Analyse
Læsetid: 4 min.

Den amerikanske nybølge

2. marts 2000

En række unge instruktører med sans for eksperimenter er ved at transformere et stivnet Hollywood om til et innovativt kraftcenter

En bølge skyller gennem Hollywood. En bølge, som kan vende op og ned på filmbyens indgroede traditioner og uskrevne regler.
En broget, mangeartet og uens bølge, der i stil med de italienske neorealister i 50'erne og den franske avantgarde i 60'erne kan ende med at sætte sig varige spor i filmhistorien.
1999 var året, hvor filmmediet undergik en forandring. Takket være en række unge (omkring de 30), energiske og innovative filminstruktører er den amerikanske mainstream, sædvanligvis det forudsigelige og forsigtiges højborg, ved at udvikle sig til et kraftcenter af opfindsomhed.
Film som The Matrix, Fight Club, American Beauty, Being John Malkovich, Magnolia og Three Kings er med til at redefinere en filmbranche, der i henved 20 år - små skvulp undtaget - har været fokuseret på ikke at støde publikum og derfor konsekvent har appelleret til laveste fællesnævner.
En filmindustri - med tryk på industri - hvor det drejer sig om at pine hver en dollar ud af hvert et koncept og hver en idé.
Det er resulteret i et kreativt dødvande, som på nær få eksempler på det modsatte har forplantet sig i hele miljøet.

Tag for eksempel det studieuafhængige filmmiljø, der i mange år levede lykkeligt i yderkanterne af den etablerede filmindustri. De uafhængige filmskabere kæmpede for deres overlevelse velvidende, at hvis de tog imod en udstrakt hånd og en fed check fra de store studier, ville det betyde en ende på deres frihed i forhold til udtrykket.
Derfor var det blandt de lavt budgetterede, uafhængige film, at de mest spændende ting skete.
Da Steven Soderberghs debutfilm, Sex, løgn og video, vandt guldpalmerne i Cannes i 1989, åbnede sig en Pandoras æske af film, instruktører og indtjeningsmuligheder for et hungrende studiesystem, der på det tidspunkt også manglede gode idéer og led kraftigt under, at produktionsomkostningerne konstant var for opadgående - og profitten dermed for nedadgående.
Guldfeberstemningen resulterede i, at independentmiljøet pludselig blev oversvømmet af produktionsselskaber ivrige efter deres egne, billige independentsucceser. Priserne for distributionsrettighederne til independentfilm blev kunstigt pumpet op, og snart blev det mere undtagelsen end regelen, at studiernes investeringer i uafhængigheden blev tjent ind igen.
Små selskaber blev opkøbt, 'uafhængige' underafdelinger af de store studier blev skabt, og snart var det meningsløst at tale om independentfilm, idet man ikke længere kunne skelne mellem det etablerede Hollywood og det uafhængige produktionsmiljø. Filmomkostningerne begyndte igen at stige, og viljen og modet til at tage chancer svandt. Jo større omkostninger, jo mindre lyst til at eksperimentere og udfordre.
I sidste ende var konsekvensen, at Hollywood i slutningen af 90'erne pludselig stod uden energi og fantasi til at gå i nye retninger. Igen et kreativt tomrum, hvor man nok tjente penge på nogle af de store blockbusters, men også tabte tilsvarende mange penge på andre. Fra filmmiljøet og fra kritikere og publikum lød et stigende krav om fornyelse og forandring.

Op gennem 90'erne har forløbere for den store invasion, som nu rammer de amerikanske lærreder, optrådt. Steven Soderbergh, Quentin Tarantino, Whit Stilman, Jim Jarmusch, Danny Boyle og til en vis grad Lars von Trier er alle instruktører, der hver har deres særegne stil, og som arbejder i grænselandet mellem uafhængighed og studievælde.
Men den egentlige frelse manifesterede sig som en slags fusion mellem det etablerede og det uafhængige i slutningen af 90'erne, navnlig i '99, hvor en hoben unge instruktører med en enkelt eller to smalle film på cv'et blev hentet ind fra kulden af de store produktionsselskaber.
I stil med Alfred Hitchcock er den nye generation ikke bange for at arbejde i og for de store studier - de evner at holde fast i sig selv og deres egen vision.
I Hollywood er prisen for kreativ frihed stadig økonomisk succes, men ved at koble de unge instruktører med tilsvarende unge filmstjerner, der heller ikke er bange for at tage chancer, er der pludselig blevet åbnet op for et slaraffenland af tekniske, økonomiske ressourcer. At The Matrix og Three Kings har gjort det godt ved billetlugerne, mens American Beauty for nylig fik godt med Oscarnomineringer åbner utvivlsomt dørene for endnu flere unge filmskabere med nerve og verve.

Vi har at gøre med en generation af filmskabere, der er født efter fjernsynets fremkomst, som er vokset op med de sidste 30 års populærkultur og kan den på fingrene.
Mange af dem er skolet i en verden af slikkede reklamefilm og hurtige musikvideoer og har ingen berøringsangst over for elektroniske og digitale medier som tv, computere, internet og video. Det betyder dog ikke, at de er ukritiske over for den teknologiske udvikling, tværtimod.
De er vant til at tænke i billeder, interaktivitet og eksperimenter, hvilket udmønter sig i sprudlende visuelle, strukturelle fortælleformer, der konsekvent bryder med, hvad vi er vant til. Netop derfor kan de kommunikere med det jævnaldrende publikum, med hvem de deler en begejstring for kult, kitsch, pop og oprør.
De er en del af en browser- og zappergeneration, som er vant til at tingene går hurtigt, at de ikke nødvendigvis behøver at følge den slagne vej, og som er lynhurtige til afkode selv komplekse sammenhænge og hele tiden forventer at blive udfordret på hjerne, følelser og sanser. De er også opvokset i et moderne industri- og informationssamfund, hvor forbrugerisme og karriereræs har gjort sit for at trampe medmenneskelighed og mere åndelige værdier ud af almindelige mennesker - og det vil de ikke længere finde sig i. De fortæller kritiske og relevante historier om mennesker, med mennesker, for mennesker.
Om det er Paul Thomas Andersons udleverende og alligevel nænsomme sædeskildring Magnolia. David Finchers raffinerede og aggressive leg med virkelighedsplaner og revolutionsteori i Fight Club. Eller David O. Russells hyperkinetiske, sort-humoristiske og samfundskritiske krigsdrama Three Kings, så har de noget på hjertet og deler en uhøjtidelighed og et visuelt overskud, som er til inspiration for både filmmiljø og biografpublikum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her