Læsetid: 4 min.

En besynderlig håndfuld håndlangere

13. marts 2000

Den brogede personkreds i det østrigske Frihedsparti er årsag til manges frygt

Analyse
ZÜRICH - Den angst, som har grebet østrigske intellektuelle og kunstnere på grund af Frihedspartiet FPÖ's regeringsdeltagelse og dermed mulighed for magtudøvelse, retter sig ikke så meget mod partiets program, som mod de personer, der har fået magten i hænde.
I mange år lagde partiets åndelige leder Jörg Haider vægt på at samle "de unge, de dygtige, de smarte, de rige, de succesrige" om sig. Det efterlod hos mange socialt indstillede og kulturelt interesserede mennesker det indtryk, at FPÖ's ledelse udelukkende består af repræsentanter for en benhård nyliberalisme, som ikke efterlader plads til fri åndelig udfoldelse eller socialt svage.
Angsten er ikke ubegrundet, men billedet er mere nuanceret, end det ser ud til. I den øjeblikkelige ledelse er der rent faktisk kommet nogle fra Haiders såkaldte "Buberl"-parti: de små, søde drenge, som han har oplært til at optræde nogenlunde lige så frækt og kvikt som han selv. Typisk for dem er gruppeformanden i parlamentet, Peter Westenthaler.
Han står bag forsøget på at få styr på radioens og fjernsynets beretninger om det politiske liv. Men noget tyder på, at denne kurs er blevet en belastning for FPÖ, og at Peter Westenthaler kan blive nødt til at trække sig ud af ledelsen.

En tro tjener
To andre fra den samme gruppe har foreløbig formået at klare det hårde spring fra unge rebeller til ansvarlige ministre i en regering.
Det er Karl Heinz Grasser og Herbert Scheibner. Den 37-årige Scheibner udmærkede sig i begyndelsen af sin karriere først og fremmest ved at være sin herres tro tjener. Når han nu er blevet forsvarsminister, skyldes det imidlertid, at han i løbet af sit politiske arbejde er blevet i stand til at forhandle med anderledes tænkende. Han regnes for at være en af partiets duelige ministre.
Det samme gælder for Karl Heinz Grasser, som efter en karriere, der også først udmærkede sig ved troskab mod Haider, og som bragte ham frem som gruppeformand i parlamentet og senere som chef for FPÖ i delstaten Kärnten, pludselig førte til et brud med Haider, da Grasser åbenlyst kritiserede partifæller i andre delstater.
Haider forsonede sig først igen med Grasser, da han under regeringsdannelsen måtte erkende, at han manglede egnede personer. Den 31-årige Grasser har i mellemtiden udviklet en selvbevidsthed, som ligger på niveau med Haiders egen. Det har givet ham mulighed for allerede i løbet af sin første måned som minister igen at demonstrere sin selvstændighed over for Haider.
Efter at Haider havde betegnet euroen som et misfoster, kaldte Grasser den demonstrativt for et ønskebarn. Men selvbevidstheden kan også lægge op til konflikter med regeringspartneren, ÖVP. Grasser er på sin vis en forynget udgave af Jörg Haider.

Svage kvinder
Klart svagere er kvindesiden besat. Når vicekansler Susanne Riess-Passer ofte roses af kollegaerne fra ÖVP, skyldes det udelukkende, at hun trods sin store loyalitet mod Haider, aldrig lader sig henrive til grove, aggressive udtalelser. Noget lignende er vel også det bedste, der kan siges om socialministeren Elisabeth Sickl og værtshusholdersken Mares Rossmann, der er blevet minister for turisme. Ingen af dem har udmærket sig ved originalitet, og de passer tydeligt ind i det kvindebillede, som FPÖ står for: pæne damer bag de initiativrige mænd.
Det vil blot ikke kunne forhindre, at Elisabeth Sickl f.eks. bliver sat til noget af det grove - at skære ned på socialudgifterne ved at tage fra de mest trængende.
Ved siden af disse to grupper, der mere giver indtryk af svaghed end virkelig grund til frygt, er det så, at man forgæves ser sig om efter de sagkyndige, som man havde regnet med, at FPÖ ville hente ind i regeringsarbejdet. Sundhedsministeren Reinhardt Waneck, hidtil professor i medicin, er den eneste typiske. Og han hører også til de blege personer.
Problemet synes at være, at de "lodret-startere", som FPÖ har fundet frem til, har vist sig at være for problematiske. Dem har der været mange af. Og de kan have været den anden grund til den angst, som er opstået.
Det gælder bl.a. industrimanden Thomas Prinzhorn, som Haider ville have gjort til finansminister, men som blev afvist af præsident Thomas Klestil på grund af sine udtalelser om "hormonbehandlinger af muslimer, så de får flere børn end østrigerne".

Stak af med kassen
Der er nok hos mange af disse folk, som er dukket op rundt omkring i delstaternes partiorganisationer, at det potentiale af sagkundskab, som de mere typiske FPÖ-folk mangler, skal findes. Men hos et stort antal af dem har der vist sig at være store personlige brister.
Det mest iøjnefaldende eksempel har været Peter Rosenstingel, den tidligere trafikpolitiske ordfører, som forsvandt til Brasilien medbringende sin sekretær og 300 millioner schilling fra forskellige FPÖ-kasser.
Retsagen imod han afslører i en uhyggelig grad, hvor lidt kontrol FPÖ- folkene har haft med hinanden. Og Rosenstingel er kun en af mange FPÖ-politikere, som er endt i retten.
Den saglige svaghed, som allertydeligst kom frem i den afgåede justitsminister Michael Krügers skikkelse, er en direkte følge af den kendsgerning, at det i FPÖ under Haider mere har drejet sig om stil og offentlig påvirkning end om politisk indhold.
Måske er det tidspunkt kommet, da såvel den internationale verden som modstanderne i Østrig mere skulle satse på at afsløre partiets svagheder, end på at opbygge et skræmmebillede af både Haider og FPÖ, som ikke helt svarer til virkeligheden?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu