Sol og varme er det eneste, der mangler for at fuldende illusionen af at være kommet til fjerne himmelstrøg, når man besøger Skandinaviens største basar i Brabrand ved Århus
Bazar Vest
Kontrasten er slående. Udenfor siler regnen i en stille strøm fra himlen og lander på den ujævnt asfalterede parkeringsplads, der ligger bag Shell-tanken ved den firesporede Edwin Rahrs Vej i Brabrand ved Århus.
Inde bag de store elektriske glasdøre kommer et væld af fremmede varme dufte, lyde og farver mig i møde og forsøger at overbevise mig om, at jeg - som et knips med fingrene - er kommet til fjerne hjørner af kloden. Lige præcis hvor jeg er havnet, er ikke sådan at sige, for de omkring 70 butikker, der ligger på hver side af de fire handelsgader, har så forskellige navne som 'Casablanca Torve-Bazar', 'Nagwan Guldsmed', 'Yanki Musik', 'Tyrkisk kaffe og tehus', 'Café Etiopia', 'Mekong-trading', 'Almilal Halal Slagter' osv., osv., osv.
Jeg er taget på opdagelsesrejse til Skandinaviens største permanente basar: Bazar Vest.
Turisme nej tak
Basaren åbnede i december 1996. Det var et århusiansk entreprenørfirma, som fik den idé, at man kunne omdanne en tidligere kedelfabrik på 6.000 kvadratmeter til en orientalsk basar. Tanken var blandt andet, at det på en utraditionel måde skulle hjælpe flygtninge og indvandrere til at blive integreret i det danske samfund. Det har dog vist sig, at kun få danskere tager bussen ud til basaren, og derfor halter både integrationsdelen og økonomien bag projektet.
Der er heller ikke så mange danskere herude denne lørdag. I gaden med små dönerkebab-cafeterier sidder hovedsageligt unge indvandrerpar eller -familier med deres børn. Snakken går livligt, og som når man er på ferie, lader de danske gloser sig kun undtagelsesvis genkende i virvaret af lyde.
"Det er næsten synd, hvis det her skal ødelægges af turisme," siger min ledsager, der tilsyneladende har ladet sig 'narre' af duften af friturestegte falafler og den fremmedartede musik, der strømmer ud af de hyggelige caféer, som tilsyneladende er forbeholdt kortspillende mænd.
Jeg griber også mig selv i føle et stik af irritation, hver gang jeg - som på en ferie til 'langtbortistan' - opdager, at der er andre 'hjemmefra', der har fundet den samme attraktion som jeg.
På den anden side: Der er souvenirs nok til os alle.
Tingel-tangel
I basarens hovedgade ligger en række finurlige butikker, der har et - kan man rolig sige - bredt varesortiment.
I én og samme butik kan man - blandt meget andet - købe vækkeure forklædt som moskeer, foodprocessorer, kaffemaskiner og citruspressere af ældre årgange, farvestrålende porcelænsfigurer af Jomfru Maria og en elefant med en liggende japaner på ryggen. Man kan købe grønne, gule, lyserøde og gennemsigtige plastik-lysekroner, og der fås gryder, dukker, telefoner, indendørs-vandfald og kalendere. Sidstnævnte fås blandt andet forklædt som et kæmpestort billede af et vandfald, der ved hjælp af bagvedliggende lys bevæger sig i takt med de lyde af brusende vand og fuglesang, som også strømmer ud af billedet. Selve kalenderen er placeret i billedets højre side, hvor røde digitale tal holder styr på dage og måneder.
Hele butikken er propfuld med tingel-tangel, der hænger ned fra loftet, står på hylder og borde og langs væggene. Ved indgangen står en babyseng betrukket med hvidt syntetisk silke og pyntet med mintgrønne flæser og blomster og gennemsigtigt slør, der får den til at ligne en forvokset Barbieseng.
Naboforretningen har mange af de samme varer, selvom det vist skulle forestille at være en møbelhandel. De store skinnende blå, røde og gulternede kanesofaer og lænestole er placeret ved siden af hinanden i seks lange rækker med hylder i mellem. Når man alligevel skal have en sofa, kan man selvfølgelig også lige så godt få klaret skjortekøbet og den elektriske bil til sønnen.
Ingen prutten
Butiksejerne viser glade deres udvalg frem, men kun en enkelt ung fyr, der er weekendmedhjælper i sin onkels butik, inviterer mig ind i sin butik for at se på varerne: På et bord står antikke - i hvert fald hvis man skal dømme ud fra priserne - skåle med smukke mønstre præget i det mørke metal. Der er også gamle danske mælkeflasker, orientalske tæpper, en elektrisk kaffemaskine model Mellemøsten - og meget andet.
Denne høflige invitation er det nærmeste, jeg kommer på en 'aggressiv' sælger, som man møder dem i for eksempel de egyptiske basarer.
Stedet er alligevel tilpasset vestlig handelsskik. Her kan man godt stoppe op og bese en vare, uden at man pludselig finder sig selv midt i en voldsomt diskussion om prisen, hvor man ender med at slå til - mere for handlens end for varens skyld.
Nej, her er der prismærker på varerne - og det er det danske prisleje, vi taler om. Man finder ikke smukke sølvvedhæng til en tier eller safran for en slik. Det eneste sted, man kan spare penge, er i de seks enorme butikker, der sælger frugt og grønt fra store kasser.
Men når man ikke kan spare penge, kan man da glæde sig over, at busbilletten til denne oplevelsesrejse kun koster 13 kroner - hver vej. Så kan man godt se gennem fingre med, at en Orient Express-lokomotiv-bordlighter med "various train sounds" koster 99 kroner.
Det eneste, man virkelig savner for at fuldende illusionen af at være kommet under fremmede himmelstrøg, er solen og varmen.
