Læsetid: 2 min.

Begge sider, omsider

29. marts 2000

Joni Mitchell springer for en stund helt ud som jazzsanger

Ny cd
Hør f.eks. "You've Changed", "Sometimes I'm Happy" og "Don't Worry 'Bout Me" og tænk så på Billie Holidays versioner af disse tre standards på hendes to sidste plader, Lady In Satin og Billie Holiday fra 1958 og 59.
Joni Mitchells udgaver på hendes ny cd, Both Sides Now, er ikke efterligninger af Holidays, så skulle man også kende hende dårligt. Men alene det at stille op til sammenligningen uden at falde igennem er et kunststykke, som få andre gør Mitchell efter.
Selv om den nu 56-årige Mitchell har baggrund i 60'ernes folk song, har hun i et kvart århundrede nærmet sig et jazzudtryk. Først gennem samarbejdet med el-bassisten Jaco Pastorius (fra Hejira i 1976), så også saxofonisten Wayne Shorter (fra Don Juan's Reckless Daughter i 1977).
Her drejede det sig om hendes egne sange, men da hun i 1979 gav sig ud i musik af Charles Mingus (på Mingus) havde hun svært ved at finde melodien. Det lykkedes dog med hendes gamle kendinge, Pastorius og Shorter, suppleret med Herbie Hancock og Peter Erskine, men pladen er ikke så fuldbåren som hendes tidligere, og det var fortsat hendes egne sange, hun befandt sig bedst i (f.eks. på Shadows and Light fra 1980 med bl.a. Pastorius og Pat Metheny).
På den ny plade drejer det sig derimod fortrinsvis om standard-melodier, som Mitchell har kendt i årevis, men ikke tidligere har fortolket på plade. Desuden ledsages hun for første gang af store besætninger, symfoniske eller big bands, i fremragende arrangementer af Vince Mendoza i traditionen fra henholdsvis Nelson Riddle og Gil Evans. Og fra tidligere projekter er hentet solister som Shorter og Hancock.
Er det for meget sagt, at resultatet er mesterligt? I tekstfortolkningerne, i rensyngningen, i stemmefarvningen, i foredragets dynamik og timing - hvilke jazzvokalister gør hende det efter? Og er det ikke Mitchells ekspressive underdrivelser, der får Hancock og Shorter til at yde deres bedste, den første med det perlende spil i "Sometimes I'm Happy" og den skønne Rodgers & Hart-sang "I Wish I Were In Love Again", den anden bl.a. på tenor i "You've Changed" og "Don't Worry 'Bout Me".
Men der er mere Shorter, f.eks. på sopran i Mitchells to egne, ældre sange, "A Case of You" og "Both Sides Now", af hvilke den anden, ved også at lægge albumtitel til, understreger kontinuiteten mellem den gang og nu.
Ikke at Mitchell hermed er blevet jazzsanger, men hun markerer den tilnærmelse mellem folk og jazz, som også har været påfaldende hos tidens førende jazzsangerinde, Cassandra Wilson, der har Mitchell som en af sine vigtigste inspirationer.
For en gammel beundrer af Joni Mitchell tilbage til hendes første folk- og senere folkrock-plader er det i hvert fald en oplevelse at høre hende investere sin modne kunst i dette stedsegrønne repertoire i selskab med et par af tidens store jazzinstrumentalister. Gå ikke glip af det!

*Joni Mitchell: Both Sides Now. Reprise 9362-47620-2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu