Blod har altid været set som magisk, men videnskaben har øget vores forståelse og udnyttelse af denne uvurderlige ressource
Blod
Under Anden Verdenskrig nægtede sårede nazister at modtage blod fra jøder og andre såkaldte ikke-ariske folkeslag, hvilket kombineret med aksemagternes meget primitive blodbanker gav dem et voldsomt handicap. De allieredes blodbanker var væsentlig mere avancerede, men for eksempel USA havde separate blodbanker for sorte og hvide donorer, så hvide soldater ikke unødigt skulle modtage blod fra andre racer. Disse besynderlige forholdsregler rådede til trods for, at man ikke havde fundet videnskabeligt bevis på, at der skulle være forskel på blodtyper på tværs af racer.
Blod har alle dage været omgærdet af følelsesladet symbolik. I bogen Blood af Douglas Starr kan man læse blodets dramatiske historie; om hvordan en livsnødvendig ressource er gået fra at være anset som magisk til at blive et højteknologisk og videnskabeligt produkt. Det er den spændende historie om de forskere, læger, handelsmænd, donorer og patienter, som gennem tiderne med deres indsigter og fejltrin har bidraget til vores nuværende viden.
Blodets magi
Når blod strømmer fra dyr og mennesker, så ebber livet uværgeligt ud, og blod har derfor været set som livgivende og mystisk substans. Mennesket har haft brug for at kontrollere disse gådefulde kræfter, og blod har traditionelt været bundet tæt op med religion. Således optræder ordet blod mere end 400 gange i Biblen. Men også fænomener som menustrationsblod, blodladning fra offerdyr og knivens kødudskæringer i religiøs ekstase er eksempler på blodets metaforiske styrke.
Et andet eksempel på blodets symbolik er den kristne nadver, hvor altervinen som bekendt repræsenterer Jesus' blod. Nogle lærde har i øvrigt set denne symbolske akt som et levn fra et kannibalistisk ritual. Blod er under alle omstændigheder så symbolladet for kristne, at Jehovas vidner nægter at modtage blodtransfusioner.
Det er først i dette århundrede, at videnskaben for alvor er begyndt at forstå blodets egenskaber og begyndt at benytte disse egenskaber til sygdomsbekæmpelse.
Blodhunde
De gamle grækere anså kroppen som et mikrokosmos af den allestedsnærværende natur, der som alle andre naturlige fænomener havde fire elementer, hvilket for kroppen var slim, gul galde, sort galde og blod. Et godt helbred var ensbetydende med en balance mellem de fire væsker, som derfor førte til sygdomsbehandling med afføringsmidler og åreladning. Særligt sidstnævnte er oftest decideret skadelig, men vedblev alligevel gennem århundrederne med at være en særdeles populær behandlingsform, og det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at åreladning på stor skala omsider blev afskaffet.
De første spæde skridt til en bedre forståelse af sammenhængen mellem blod og helbred begyndte i midten af 1600-tallet. Medlemmer af den berømte Klub for Eksperimentel Filosofi i Oxford var blandt de første til at løfte en flig af blodets gåde. Først opdagede William Harvey, at hjertet fungerer som pumpe, der bringer blodet rundt i et stadigt kredsløb. Dernæst demonstrerede arkitekten Christopher Wren og kemikeren Robert Boyle, at man kunne gribe ind i dette kredsløb ved at indsprøjte substanser som opium i hunde gennem en hul gåsefjer forbundet med en blære.
Siden begyndte Richard Lower at eksperimentere med blod-transfusioner ved at forbinde halsvener mellem to hunde. Forsøgene mislykkedes, da vener i modsætning til pulsårer har lavt tryk. Trykket i hundenes vener vil derfor opveje hinanden, og blodet vil i stedet størkne undervejs. Ved stædige eksperimenter fandt Lower til sidst ud af at bruge en pulsåre fra en donorhund til en vene i recipienthund, hvilket var den metode, som blev brugt i de efterfølgende århundreder.
Blodtransfusioner
Filosofferne fra Oxford kastede sig ud i vilde spekulationer om mulige sammenhænge mellem temperament og blod. Kunne blodtransfusion ændre et dyrs natur? Lower var selv forsigtig og mente ikke, at der var videnskabelig basis for disse spekulationer, men kun at blodtransfusion fra et dyr tillod et andet dyr at overleve.
Det forhindrede ikke franskmanden Jean-Baptiste Denis i at foretage en blodtransfusion fra en kalv til en sindslidende mand i 1667. Håbet var, at dyrets milde disposition ville kurere sindslidelsen. Det gjorde transfusionen naturligvis ikke, men overraskende overlevede manden to transfusioner, inden han døde af den tredje - eller måske snarere af arsenik-forgiftning fra sin kone.
Dette og en række andre spektakulært mislykkede blodtransfusioner gjorde, at lægernes foretrukne behandling mod alskens sygdomme i de følgende århundreder vedblev med at være åreladning.
Åreladning er i langt de fleste tilfælde en særdeles uheldig strategi, der afkræfter patienten unødig og ofte fører døden med sig. Men åreladning er simpelt at praktisere og en teknik, som de fleste læger let kunne tilegne sig. Dette i modsætning til blod-transfusion, som krævede et overordentlig præcist kirurgisk håndværk for at undgå, at blodet størknede under transfusionen.
Blodbanker
Det var derfor først i starten af 1900-tallet, at blodtransfusioner begyndte at få vind i sejlene. Det startede med en næsten mirakuløs kirurgisk bedrift i 1908. Den franske læge Alexis Carrel reddede en nyfødt pige ved behændigt at sy en pulsåre i faderens hånd til en vene i datterens lår.
Næsten lige som alle andre læger var Carrel endnu ikke klar over den banebrydende opdagelse, som østrigeren Karl Landsteiner havde gjort i starten af århundredet, og det var derfor rent held, at faderens blod var foreneligt med datterens. Landsteiner havde opdaget, at der eksisterede forskellige blodgrupper, og at dette var grunden til, at blodtransfusioner ofte gik galt.
Der skulle gå endnu en del år, før den fulde betydning af Landsteiners opdagelse blev alment kendt, men en lang række kirurger begyndte snart at benytte Carrels metode til blodtransfusion. Det var dog umådeligt tidskrævende, og først i 1915 blev blodtransfusioner for alvor udbredte takket være den amerikanske læge Richard Lewisohns epokegørende opdagelse af, hvordan man kan stoppe blodets størknen med en natrium-citrat blanding.
Siden fulgte en række andre afgørende gennembrud i tiden op til Anden Verdenskrig, hvor man i Rusland opdagede, at man kunne bruge blod fra kadavere, og at man dermed kunne gemme blod i blodbanker. Desuden opdagede man, at blod kan fraktioneres i en række del-komponenter: plasma, blodplader og hvide blodlegemer og røde blodlegemer, og at disse kan langtidslagres, så man ikke mere var afhængig af direkte donationer fra en donor.
Blodpenge
I tiden efter Anden Verdenskrig skød en hel industri hurtigt op om blod, som nu pludselig var blevet vare på linje med for eksempel olie. Begge substanser kan opdeles i andre delprodukter, og begge er voldsomt dyre.
Prisen pr. tønde olie er omkring $13, mens prisen for blod pr. tønde er mindst $20.000. Når man har raffineret olien, stiger prisen pr. tønde til $42, mens prisen for fraktioneret blod er omkring $67.000. Nu sælges blod naturligvis ikke i tøndevis, og volumenmæssigt overstiger olie langt blod. Det totale globale marked for olie er på $474.5 milliarder, mens blod omsætter $18.5 milliarder. En lang række firmaer begyndte at høste blod fra donorer blandt samfundets udstødte i storbyer. Ofte blev disse fattige donorer betalt en brøkdel af blodets egentlige værdi, og ofte led donorerne af forskellige sygdomme. Blodbankerne var først og fremmest interesseret i at tjene penge og tog ikke de nødvendige forholdsregler som at varmebehandle blodet.
Dermed var vejen banet for firsernes bløderskandaler, hvor blødere og andre blodrecipienter uforvarende blev smittet med hepatitis C og hiv. Man kan læse mere om denne komplicerede historie i Douglas Starrs velskrevne bog.
Efter endt læsning aner man, at blodets begivenhedsrige historie endnu ikke er fuldbragt, og at denne uvurderlige ressource stadig gemmer på dybe hemmeligheder, som kan synes magiske, men som i sidste ende vil kunne beskrives videnskabeligt.
*Douglas Starr: Blood. An Epic History of Medicine and Commerce. £20. Little, Brown & Company
