtovertagelse.
Den 5. maj om aftenen vendte den socialdemokratiske borgmester, Lauritz Høyer-Nielsen, der havde været interneret et par måneder, hjem til Esbjerg. Han bar modstandsbevægelsens blå-hvid-røde armbind og blev modtaget som helt, skønt han (ifølge Esbjerg- og besættelsestidhistorikeren Niels Wium Olesen) aldrig havde deltaget i modstandsarbejde.
Arrestation og afhøring af værnemagere og landsforrædere var i gang, men snart blev de mest aktive sabotører af den ny byledelse kommanderet til byens udkant og beskæftiget med vagtopgaver.
Tirsdag den 29. maj forlod omkring 100 mand fra sabotørkompagniet R.1 deres udposter og samlede sig ved frokosttid på Torvet foran politistationen. De var bevæbnet med skarpladte våben og krævede, at der nu skulle renses ud i bund og top, og formodede værnemageres butikker, værksteder og fabrikker skulle lukkes. De ville besætte rådhus og politistation, indtil kravet var opfyldt.
Uvidende om oprøret sad Frants Gertsen sammen med sin kone på modstandsbevægelsens kontor få meter fra Torvet. Pludselig gik døren op.
"Politikommissær Poul Rasmussen kom styrtende ind, helt hvid i ansigtet. Han fortalte, at politistationen var ved at blive besat og råbte: 'Er det dig, der har lavet det der?' Han sagde, at nu måtte jeg komme og gøre noget ved det. Ovre på Torvet stillede jeg mig så op på trappetrinet til politistationen og holdt en tale til sabotørerne," siger Gertsen, der i øvrigt meldte sig ud af DKP i 1948.
Enden blev, at sabotørerne gik hjem, efter at der var nedsat et udvalg, som skulle henvende sig til modstandsbevægelsens minister i København, Frode Jacobsen.
Det kom aldrig til nogen omfattende udrensning.
Værnemagere havde tjent formuer i Esbjerg, der i modsætning til de fleste andre byer kom ud med et positivt regnskab efter krigen. Det skulle kommunisterne ikke pille for meget ved. Socialdemokratiets folketingsmand i Esbjerg, Julius Bomholt, talte i byen 5. juni 1945 og sagde til Vestjyden, at det ville blive "en Ulykke for Landet og ogsaa meget uklogt, hvis Modstandsbevægelsen skulle forsøge at etablere sig som politisk Parti".
Borgmester Høyer-Nielsen, der offentligt advarede mod folk, der ville "slaa Plat" på modstandsarbejdet, blev genvalgt flere gange.
Og ifølge Frants Gertsen viste det sig senere, at den militære byleder Folmer Pedersen i 1941 havde været med at skrive en pjece, udgivet af en gruppe danske militærfolk.
Frants Gertsen rækker en kopi af pamfletten over bordet. Her slås der blandt andet til lyd for "en efter dansk Aand og efter særlige danske Forhold tilpasset og haardt tiltrængt Befrugtning gennem mange af Nazismens almengyldige og kraftskabende Læresætninger." Efter denne hyldest, forekommer pjecens karakteristik af den politiske hovedmodstander ikke overraskende: "Kærnen i Radikalisme er Fejghed og Uærlighed ... den er ikke et politisk Standpunkt, men en Karakterbrist."
Fire år efter formuleringen af disse betragtninger viste Folmer Pedersen vejen i Esbjerg. Freden var brudt ud.

1944 - Fed af fisk/"Der var altid et modsætningsforhold mellem missionsfiskerne og så vi andre hedningefiskere. De måtte ikke fiske om søndagen, og så kunne de ikke tjene så meget. Men somme tider når det var lidt tåget, snød de Vorherre. 'Det er da først lørdag i dag,' sagde de, selv om det var søndag, og så sejlede de. Men i deres forsikring stod der, at de ikke måtte sejle ud om søndagen, og kom nogen galt af sted, måtte det klares uden om forsikringen," fortæller Ib Christensen, 72, hvis far, farfar og oldefar var fiskere.
"Jeg kom ud at sejle som 16-årig i 1944. Man skulle først sejle ud til en tysk kutter ved Fanø, og så kom der en tysk officer om bord og kiggede efter, at der ikke var noget illegalt."
"Der var store penge i fiskeriet. Min aller første hyre, der varede 10 dage, gav 1.200 kroner. Det var lige så meget, som en af mine kammerater tjente på et sommerhalvår hos en mælkemand. Men fiskeeksportørerne, de tjente selvfølgelig meget mere - sådan har systemet jo altid været."
- Var der konflikt mellem fiskerne og modstandsbevægelsen?
"Nej, det undrer mig egentlig. Der kom blot nogle illegale blade, hvor de skrev, at 'vi skulle leve, men vi skulle heller ikke mere end leve'."
Pengene var dilemmaet. Temperamentet har altid skulle afvejes med pengene i Esbjerg.
Ib Christensen blev meget aktiv i Fiskernes Fagforening under den store fiskerikonflikt i 1970, men det var nyt for ham.
"I starten var jeg ikke særligt fagforenings-minded. Jeg stod mest i fagforening for at kunne få understøttelse om vinteren," indrømmer Ib Christensen.
"Men i 1970 fik jeg at vide, at jeg var 'en af Anker Jørgensens røde lakajer', selv om jeg aldrig har været socialdemokrat af navn, kun af gavn."
- Konflikten i 1970 var som andre arbejdskonflikter i Esbjerg lang. Hvorfor?
"Esbjerg har altid været mere rød. Kommunisterne havde stor indflydelse, ikke fordi der var så mange af dem, men de var utroligt godt skolet. Stalin var deres guddom, men nogle af dem må da have vidst, at Stalin var lige så slem som Hitler, om ikke værre."

1938 - Sæt afskummet i lejr/En ung mand uden uddannelse og arbejde blev af stat og kommune i 1930'erne betragtet som en potentiel samfundsfjende, en mulig uromager og politisk opvigler. Sådanne typer kunne man ikke have til at gå frit omkring på kaffebarerne, og ved Beskæftigelsesloven af 1938 oprettedes otte statsungdomslejre, som disse unge skulle bo og arbejde i. Nægtede de, ville de blive frataget al understøttelse bortset fra en minimal fattighjælp, der akkurat ville kunne holde dem fysisk i live.
Viggo Larsen kom i 1938 til Renbæk-lejren syd for Esbjerg, en lejr som i øvrigt senere blev omdannet til åbent fængsel.
"Vi unge arbejdsløse skulle i lejr, så vi ikke kunne stå oppe på Torvet og spytte. Sådan sagde et af byrådsmedlemmerne," husker Viggo Larsen, der i dag er 82 år. Som søn af en arbejdsløs slagteriarbejder fra Esbjerg havde Viggo Larsen ikke haft mange chancer i livet, og efter nogle løse job som bydreng, var han som 18-årig blevet arbejdsløs.
"Vi var 36 unge mennesker, der var anbragt i lejren. Vi boede i træbarakker, og en økonoma sørgede for kost til os. Der var et stykke mose, hvor vi gik og skar tørv. Vi var selvforsynende - lejren havde en ko, men den fik mund- og klovsyge," fortæller han.
Viggo Larsen var i Renbæk-lejren et halvt år. Siden gik turen til andre tilsvarende lejre i Jylland. Da krigen kom, fik han via den tyske arbejdsanvisning i Esbjerg først havnearbejde i Lübeck, siden postarbejde i Nürnberg.
"Det har været fremme i medierne, at statsministerens far fra Esbjerg, Oluf Nyrup Rasmussen, som jeg i øvrigt ikke kendte, skulle have været tvunget til at tage arbejde i Tyskland. Sådan var det i hvert fald ikke for mit vedkommende. Vi var fire-fem kammerater, der sammen og frivilligt søgte arbejde sydpå," understreger Viggo Larsen.
Da han i 1943 vendte hjem fra Tyskland, var Esbjerg under voldsom forvandling. Tyskerne frygtede en allieret invasion i Esbjerg og gik i gang med at omdanne byen til fæstning. I december 1943 ankom feltmarskal Rommel til byen for at inspicere byggeriet, og hans kritiske rapport til Berlin bevirkede, at der blev sat yderligere sving i cementblanderne. Esbjerg blev en myretue - hver tiende arbejder var på et eller andet tidspunkt beskæftiget med at konstruere militæranlæg. Det gjaldt også Viggo Larsen, som støbte de bunkers til den tyske efterretningstjeneste, der stadig kan ses ved Vandtårnet i Esbjerg.
Viggo Larsen udførte civilarbejde for tyskerne indtil midten af april 1945, da et par sabotører cyklede forbi den lagerplads, hvor han befandt sig, "og kastede et par mindre bomber over hegnet." Så turde han ikke længere.
På det tidspunkt havde han allerede længe været medlem af det danske nazistparti, DNSAP. Viggo Larsen siger, at han sluttede sig til partiet i 1938. En anden kilde, som Information har haft adgang til, viser imidlertid, at hans indmeldelse er registreret i 1941.
"Vi var bitre over den behandling, vi fik med de lejre. Der var jo andre unge, som blev behandlet betydeligt bedre, hvis de kendte nogen. DsU'erne (Danmarks socialdemokratiske Ungdom) forstod at skaffe sig velbetalt vejarbejde. Hvorfor kunne de, som vi kendte udmærket, få det gode arbejde, som alle vi andre hellere ville have? De fik 54 kroner om ugen, mens vi fik 4,50 kroner plus kost og logi i lejren. Hvorfor skulle de ikke jages i lejre sammen med vi andre?" spørger Viggo Larsen med hæs stemme.
"Før lejrene begyndte jeg at komme hos nationalsocialisterne, når de kaldte sammen til møde, sammenkomst eller andespil i Afholdskafeens lokaler i Jernbanegade. Og senere nede i Renbæk-lejren var der en kommunalt ansat leder, en skolelærer, som havde sympati for nationalsocialisterne. Han ville bare ikke rigtigt ud med det."
Hov, mystikken breder sig. Arbejdslejrene skulle fra 7.30 til 18.00 hver dag ruske de unge fri for politiske tanker ved hjælp af hårdt legemligt arbejde med skovl, hakke, sav og trillebør - vekslende med undervisning i dansk og regning. Og i den sparsomme fritid fra 18.00 til 22.30 kunne de unge mænd i alderen 18 til 25 år fornøje sig med oplysende litteratur fra det lille bibliotek i lejren, læsestof kemisk renset for politiske budskaber.
Men i Renbæk var det anderledes, afslører Viggo Larsen:
"Lederen arrangerede en tur til Tyskland. Lige på den anden side af grænsen lå der i Süderlügum en arbejdslejr, en Reicharbeitsdienst. Vi var der i to dage, sov på et høloft, og vi så, hvordan de unge tyske aftjente deres arbejdspligt. De gravede afvandingskanaler. Det var vi ude at se en sommerdag, hvor de arbejdede med nøgne overkroppe og særlige tyske skovle. De arbejdede til den ene side af kroppen en halv time og så til den anden side af kroppen i den næste halve time, for det ikke skulle blive vanedannende. Ind imellem havde de så en gymnastikstav, som de gjorde øvelser med over skuldrene."
Den lavstammede, men brede Viggo Larsen rejser sig fra stolen og viser, hvorledes de tyske atleter gravede til højre og venstre og vuggede med staven. "Det var meget imponerende," sammenfatter han.
Den nazistiske kropskultur, respekten for arbejdet og de lystige sang- og musikaftener blev en "grille", som han siger. Men i løbet af krigen holdt Viggo Larsen efterhånden op med at komme til nazisternes møder - dog uden at melde sig ud. Han ville ikke åbenlyst "holde på den tabende hest", siger han. Alt det med damer begyndte også at blive mere spændende, og han giftede sig i 1943.
Efter krigen blev han hverken anholdt eller afhørt som mange af sine gamle partikammerater. Han havde jo ikke været "aggressiv" eller vagtmand, forklarer Larsen, der sluttede sit arbejdsliv med 16 år som kloakarbejder.
I dag bor Viggo Larsen i lille to-værelses lejlighed midt i byen. Her er ikke meget, nogle ganske få slidte, simple teak-møbler fra 1950'erne, en hylde med familiebilleder og et fjernsyn. Velstandstoget er kørt fordi dette hjem. Hvor ligger hans politiske sympati i dag?
"Det bedste, der er sket i lange tider, er, at Mogens Glistrup er kommet igen," siger esbjergenseren, som danskerne satte i lejr.
Navnet på det tidl. medlem af DNSAP er af hensyn til hans familie fiktivt.

2020 - Hvis borgerkrigen kommer/I aftenmørket ligger Esbjerg Rådhus tyst og ligner med sine afrundede kanter og sølvskinnende vægge en forvokset metalkuffert, som en kæmpe har glemt på pladsen. Hovedindgangen åbnes af et byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Freddie Madsen, og vi vandrer ad øde gange til hans kontor.
Freddie Madsen er en midaldrende esbjergenser, der øjensynligt har svært ved at sige nej, når flæskestegen bydes rundt for tredje gang til forretningsfrokosterne. Han taler med dyb, næsten hviskende stemme om den trussel, som Esbjerg og resten af Danmark må se i øjnene: De muslimske indvandrere og deres ødelæggende kultur.
Muslimerne er farlige, "fordi de er ligeglade med liv og død," siger Madsen. "Prøv at tage de lande, hvor muslimerne lever, der er krig alle steder, der er ikke en krig, hvor der ikke er muslimer på den ene side."
- Du mener, at krigen vil komme hertil?
"Ja, hvis de er i overtal. Det vil de være om meget kort tid, jeg snakker om 20-30 år. Du kan tage mange storbyer og byer rundt omkring, der er de ved at have de store områder. Der går ikke mange år. De får jo mange børn, og den familiesammenføring accelererer det stærkt."
"Der skal ikke så meget til. Hvis de f.eks. her i Esbjerg laver et parti og de alle stemmer på det... Hvis de fik 2-3 mandater i byrådet ville de bestemme alt, som tungen på vægtskålen."
Kontoret virker luft- og lydtæt, som en kraftig plasticpose ned over hovedet, men krig, hvad snakker han dog om?
"Nu er danskerne meget godmodige - om der kunne blive en borgerkrig, det er jo det, man kunne frygte, man må selvfølgelig ikke håbe det, men i yderste konsekvens..."
Hvordan mon den borgerkrig vil starte?
"Jeg vil nødig se den dag, da der kommer en indvandrer hen for at arrestere en dansker, fordi indvandreren er politi. Det vil altså give nogle problemer. Man vil ikke acceptere det," fastslår han.
Prøv at se scenen, den muslimske betjent på Torvet i Esbjerg anno 2020. Og den rasende folkemængde, der befrier den arresterede, og går til angreb på... Hjernespind. Rådhusets ventilationsanlæg, der næsten ubemærket har snurret i baggrunden, trænger sig pludselig enerverende ind i ørerne og båndoptageren, der står på bordet mellem os.
Freddie Madsen taler om "protestbølgen" i dag, han ved ikke, om den fortsætter med samme styrke.
- Kan man sammenligne esbjergensernes oprør i 1943 med protestbølgen i 2000?
"Dengang var det kommunisterne, der styrede, og de er der ikke i dag. I dag har du højrefløjen, nu tænker jeg på nazisterne, men jeg tror ikke, de kan mobilisere det, der skal til."
Det, der skal til? Freddie Madsen sætter sin lid til, at protestbølgen ikke "brister som en boble". Han sidder i byrådet og i amtsrådet i Ribe. Ved næste valg rider han sandsynligvis på bølgen helt ind i Folketinget. For at redde Danmark fra en frygtelig fremtid.

2000 - Det blinde øje/På Rådhuskroen, der ikke overraskende ligger et stenkast fra rådhuset, sidder Peter Kleist Christiansen, 37, blikkenslager og Ribus-aktivist med en dom på fem måneders fængsel for hærværk under konflikten i 1995.
- Hvorfor blev Ribus-konflikten så lang og barsk?
"Hvis man skulle til at have privatiseret rundt omkring, ville det måske være meget smart at starte i Esbjerg. Kunne man vinde i Esbjerg, så kunne man vinde alle steder, fordi der har man tradition for, at når der sker noget, så bliver det hårdt mod hårdt."
- Der ligger altså en slags masterplan for privatiseringerne?
"Ja, det er partiet Venstres. Og to-tre af de politifolk, der er ledende under konflikten, sidder som medlem af Venstre. Vi havde den formodning, at der var et meget, meget tæt samarbejde mellem politiet og politikerne under konflikten."
"Planen var, at den 6. april 1995 brød politiet ind i blokaden af busanlægget. En gammel 'Esbjerg-aftale' hed, at hvis politiet bryder nogen som helst faglig konflikt eller blokade her i byen, så går man hjem. En 7-8.000 mennesker gik hjem, folk som normalt ikke er på barrikaderne. Først havde man fået gennemtæsk af politiet med knipler og hunde, for politiet vidste udmærket godt, at det finder man sig ikke i. Jeg har aldrig set noget så aggressivt før."
Hvilken djævelsk plan, hvilket udspekuleret oplæg til en voldsspiral - hvis man tør tro Kleist med de blonde krøller.
Esbjerg Politis egen årsberetning fortæller naturligvis en anden og langt mindre dramatisk historie om samme begivenhed: "I begyndelsen af april måned 1995 måtte politi med hunde fjerne blokadevagterne ( ... ) Politiet søgte at få blokadevagterne til af egen drift at fjerne sig, hvilket dog ikke lykkedes."
Politiet glemmer til gengæld ingen detaljer, da man beskriver "en omfattende aktion med betydeligt hærværk på busser til følge" den 6. maj 1995. Det var den selvsamme dag, Esbjerg Politi stoppede en bus på vej mod Sjælland, anholdt de 47 passagerer og trak dem gennem natlige afhøringer og retsmøder. Senere i beretningen klager politiet over de skæve arbejdstider under konflikten og bemærker i øvrigt: "Et af de problemer, der har medvirket til at belaste politiets arbejdsbyrde, er klager over politiet."
Kleist ruller Den Store Plan yderligere op: "Ribe Amt fik tilbud om, at Himmelblå-fonden og Kim Larsen ville købe Ribus. Amtsborgmesteren sagde, at han var parat til at sælge Ribus, men der må have været nogen et eller andet sted i systemet, der har sagt, at den her konflikt skal vi vinde, ingen chauffører må blive genansat. Det er tegn på, at et større politisk spil har været i gang."
En af spillets tabere bliver Peter Kleist Christiansen, der fastholder, at han er uskyldig i de hærværksanklager, der sendte ham i fængsel. Andre af taberne begår selvmord, har byens hospital og krisecenter oplyst til Politiken.
Specialarbejderforbundet lider et nederlag så forsmædeligt, at det må have overgået alle modpartens forventninger. SID indgår forlig bag om ryggen på de strejkende, der derefter forkaster forliget og SID og opgiver ævred. Splittelsen er dyb, og i såret drysser modparten salt i form af en klækkelig bod til SID for medansvar.
Peter Kleist er vred. Politiet kører Esbjerg, siger han. Men samtalen væver sig videre til andre trusler mod retfærdigheden: "Jeg ved, at der er nogle nynazister i byen, men jeg ved ikke, hvem det er. De begynder at dø lidt mærkeligt," siger Kleist og fortæller om en nynazist fra en forstad til Esbjerg, der fik sprængt sin lejlighed med en bombe og siden begik selvmord. Kleist mener, at nynazisterne er en reel trussel.
"Man holder hånden over dem. Hvis man ikke vil gøre dem ulovlige, så kunne man i det mindste vende det blinde øje til, bare en gang imellem. Så var de her altså ikke længere."
Gad vide, hvem der skulle agere bøddel, mens øjet var blindt? Slagsangene fra 1995 rinder i hu. På melodien Når jeg ser et rødt flag smælde sang man: "Når jeg ser en Ribus brænde, bli'r jeg bar' så skæppeglad...en skruebrækker kører afsted, for med brosten og æg vi ham pynter." Og på Jeg har fanget mig en myg: "Jeg har fanget mig en strisser, taget kniplen fra ham, så nu er han som en and, hjælpeløs og halvlam... og hans hund skal bide ham, så han kan forbløde."
- Væbnet kamp, kan vi acceptere sådan noget i det danske demokrati?
"Den måde, hvorpå du kan lave et samfund om, det er i hvert fald ikke alene ved stemmer. De giver jo ikke magten fra sig frivilligt. Hvis ikke du får kontrol med både det ene og det andet og måske får nogen til at forsvinde, som har gjort sig til genstand for noget meget, meget uhyggeligt i deres måde at være på, hvis ikke du får gjort et opgør, får du aldrig efter min overbevisning nogensinde lavet om på det her samfund."

2000 - Kamp mod nullermænd/Kunne man vinde i Ribus-sagen, så kunne man vinde alle steder. En let omskrivning af Peter Kleist Christiansens ord kan betegne Esbjerg Kommunes beslutning i 1999 om at udlicitere rengøringen af skoler og daginstitutioner.
Venstre med borgmester Johnny Søtrup i spidsen har siden, partiet i 1994 kom til magten i 'landets rødeste kommune', presset på med udliciteringer, den nye mirakelkur mod ethvert kommunalt onde. Borgmesteren fik beregnet, at man kunne spare 10 millioner kroner årligt på rengøringen ved at overlade den til private selskaber, og han fik sin støtte Freddie Madsen fra Dansk Folkeparti og oppositionen, Socialdemokratiet, til at stemme for i byrådet.
Elin Nielsen, 58, fra Esbjerg-forstaden Andrup valgte som konsekvens at sige farvel til det rengøringsarbejde på Skads Skole, som hun havde haft i 20 år.
"Når der skulle spares så meget, kunne jeg godt se, at det ville blive på rengøringsdamernes bekostning, og derfor valgte jeg at stoppe. På et møde fik vi at vide, hvor få timer vi ville få til arbejdet, og det ville jeg ikke være med til. Det er hårdt at gøre rent, og hvis man så skal fare rundt på den måde, det kan bare ikke være rigtigt. Man føler et ansvar for sit rengøringsområde, det skal være i orden," siger Elin Nielsen.
"Vi var meget harme over det, men nogen samlet protest var der ikke stemning for. De, der havde mulighed for det, holdt op. De andre måtte fortsætte. Jeg ved en, hun har gået i fire måneder med dårlig ryg - når man har så travlt, gør man nogle forkerte bevægelser, og pludselig går det galt. Og hendes sygeløn, den går jo ind til kommunen," siger hun med et skævt smil.
"Det tog lang tid at komme over det, man havde været igennem. Folk sidder virkelig og græder nede på fagforeningen, når de kommer derned med deres problemer. Der har været sådan et pres. Man sover ikke godt om natten."
For nylig kom en konsulentrapport, bestilt af kommunen. Rapporten viser, at den udliciterede rengøring af Esbjergs skoler, børnehaver og vuggestuer er elendig - en ringe trøst for kritikerne af udliciteringen. Nu udtaler Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti endog, at de vil stemme rengøringen tilbage til kommunen.
Men skaden er sket - Elin Nielsen kunne have gjort rent en årrække endnu, ligesom hendes mor gjorde det, men hun vender næppe tilbage. Hun har skuret skolens kroge ind under huden gennem 20 år, hun bærer koden i sin krop, men der er ikke brug for hendes erfaring, når mappedrengene tager over med smarte systemer.
Den daglige kaffepause, hvor rengøringsdamerne fik sat tingene i system, er væk, det samme er det meste af fællesskabet. Elin Nielsen kendte de fleste af lærerne og eleverne og sad i sikkerheds- og samarbejdsudvalg med de andre personalegrupper, men der er ikke brug for den slags i den nye managementstil. Nu kommer damerne stressende, og forlader stedet med dårlig ryg og utæmmede nullermænd flyvende om ørerne.
'Rask må det gå' lød et Esbjerg-slogan, men nogen må betale prisen. Esbjergs mørkeste magt skal måske ikke søges på fløjene, men midten - dér hvor man enes om, at alle andre hensyn må vige for udviklingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her