Læsetid: 3 min.

Atlantisk dansk

25. marts 2000

NÅR LOMVIENS UNGE skal i vandet første gang, er den så svag og undselig, at den ikke - som andre søfugle - tør kaste sig ud. Moderen puffer den da ud fra fjeldet, men jager samtidig som et lyn ned under den, griber den på ryggen, taber den og griber den igen, taber og griber den og fører den således etapevis ned på vandet.
Således lyder en af Nis Petersens aforismer, 99 bemærkninger (1936).
Den tidligere så beundrede lyriker hører ikke længere til dem, man mest besøger, lidt beklemt kan man blive ved hans sentimentale patos, der her vedrører en selvoplevet fortabthed og et håb om frelse.
Materialet er færøsk og faldt i tankerne under vor statsministers ydmygende behandling af den færøske delegation, der forleden på Christiansborg fremlagde et forhandlingsoplæg om en kommende frigørelse fra Rigsfællesskabet.
Dér var ingen sentimentalitet at spore, men en brutal demonstration af magtens arrogance. Endelig en partner, man har fod på.
Færøerne må da gerne blive i fællesskabet, helst, men vil de ud, så bliver det et nærmest lodret fald med kun få hjælpende, moderlige greb.
Regeringen og Folketingets flertal, der angives at stå bag dette stivsind, må altså tro, at Danmark selv er sikret imod lignende behandling fra den store union, ifald et flertal af befolkningen skulle finde på at ønske sig ud af den. For ellers har vi da leveret en model for vilkårene.
Men det er jo i øvrigt, hvad vi som befolkning selv bliver truet med af Regeringen, i stil med den indre, selvpineriske sang efter Johannes Ewalds ode Til Sielen:

Som da, naar Ørnens neppe
bedunede
Unge, forvoven glemmer sin
Moders Røst,
Og klavrende paa Redens
Kanter
Styrter, og vaagner i kolde
Skygger.

Da er det forgæves at flagre op mod den første bolig, trods mulig fortrydelsesret.

BEDRØVELIGT er det, at mange danskere åbenbart er ganske ligeglade med Færøerne. Tv-aviserne, der gerne måler folkestemningen ved at stikke en mikrofon i snuden på nogle tilfældige fodgængere, fik hin mindeværdige dag demonstreret fodfolkets uvidenhed og mentale provinsialisme.
I en tid, hvor vi ellers mener, at vejen til kulturelt fællesskab går gennem sproget, og hvor mange har en fornemmelse af, at dansk er en truet mundart, er det sært, at vi ikke er begejstrede for, at mennesker ude i Atlanten endnu for manges vedkommende taler et smukt og velbevaret dansk som andet sprog og dermed er på bølgelængde med kultur og tankegods af betydning for os.
At der endda på Færøerne har eksisteret store, danskskrivende forfattere, som har sendt umistelige rigdomme ind i sproget og fantasien, William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen.
At der lever særprægede lyrikere som Regin Dahl og Tóroddur Poulsen, der selv genskriver deres færøske digte på dansk.

GLEMSELEN sænkede sig med lynets historiske hast over, at Skåne engang var dansk.
At vi havde en fælles kultur med Norge, er for mange kun et fjernt minde. At Island fra Udenrigsministeriets synspunkt i dag ikke længere er værd at spendere en kulturattaché på i modsætning til de andre nordiske landes diplomatiske repræsentationer, er et nyt symptom på, at vi er ligeglade med, om færre og færre islændinge taler eller forstår dansk kultur.
Men bevares, ligesom vi selv gør, ligger de i med engelsk, der har ganske anderledes uanstrengte attraktioner.

DET ER LIGE TIL AT blive patetisk over, ligesom Nis Petersen, hvis ovenfor citerede aforisme har en tilføjelse til billedet af lomvien i dens styrt mod vandet - efter tre prikker...et billede, der ligesom kaskelottens tænder næsten er altfor smukt til at dreje nyttegenstande af.
Den pludselige nøgternhed holdt ikke, for han skrev et ganske svulstigt, balladeagtigt digt, Færinger - frænder, over motivet lomviens unge, med bl.a. følgende strofe:

Vi kender jer, færinger,
frænder -
og kender den færøske nat;
vi ved, at I ikke for intet
en vædder i våbnet har sat.
Kun svæklingen klynker om
armod -
den stærke har trods i sit
bryst,
for ham er det frydefuld
viden:
Gud skovlede mad om hans
kyst.

Det kan jo være et spørgsmål om fiskerigrænser og andre erhvervsmuligheder. Men frænde er et gammelt godt ord, som også implicerer ordentlige omgangsformer. Fortrøstningsfulde færøske ord, sagt på dansk lyder:

Som en vældig Dykker-
klokke
hvælver Mørket sig om
Landet,
samler Livets Aande om os,
lukker Død og Kulde ude.
Som en algod Rugehøne
hviler Vaaren over Verden.

Sådan står der i William Heinesens Vuggevise fra Den dunkle Sol (1936), året efter Nis Petersens citerede digt fra samlingen Til en dronning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu