Læsetid: 6 min.

Det danske sprog er Guds gave

15. marts 2000

Jeg ville selvfølgelig ønske, at danskerne tog islam til sig. Hvis de ikke gør det, ville jeg foretrække, at de var kristne. Men det er de heller ikke, siger Fatih Alev, medlem af unge muslimske studerende

Multikultur
Fatih Alevs krop er en minaret, og hans mund kalder til fredagsbøn. Han står ret op og ned med fingrene ved ørerne, måske for at holde tonen, der svinger klart i det store tæppebeklædte rum, hvor mændene og drengene samler sig forrest og pigerne bagved.
Imam Abdul Wahid Pedersen prædiker på både dansk og arabisk - med en accent, der afslører hans århusianske rødder - i moskeen i Sankt Hans Gade Skole på Nørrebro i København.
Når Abdul Wahid Pedersen er på rejse, vikarierer Fatih Alev som imam. Han prædiker også på dansk:
"Blandt unge muslimer er der en stigende erkendelse af, at man bliver nødt til at kunne formilde islam på dansk. Ellers giver man den danske omverden det indtryk, at islam kun hører til i den tredje verden, og man isolerer sig fra samfundet," forklarer han.
Fatih Alevs forældre kom til Danmark fra Tyrkiet i 1971. Selv er han født og opvokset i Ishøj:
"Det er et stort privilegium for muslimer i Danmark at kunne kommunikere på dansk om islam. Jeg kalder det en gave fra Gud. En tyrker, en pakistaner og en araber kan ikke kommunikere på samme måde - de skal tale engelsk, mens vi kan tale vores modersmål."
- Hvordan har dine forældre skubbet dig ind i det danske samfund?
"De gjorde snarere det omvendte. Efter sjette klasse sendte de mig på privatskole. Dels for at jeg kunne lære arabisk, men også for, at jeg kunne holde mig på afstand af ... nogle manglende værdier i det danske samfund."
- De ville beskytte dig?
"Ja. Det var for eksempel ikke nødvendigt for dem at lade mig deltage i kristendomsundervisning. Nogle forældre er bange for, at deres børn går hen og bliver kristne. Nu har jeg gjort mine egne erfaringer og ved, at det vigtigste er at sende sine børn afsted med en god bagage. Hvis man selv er i stand til at fortælle sit barn om islam, vil barnet jo blot smile, når læreren fortæller, at Jesus er Guds søn og overbærende sige - jamen, det er jo ikke korrekt."
"Derfor opfatter jeg ikke kristendomsundervisning som et problemfyldt fag. Det kan svømning, idræt og biologi derimod gå hen og blive."

Blufærdigheden
- Hvorfor biologi?
"Fordi seksualiteten bliver beskrevet på en lidt ... anderledes måde end muslimske lærere gør det. Der er meget unødvendig viden, man helst skal undgå. Der kommer for mange ridser i blufærdigheden på den måde, folkeskolen behandler dette emne."
- Tror du ikke, at uvidenhed om seksualitet skaber angste mennesker?
"Misforstå mig ikke. Der skal være seksualundervisning. Men hvis der undervises forkert, skaber det blot mere usikkerhed. For et muslimsk barn er det fuldstændigt utænkeligt at have seksuelt samvær før ægteskab. Men i danske skoler bliver det omtalt som noget normalt, og børnene får at vide, hvad de skal passe på. Selv om de slet ikke er kommet i den alder, hvor de skal giftes."
"De relevante ting skal forklares for børnene, ikke alle detaljerne, så blufærdigheden krænkes. Man skal heller ikke grine af det, og det bør være en mandlig lærer, der taler med drengene, mens en kvindelig lærer taler med pigerne."
- Sådan var det, da jeg var barn ...
"Ja, der er nogle danskere, som jeg er enig med på de punkter, som har tabt kampen siden da. Men vi vil gerne fortsætte kampen mod de umoralske værdier, der findes i folkeskolen."
- Den kønsadskillelse, som nogle muslimer finder argumenter for i Koranen, er meget svær at praktisere i Danmark...
"Det er en udfordring. For 30 år siden var der også kristne her i Danmark, som lavede kønsadskilte skoler. Umiddelbart ligner udviklingen mellem kønnene i Danmark siden da et fremskridt. Men når man ser på konsekvenserne for Danmarks befolkningstal er det tydeligvis ikke særlig smart."
- Hvad mener du?
"Et frit forhold mellem kønnene betyder, at ægteskabet mister betydning, og så falder Danmarks befolkningstal. Det er indvandrerne, der retter befolkningstallet op. Og selvfølgelig bliver politikerne nødt til på længere sigt at åbne op for indvandringen, for at hindre, at Danmark kommer til at lide en smuk død."
"Jeg nævner det som eksempel på, at når vi muslimer praktiserer islam er det ikke bare blind adlydelse. Vi kan også se fornuften i at praktisere Guds befalinger. Islam har nogle klare grænser, der sørger for, at samfundet ikke går i opløsning."

Danmark bliver islamisk
- Som imam fungerer du også som rådgiver. Mener du, at muslimer bør sende deres børn i private skoler, hvor piger og drenge kan skilles ad?
"Det er et meget godt spørgsmål. Disse årtier er første gang i historien, hvor muslimer skal leve som mindretal og samtidigt have en fast bevidsthed om at islam er det rigtige for dem. Det er en stor udfordring. Kønsadskillelse er ikke mulig i danske folkeskoler, det må vi indordne os under. Men børnene skal vide, at det ikke er det ideelle forhold mellem kønnene, de oplever."
- Giver det ikke en underlig indre splittelse?
"Jøderne havde en drøm om at indtage Jerusalem i mange år. Det lykkedes for dem. Muslimerne har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal nok gå i opfyldelse i Danmark. Mange danskere konverterer til islam i disse dage og på et tidspunkt bliver vi et flertal."
- Den udsigt gør danskere bange ...
"Jeg ved det godt. Men da kristendommen kom til Danmark, var den også en mellemøstlig religion. Jeg vil prøve at berolige de etniske danskere så meget som muligt - der er ikke noget at være bange for. Vi, det vil sige indvandrerne, overtager ikke Danmark, men Per, Henrik, Hanne og Laila konverterer til islam, fordi de synes, det er det rigtige for dem. Der bliver ikke tale om tvang."
- Jeg tror nu, at islam kommer til at ændre sig lige som kristendommen og jødedommen i Danmark har ændret sig i takt med den historiske udvikling?
"Jødedommen har ikke ændret sig. Jøderne har ændret sig. De har assimileret sig. Det tror jeg ikke vil ske for muslimer. Tværtimod vil flere danskere konvertere til islam. Der har mellem fire og fem tusinde danskere allerede gjort."

Kristne grundværdier
"Jeg ville selvfølgelig ønske, at danskere tog islam til sig. Men hvis de ikke gør det, ville jeg foretrække, at de var kristne. Men det er de heller ikke. Selv om 90 procent er medlem af folkekirken gør de ikke en gang det minimale: går i kirke om søndagen."
"Hvis en kristen for 2.000 år siden kunne se, hvordan kristne opfører sig i dag, ville han ikke kunne genfinde sine kristne værdier. Men en muslim fra for 1.000 år siden ville kunne genkende muslimer i dag."
"Ok - kristne er forskellige. I Italien prøver man stadig at på at være fromme og bevare kristne værdier. Der accepterer man også islam. Hvis Danmark var et kristent samfund, ville man nok i højere grad respektere islam."
- Ser du en stor lighed mellem det, du kalder oprindelige kristne værdier og islamiske?
"Ja, der er noget guddommeligt i den oprindelige kristendom, så vel som i Jødedommen. Vi muslimer mener jo, at de kristne har manipuleret Biblen. Men trods denne forvanskning er der stadig nogle vers med Guds oprindelige ord. Vi henregner både kristne og jøder til bogens folk. Dem skal vi vise respekt. Og derfor må vi ikke udvise foragt overfor Biblen."

*Tidligere artikler i serien om det multikulturelle Danmark blev bragt den 17., 21., 23., 24., 25., 26., 28. og 29. februar samt den 1., 2., 4., 10. og 13. marts. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu