Læsetid: 4 min.

Arkivet der skulle destrueres

21. marts 2000

De hemmelighedsfulde officerer, der skabte Stockholmarkivet, gik i mange år ind for, at det skulle tilintetgøres

Ligaen
Kaptajn Volmer Gyth var meget kategorisk: Arkivet vil aldrig blive tilgængeligt. Det skal destrueres.
Sådan var resultatet, da pioneren inden for dansk historieforskning i besættelsestiden, den senere dr. phil. Jørgen Hæstrup, i efteråret 1947 henvendte sig til hærens efterretningstjeneste i Vesterport i København.
Jørgen Hæstrup havde - som han selv skriver - "håbløst naivt" henvendt sig til efterretningstjenesten for at høre, om tjenesten "lå inde med materiale fra krigens tid". Det fortæller Jørgen Hæstrup, der døde i 1998, i bogen Dørene åbnes fra 1973. Den handler om hans mangeårige arbejde med at bringe materiale fra besættelsestiden til veje.
Allerede i 1947 var Jørgen Hæstrup på sporet af Stockholmarkivet. Kaptajnen i Vesterport, den hemmelighedsfulde Volmer Gyth, viste velvilligt nogle hylder frem, men gentog - ifølge Hæstrups bog - "at materiale af denne art aldrig blev tilgængeligt, selv ikke ude i en fjern fremtid".
Stockholmarkivet er opbygget af en lille gruppe officerer, hvis kerne udgjorde Generalstabens Efterretningssektion i den danske hær under de første år af den tyske besættelse.
29. august 1943 trådte den danske regering tilbage, og de væbnede styrker blev afvæbnet og interneret. Indtil da arbejdede officererne dels som legal, militær efterretningstjeneste inden for rammerne af de aftaler, der var indgået med tyskerne, dels leverede de illegalt efterretninger til briterne.

Eksil i Stockholm
Efter 29. august 1943 flygtede Volmer Gyth (1902-65) til London, mens hærofficeren Einar Mygdal Nordentoft (1896-1968) og flådeofficeren Poul Adam Mørch (1898-1987) gik i eksil i Stockholm, hvor de satte sig i spidsen for arbejdet med at samlede trådene fra det illegale, militære efterretningsnetværk, der fra efteråret 1943 blev opbygget i Danmark.
Det er denne gruppe efterretningsofficerer - kaldet Ligaen - der opbyggede Stockholmarkivet, og som i årene umiddelbart efter befrielsen var stærkt optaget af at forhindre, at offentligheden nogensinde fik adgang til det. Som det også fremgår af Jørgen Hæstrups skildring af sit møde med Volmer Gyth i 1947.
Jørgen Hæstrup tog et nyt tilløb i slutningen af 1950'erne, hvor han holdt møde med en gruppe af efterretningsofficererne. Især Einar Mygdal Nordentoft var afvisende over for Hæstrups ønske om, at Stockholmarkivet skulle afleveres til Rigsarkivet: "Han var mest 'security-minded' og så måske helst, at hele herligheden blev tilintetgjort," skriver Jørgen Hæstrup i Dørene åbnes.
Skred i tingene kom der i 1960'erne efter grundlæggelsen af Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie (DNH), hvor en gruppe historikere med Jørgen Hæstrup som tilsynsførende og primus motor fik privilegeret adgang til store dele af statens arkiver fra besættelsesårene.

Opgør blandt officerer
Anledningen til, at også det hemmelige Stockholmarkiv kom inden for DNH's rækkevidde, var, skriver den afdøde historiker Wilhelm Christmas-Møller i sin bog Obersten og Kommandøren fra 1995, at Poul Adam Mørch fandt ud af, at andre kredse i forsvaret var ude efter arkivet. Mørch gik derfor ind i arbejdet med at ordne arkivet, så det kunne gøres tilgængeligt for historikere fra DNH. Wilhelm Chrismas-Møller skriver:
"Det første skridt var en nærmest kupagtig aktion, hvor Mørch med bistand af daværende E-chef Erik Fournais fik sikret arkivet for eftertidens forskning ved at lade det flytte fra Elefantstok (efterretningstjenestens hovedkvarter på Kastellet i København, red.) til kongehvælvingen i Rigsarkivet. Anledningen var, at militærhistorikeren Helge Klint som et redskab for den berygtede oberst Svend Schjødt-Eriksen havde strakt sin hånd ud efter det. Schjødt-Eriksen, der efter en kortvarig flirt med DNSAP under besættelsen blev generalløjtnant Ebbe Gørtz's højre hånd i den lille stab, havde en helt anden opfattelse af den militære E-tjeneste under besættelsen end Mørch. Denne mente, at Schjødt-Eriksen 'hadede' E-tjenesten. Det kan skyldes, at E-tjenesten efter befrielsen lod udarbejde lister over de officerer, der figurerede i Bovrupkartoteket (det danske nazistpartis medlemsliste, red.). Ved befrielsen søgte Gørtz at skubbe Nordentoft og Mørch ud på et sidespor ved at gøre Schjødt-Eriksen til chef for generalstabens E-sektion.
Andet skridt var den omtalte ordning af arkivet, og det tredje var at finde historikere, der under DNH's auspicier kunne gå i gang med udnyttelsen af materialet. Denne fase foregik under nøje tilsyn og vejledning fra Mørchs side."
Såvidt Wilhelm Christmas-Møller.
Det var altså et internt opgør blandt de gamle officerer, der gav anstød til, at Stockholmarkivet så småt blev åbnet. Arkivet blev afleveret til Rigsarkivet i januar 1965, men den endelige overdragelse fandt først sted i juni 1971.
Men at materialet fysisk befandt sig i Rigsarkivet, betød ikke, at det var tilgængeligt.
I første omgang var det kun to historikere, der i tæt samspil med kredsen omkring Poul Adam Mørch fik lov at se arkivalierne.
Den ene var Palle Roslyng-Jensen, der i 1980 blev dr. phil. på sin disputats om militæret under besættelsen: Værnenes politik - politikernes værn. Den anden var Hans Christian Bjerg, der i 1985 udgav sit tobindsværk om den danske efterretningstjeneste 1940-45: Ligaen.
Bogen var tænkt som doktordisputats, men Hans Christian Bjerg trak den tilbage, efter at det nedsatte bedømmelsesudvalg ved Københavns Universitet havde kritiseret den.
Hans Christian Bjerg har siden begyndelsen af 1980'erne været overarkivar og leder af Forsvarets arkiver i Rigsarkivet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her