De kulturradikale blev dekonstrueret i Filosofisk Forum - og gik lettet derfra
Debataften
Mens tilhørerne så småt tørrer sveden af panden og bereder sig på at bryde op, siger foredragsholderen, dr. phil. Hans Hauge, overstadigt: "Identitet? Jeg vil ikke have nogen identitet! Hvad skal jeg med den?" Denne tilhører griber sig selv i at ønske, at den bemærkning var faldet i starten af aftenen, så hun kunne have vidst, at det var en dekonstruktiv offensiv, hun skulle berede sig på.
Ikke at jeg er angrebsmålet. Målet er den kulturradikalisme, der i disse dage søges genoplivet ved en række arrangementer på Københavns Universitet, og som i følge Hans Hauge (der var blevet fløjet ind fra Engelsk Institut i Århus) er degenereret til en slags hul protest uden noget at protestere imod. Dén manglende protest ville han så gerne protestere imod, og det gjorde han på et velbesøgt aftenmøde i Filosofisk Forums regi hos KFUM i St. Kannikestræde - der dog ikke nåede op på det imponerende deltagertal, den mere ærværdige, kulturradikale forelæsningsrække for tiden trækker.
Hauges budskab er, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har overtaget protesten og dermed arven fra Brandes, således foredragets titel: Dansk Folkeparti - kulturradikalismens sidste bastion. Denne titel, såvel som foredragets emne, viste sig dog at være orkestreret af den i aftenens anledning ofte fnisende og lejlighedsvist mobiltelefontalende filosof Arno Victor Nielsen. Og for dem, der ikke havde læst Hauges kronik i Berlingske Tidende om vistnok noget af det samme, blev det aldrig helt klart, hvad der gjorde Pia og Georg til så gode, hypotetiske venner. Men spændende var det.
Over- og Underdanmark
Det er et godt, gammelt dekonstruktivt trick at opstille en dikotomi af modsætninger, der hver for sig viser sig at være ulevedygtige, for derefter at udpege samme dikotomiske tænkning som ens modstanders svaghed.
Hauges dikotomi hedder Overdanmark og Underdanmark. Den består i, at de kulturradikale arvinger (fra Hans Hertel over Jørgen Knudsen til Klaus Rifbjerg) tænker et Danmark i to dele. Overdanmark er dem selv: den hurtige, europæiske intelligentsia, konstruktivister og fremtidens vindere. Underdanmark er bosidderne, danskerne, fodboldfans der får tårer i øjnene under afsyngningen af nationalsangen i Parken - essentialister og fremtidens tabere, forstås.
Hauge påpegede, at de kulturradikale i 100 år har indtaget positionen som Overdanmarks repræsentanter - og udnyttet den til skånselsløs kritik og direkte mobning af kirke- og missionsfolkene, der repræsenterede Underdanmark.
I dag er der opstået to problemer for den selvforståelse: den missionære modstander er væk, og spaltningen mellem de to Danmark er ved at bryde sammen. For eksempel er kulturpolitikken gået hen og blevet national (ikke progressiv), og Overdanmark har desuden fået dårlig smag - det ses i den tandløse falden-på-halen over et popfænomen som Aqua. Og så har Dansk Folkeparti taget patent på religionskritikken.
Islam skal kritiseres
Det er her, Hans Hauge ser sammenfaldet mellem Brandes og Kjærsgaard: i protesten som sådan og i kritikken af religionen, som for ham at se er absolut central for den kulturradikale bevægelse. Han definerer altså begge sider negativt: ikke efter hvad de er for, men hvad de er imod.
I stedet for at varsle den glædelige tilsynekomst af et multikulturelt Danmark (der er en konstruktion, just som Danmark heller aldrig har været monokulturelt), burde de sande kulturradikale løfte røsterne i protest mod islam og dertil hørende menneskesyn og subkulturer. I Hauges helt egen logik er den udeblivende religionskritik ensbetydende med, at Overdanmark såmænd er gået hen og blevet fromt.
Det kan man mene om, hvad man vil. Professor Hans Hertel, som er en af bagmændene bag den kulturradikale nybølge, skyndte sig at understrege, at han da selv havde vovet en kritik af islam i flere interviews. Dernæst udpegede han en af Hauge-foredragets største svagheder: at billedet af den europæiserede elite er en total fiktion.
Den Europa-begejstrede elite tænker dialektisk; det er i samspillet mellem den danske og den internationale kultur, potentialet ligger - kulturelt og kommercielt. Også Brandes ville forene Danskeren med Verdensborgeren. Kun en idiot ville ønske for eksempel danskundervisningen i skolerne afskaffet - eller en provokatør: Hauge slog straks til lyd for en total afskaffelse af dansk i skoler og på universiteter. Det blev aldrig helt klart, hvilket sprog der skulle være erstatningen, men arabisk og engelsk blev nævnt.
Til grin
Hauge bryder sig ud over 'identitet' heller ikke om 'holdninger' og 'værdier' og kunne derfor indtage en behagelig tilskuer-/kritikerposition, der aldrig foregav at have noget bud på bedre alternativer. Det har som bekendt altid været besværligere at puste en ballon op end at skyde den ned.
Også protester fra publikum blev holdt i en almindelig gemytlig stemning, som gav én en fornemmelse af, at det egentlig var ligegyldigt, om vi fandt en løsning, eller en holdning - eller en eneste fælles værdi. Der vil jo alligevel altid komme en ny kritiker og skyde den ned.
Arno Victor rundede glad af:
"Det gode ved en dekonstruktivist som Hans Hauge er, at han befrier en for mange af alle de kategorier, man slæber rundt på. Nu kan vi alle gå lettede herfra."
Det gjorde vi så.
