Læsetid: 5 min.

Den andalusiske kunstfugl

9. marts 2000

Lorcas samlede skuespil på dansk - det lyder besnærende, og det er det også det meste af vejen

Dramatik
Man var en skurk, hvis man ikke tog imod Federico Garcia Lorcas samlede skuespil på dansk med kyshånd. Og da man ikke er en skurk, tager man imod med kyshånd.
Det er en fornem publikation Husets forlag/S.O.L. står for. De tre bind er veltilrettelagte, forsynet med digterens egne tegninger, udmærkede noter, satsen hedder Afveje, men det skal man ikke lægge andet end godt i, Nørhaven har trykt, alt er, som det skal være.
Oversætteren Peer Sibasts efterord er udmærket - også fordi han dristigt gennemfører et lavmælt opgør med tidligere oversættere af Lorca herunder Paul la Cour, hvis gengivelse af Blodbryllup præges af oversættelsens tilblivelse i Heretica-perioden, der efter Sibasts mening muligvis gør den ekstra patetisk.
Her er det skurken alligevel begynder at røre på sig. Han er ganske vist part i sagen og egentlig diskvalificeret, fordi han selv (sammen med sin kone) har oversat Bernarda Albas hus, alligevel vover han i samtalens interesse at komme med nogle betragtninger om Lorca-oversættelser i almindelighed og Peer Sibasts i særdeleshed. Derved kommer han automatisk også til at tale om Lorca og hvorfor det - muligvis - er så svært at få ham til at lyde ordentligt på dansk.

Løsagtigt forhold
I sit efterord bekender Sibast meget tiltalende kulør:
Han vil oversætte Lorca til dansk, så han kan bruges af skuespilleren. Det er fra scenen og ikke andre steder, stykkerne skal formidles.
Heri søger Sibast retfærdiggørelse i Lorcas egen praktik.
Han var ikke meget for at udgive sine stykker på prent, heller ikke sine digte for den sags skyld. Han ville operere med det levende ord, give plads for improvisationen, ændringen, den tilfældige (geniale?) indskydelse. Det skulle hindre stagnationen, det skulpturelt defintive og sikre muligheden for at føje til.
Dette 'løsagtige' forhold til teksten kan aflæses af den direkte - også i originalerne. Det har været Federico Garcia Lorca magtpåliggende at kunne svinge tvangfrit mellem højt og lavt, surrealistisk og jordnært, vulgært og fromt.
Det kan let give en form for høj søgang, som i en (tilsyneladende) improviseret situation og med fuldkomment gehør for modersmålets modulationer er ekstremt effektiv, nyskabende og med pludselige vistaer til skjult poesi og menneskelige følelser af voldsom strømstyrke.
Men det kan også skabe uro og forvirring, som ikke udelukkende er positiv. Parodien lurer lige om hjørnet.

En del fidus
Jeg brænder en floskel af. Spansk selvopfattelse er ekstremt narcissistisk. Uden at blinke med øjnene kan en spanier lyve sig fra hvad som helst og få den bedragne til at føle sig som den egentlig skyldige!
Det vidste Lorca, derfor er han også parat til at binde publikum noget på ærmet. Han kan overdrive og underspille, parodiere og persiflere, og han kan i høj grad påstå, at noget, der ligner, faktisk er the real thing.
På det punkt er han i total overenstemmelse med sit publikum, som har sat sig i stolene for at blive forført, dvs. overbevist - ikke med saglig argumentation, men af et spil, hvis regler er fuldkommen genkendelige, fordi de er fælles.
Man kan med fare for at få revet hovedet af påstå, at der er en del fidus i Lorca, og at han udmærket ved det selv.
Han ville for enhver pris have folk i tale, og var derfor parat til at bruge ethvert taskenspillertrick, den slags elsker vi nemlig alle sammen. Men engang imellem bliver det for meget - ikke mindst for en dansker, og det er her oversætteren løber ind i de værste problemer.
Peer Sibast vil skrælle den unødvendige patos af Lorcas dramatik, vil afmontere den ærefrygt, hvormed man hidtil har mødt ham, hvilket er al ære værd. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre, hvis man som f.eks. i Yerma lader personerne sige "Hej", når de går, men i næste øjeblik lader dem bryde ud i vers som "Fager er brudgommen/ fagrere end det blankeste guld." Eksemplet er hentet blandt hundrede andre.

Illoyal - men hvordan?
Naturligvis er det en måde at klare sagerne på og retfærddigøres sikkert gennem henvisning til orignalteksten. Men når der et andet sted - i en 'almindelig replik'- står: "Mændene vil snart komme" og ikke "Mændene kommer snart," er det, man flytter sig uroligt i sædet.
Eksemplet er et blandt flere, hvor man synes, den efterlyste mundrethed er ladt i stikken, Lorcas tekst er ikke mundret, det er Peer Sibasts danske heller ikke (i mange tilfælde.)
Det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er loyal overfor originalteksten eller ej, det er måden, man er illoyal på.
Jeg har ikke det fjerneste imod, at man vender Lorca på hovedet for at få ham ordentlig frem på dansk, men hvordan bærer man sig ad, når der ikke er den samme "unøjagtighed" i de stilistiske niveauer på spansk som på dansk?
Jeg er ikke skrap nok til at vurdere alle de spanske subtiliteter i Lorcas tekster på originalsproget, men jeg kan dansk nok til opfatte en skratten af utilsigtet art, når Første vaskerkone i Yerma udbryder: "Men vé den ufrugtbare/Vé hun, hvis bryster er af sand" eller en anden af disse folkets døtre indleder sin replik: "Hvorom alt er" for slet ikke at tale om Yermas "Når jeg ser alle I nybagte mødre."
Jeg har sans for Peer Sibasts glimrende entusiasme, og jeg værdsætter i lange passager hans indsats. Det er dejligt at få anbragt Lorca mere i de rå og raskes kompagni end hidtil, og det er herligt, at de tidlige, surrealistiske tekster fra tyverne ("Buster Keatons cykletur", "Dialog med Luis Bunuel" "Scene med en oberstløjtnant i Guardia Civil") nu kan læses på dansk (hvorfor i øvrigt ikke "Civilgarden" i stedet for "Guardia Civil"?).

Kunstfuglen
Men jeg er ikke ganske sikker på, at oversætteren er kommet helt frelst i havn med sit forsæt om at gøre den andalusiske digter mundret på dansk. Netop måske fordi Federico Garcia Lorca er alt andet end mundret på spansk!
Han er muligvis et folkloristisk geni, han er uden tvivl en stor lyriker og ind imellem en medrivende, forførende dramatiker. Men han er først fremmest en stilistisk kunstfugl i hvis næb plathed og patos er uimodsigeligt smeltet sammen.
Hvordan man får fuglen til at synge helt rent på dansk, ved jeg ikke. Det kan være svært nok på spansk. Bortset fra tilfældig skingren er Peer Sibast nået et stykke på vej mod forløsning, hvilken kendsgerning end ikke en række lay out- og trykfejl kan fordunkle.

*Federico Garcia Lorca: Teater 1-111. Oversat af Peer Sibast. 367 s., 268 s. og 310 s. Samlet pris 498 kr. Husets Forlag S.O.L.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu