Læsetid: 3 min.

Biltrafikken kan dæmpes

23. marts 2000

Med afgifter kan man hindre at biltrafikken vokser 35-48 procent, siger Transportrådet

Mange blev vrede, da regeringens Transportråd i går offentliggjorde sin rapport om de midler, der skal tages i brug, hvis regeringen vil nå sine miljømål på transportområdet.
Hvis man ikke griber ind, vil biltrafikken blive ved med at vokse. Om 20 år vil der være mellem 35 og 48 procent flere biler på vejene. Men det kan undgås, hvis man afskaffer skattefradraget på transport til de pendlere, der bor langt fra deres arbejdsplads - og indfører kørselsafgifter. Især vil afgifter på at køre på bestemte vejstrækninger
(road pricing) være et effektivt middel til at begrænse trafikken i de områder, hvor trængsel og miljøproblemer er størst - og der findes alternativer i form af kollektiv trafik.

Samme trafik som nu
Rapporten er skrevet af cand. polit. Johan Nielsen, Transportrådet. Den viser at de 'bløde' midler, som f. eks. samkørsel, delebiler, miljøvenlig kørsel osv. ikke i sig selv er tilstrækkelige. Men udviklingen kan vendes, hvis man gradvist øger omkostningerne ved at køre bil til niveauet i 1981. Der er ikke tale om en situation, hvor samfundet går i stå, understreger Transportrådet. Selve biltrafikken vil i år 2020 være omtrent som i dag. Men udslippet vil falde, fordi bilerne bliver mere effektive. Alligevel var reaktionerne heftige: "Det er en illusion at tro, man kan slå transporten fuldstændig ned, uden at man får virkninger enten på grænsehandelen eller på de fordelingsmæssige mekanismer eller på samfundets måde at fungere på i øvrigt," sagde trafikminister Jakob Buksti. "Der er ingen planer om at ændre på transportfradraget," sagde han.

Vil ikke lytte
Løftet blev fulgt op af Socialdemokratiets gruppesekretær, Grete Schødts. "Vi har i Socialdemokratiet ikke tænkt os at lytte til dette råd. Mange mennesker må i dag transportere sig over længere afstande for at komme til og fra arbejde. Disse mennesker ville vi straffe hvis vi fjerner transportfradraget."
"Det lyder som en af de mest effektive måder at sætte samfundet i stå på," sagde FDM's kommunikationschef, Bo Christian Koch. "Vi ved, at Rockwoolfonden har fundet ud af, at omkring 20 procent af den danske arbejdsstyrke ligger på en indkomst, hvor det er lige på grænsen til, om det kan betale sig for dem at gå på arbejde. Så der vil nok være nogen, der får et incitament til at blive hjemme foran videoen," sagde han.

Opviglere
Fra Danmarks Automobilhandler Forening kom denne kommentar: "Den allerede kendte udvikling i nye personbilers teknik med stærk begrænsning af brændstofforbrug og CO2-udslip vil gøre Transportrådets urealistiske forslag til skamme i løbet af få år," siger foreningen.
"Man skal sørge for, at kvaliteten i den kollektive trafik højnes, for det er sin sag at flytte fra sin Audi over i en bus," sagde Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Transportrådet fik støtte fra SF og fra Det Økologiske Råd: "Det er en myte, at transportfradraget mest anvendes af dem, der bor på landet," sagde Det Økologiske Råds sekretariatsleder, Christian Ege. "En tidligere undersøgelse viser, at det er de mest velstillede der har størst gavn af fradraget og at der er flest, der bruger det i Københavns omegn." Indtil road pricing er klar til brug foreslår han en kombination af højere benzinpriser og en afgift på det antal kilometer man kører. "SF er helt enig med Transportrådet. Vi kan ikke blive ved med at stikke hovedet i busken og fejt lade som om, det nok skal gå. Nu er der brug for politisk lederskab. Ellers bliver al snak om en bæredygtig udvikling mere og mere meningsløs," sagde SF's trafikordfører, Margrete Auken.

FAKTA
Midler der virker
*EU's mål for begræsning af bilers udslip fremskyndes
*Brugen af elbiler og hybridbiler øges.
*Indsatsen for at få folk til at køre sammen, bruge delebiler, arbejde mere hjemme eller flytte nærmere på deres arbejdsplads øges.
*Den kollektive trafik udbygges som planlagt.
*Benzinprisen forhøjes i takt med at bilerne bliver mere effektive, så prisen pr. kilometer ikke falder.
*Befordringsfradraget falder bort.
*Kørselsafgifter, svarende til 50 procent højere benzinpris, indføres

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her