Læsetid: 3 min.

Skal din cola være light?

3. marts 2000

Stings sange kræver koncentration. Den havde han og hans band i rigt mål, men det er svært for danske tilskuere at tie stille til stille sange

Koncert
Der findes aftener, hvor levende musik er det mest overvurderede, der findes. Ikke på grund af musikken, men fordi tidens oplevelseskultur ikke har respekt for netop oplevelsen; man forventer, at musikken er noget, man kan stige af og på, alt efter hvordan det nu passer ind i popcornfortæringen og sladderudvekslingen. Seneste eksempel den prop udsolgte koncert torsdag med Sting i Forum.
Mens hovedpersonen og hans kongeniale band udstrålede dyb koncentration fra første takt af den indledende "A Thousand Years," gik knæveren: Tror du Peter kommer? Bare han kan finde det, nu det er mørkt? Kommer han stadig sammen med hende fra statskundskab? Gud, se, der er Carina. Kommer de sammen? Øv, min stol er helt våd. Det er nok vandet, der er gået ...
Oppe på scenen holdt Sting imens vejret i den åndeløst smukke kærlighedserklæring, mens en anden en undrede sig over, hvorfor nogen gider betale 400 kr. pr. sæde for at sidde og smalltalke, så hele cafeen kan høre det.

For subtil til Forum
Ret beset er Stings musik for subtil til et forum som netop Forum, men med et yderst velafstemt, nuancerigt lydbillede og et afslappet, men alligevel målrettet nærvær dementerede koncerten en gang for alle fordommene om Forum som uegnet til rock.
Rock og rock ... Sting har jo længe befundet sig i sit selvskabte grænseland mellem rock, cool jazz og det, vi hvide i armod kalder verdensmusik. Og som Sting adopterer på sin seneste cd, Brand New Day, hvor det især er den nordafrikanske rai, der er i fokus på et nummer som det suggestive, fanfareprægede "A Desert Shore", et af højdepunkterne i en koncert ...'der er Peter, fedest, mand'. 'Du skal sidde på nummer 16'. 'Så du Bettina stå og gnave i ham der fra Frederiks fest?'. 'Frederik!?'. 'Ja ham, hvis søster var lige ved at komme med i Robinson'. 'Hvem skal have noget at drikke?'. 'Åh, jeg må ryge. Det her nummer er for vildt. Og se hans overarme. For vildt'... der endte med at fungere som skoleeksempel på, at musikalsk indlevelse er nok, når sangene vel at mærke har de individuelle karakterpræg, som altid har været Stings signatur.
Den kompositoriske sværhedsgrad er ærefrygtindgydende, som på "Seven Days", for så at blive så naturligt som et hjerteslag i den sanselige "Mad About You", sunget med hans unikke blanding af intimitet og udadvendthed. Og så den stemmekraft og
-pragt!

Uforudsigelig
Omkring sig havde Sting brødre i ånden, som den raffinerede, men fremadrettede trommespiller, Manu Katche, den lysende alsidige guitarbegavelse, Dominic Miller, og ikke mindst trompetisten Chris Botti - levende mennesker, levende, uforudsigelig musik, som fik lov at strække ud i forløb, der mindede om, hvor fornyende jazzrocken var, før der gik blær i den.
Som bassist er Sting selv ankermand, og fungerer både som tovholder og elastikudstrækker. Vel var der af og til tilløb til musikermusik, ... 'Hvem skulle have Cola Light? De havde kun appelsinvand og det er ikke squash '. 'Var der ingen Mars?' 'Skål og resten i håret'... men udgangs- og slutpunkt for Sting er altid melodierne.
Ind til benet
Langsomt, men sikkert fik musikken magt som dens ophavsmand havde agt. Ikke ved at lefle for publikum med billige 'syng-nu-med'-attituder, men ved at servere musikken som et tilbud, kun tonedøve kunne afslå.
De stående ovationer efter de ind-til-benet afskrællede Police-klassikere var ikke kun en hyldest til en eksklusiv sangskriver og hans integritet, men kunne sagtens tolkes som en markering af, at noget i denne tid så sjældent som fordybelsen og lydhørheden fik det sidste stik.

Sting med band. Forum. Torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her