Læsetid: 4 min.

Bille XC

11. marts 2000

Intermetzo

En af landets betydeligste nulevende billedkunstnere - eller danske billedkunstnere slet og ret - rundede i forgangne uge de 90: Ejler Bille, hvis nogen skulle være i tvivl.
For få år siden tilbød Sophienholm en retrospektiv udstilling, et overblik over kunstnerens rige livsværk, som imidlertid siden er suppleret med adskillige store arbejder og atter har lagt alen til Billes ubrudte vækst.
Heri ligger nemlig det forunderlige ved denne dybt musikalske og poetisk begavede maler - at han siden debuten i 1931 bestandigt har holdt farven frisk.

Det er nu forår
Solen drysser ned
Mine håndflader bliver gule
Mine hænder lyser grønne
Mit jeg udstråler farver
mine to ben går
usynligt ud i det blå rum.
(Digte og Vignetter, 1975)

Billes abstrakte billedunivers har han i årenes løb suppleret eller rettere parallelliseret med digtudgivelser hos Brøndum. Som i billederne, hvad enten det er litografier, tegninger eller olie på lærred, udtrykker Bille sig i arabesker, der som gribedyr bevæger sig om sig selv og favner hele verdener

Billes kunst er en uafbrudt indtrængen i naturens komplicerede enkelhed. Naturerkendelsen i Billes verden af allegoriske fugledyr, fisk, figurer og masker udelader ikke nødvendigvis detaljen, som nu og da oven i købet bliver sagens midtpunkt, men tilbyder beskueren det samme væld af farve- og formmæssige præmisser i en ubrydelig sammenhæng, som set af kunstnerens eget øje.
Erik Fischer, daværende leder af Kobberstiksamlingen, skrev engang om Ejler Bille, at hans kunst er konsistent, "som filosofferne siger om en tankegang, der er så sammenhængende, at man ligesom i pyramiderne ikke kan presse et knivsblad ind i fugerne mellem stenene."
Det er så sandt som skrevet står. Billes maleriske ornamentale digtning er meditativ i sit væsen, og tænkt som en mulighed for afledning for beskueren. Ved at se og opleve kunsten på dette høje niveau, må man se bort fra noget andet. Med andre ord lade sig distrahere - kanhænde fra det mindre væsentlige.
Ifølge Billes egne udsagn gennem årene ligger en maler som Klee ham især på sinde. Givetvis dette slægtskab fordi Klee som Bille selv har musik i pulsslaget. Disse billeder - Klees som Billes - besidder denne formidlende musikalske karakter, der bliver stående i rummet som en akkord.
Bille forenkler aldrig, skærer snarere det overflødige bort og præsenterer sin tanke, sin rytme og sin farve fastholdt i et øjeblikkets svimlende sansning. Resultatet er gerne en egen uopslidelighed i oplevelsen.

Et billede af Bille kan ikke uden videre stuves af vejen i bevidstheden, men forlanger sin plads og insisterer på at blive oplevet påny, hver eneste gang beskuelsen genoptages om det så blot er i glimt. Man vokser så at sige aldrig fra en Bille, men skal være glad såfremt man kan følge med i fladens myldrende liv i alle dets fortsatte udviklinger.
Bogstaveligt talt sitrer Billes billeder af dette liv. Et mylder af rytmer og bevægelse i et maleri, som bestemt ikke er blevet mindre lebendigt med årene.
Gæstende fremmede har i den sidste halve snes år nægtet at tro det, når noget i øvrigt så uvedkommende som malerens alder er blevet oplyst. Men Billes kunst er ikke ung eller ungdommelig eller kan forbindes med alder, lige så lidt som f.eks. Bachs musik, den er slet og ret frisk som selve den natur og de naturfænomener, Bille elsker så uforbeholdent.
Ejler Bille tilhører den generation, som introducerede den abstrakte kunst. Den kreds, der her gjorde sig gældende fra begyndelsen af 1930'erne bestod af Asger Jorn, Egill Jacobsen, Sonja Ferlov, Carl-Henning Pedersen m.fl. Det var disse kunstnere, der sluttede sig sammen i COBRA-bevægelsen, som Bille også tilhørte 1948-51. Men Bille har næppe brudt sig synderligt om bevægelser. Dertil kommer den totale koncentration om kunsten, som i Billes verden ofte har givet sig udslag i - en også selvironisk - distraktion over for omgivelserne:
Jeg falder over mine
egne ben...
Mine hænder har jeg lagt
fra mig
sammen med brilleglassene
Måske finder jeg dem
i et siderum i bilen, i garagen
Men var der et siderum
og var der en garage?
Og hvem købte bilen?
Og blev den ikke forlængst
solgt?
(fra Digte og Vignetter)

Når det oven for er anført at Billes billeder ikke sådan lader sig stuve af vejen, er det desværre en sandhed med visse praktiske, men højst beklagelsesværdige modifikationer. Statens Museum for Kunst besidder således nogle af Billes - i egne øjne - vigtigste arbejder, som til forundring for kunstneren selv og ikke så få andre, tilsyneladende er sat permanent til side i fjerne magasiner.
Det forekommer besynderligt at den nuværende museumsledelse efter den kostbare ombygning af institutionen ikke har kunne finde ud af at placere disse hovedværker i dansk og for den sags skyld international kunst på en tilfredsstillende måde.
Dette er endnu vanskeligere at begribe i betragtning af den forhåndenværende og tilgængelige samling af kunst, der er betroet i vor nationale arv. Så uoverskuelige mængder af fremragende værker har vi jo heller ikke, at en museumsledelse kan tillade sig at se bort fra det bedste. Ejendommeligt. Men for at sige det som det er, er der jo så meget der synes ejendommeligt i et museum, der så ofte giver plads til det tomme gøgl frem for fordybelsen.

Billedet ville ikke forblive
inden for rammekanten
ville springe udenfor, absolut
Men efterhånden fandt
det dog ud af
at det kun ved at forblive
inden for sine egne grænser
var i stand til at sprænge dem
Derved opnåede det
en relativ grænseløs frihed.
(fra Digte og Vignetter).

Om alderen skriver Bille:

I et hjørne af skyerne
sidder en gammel mand
og læser i en laset avis
Hans øjne ser daarligt
han ryger en sur pibe
og hans ovn varmer ikke
den er næsten helt brændt ud.

Billes ovn brænder fortsat med klar flamme. Gid han længe leve! Og få så de billeder hængt op på det museum!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her