Læsetid: 3 min.

Digternes park

11. marts 2000

Stikord

MAN KAN GODT blive hængende over stakittet ved en karpedam i betragtning af det stumme liv mellem de langsomt glidende sortgrå fisk og de lysende guldfisk. Det skal være kineserne, der har fremdrevet den gyldne variant, som siden er spredt til alverdens havebassiner. Her er det nu bassinerne ved Alcázar de los Reyes cristianos i Córdoba. En pludselig impuls får en af dem til at slå et ekstra slag med halen, og som et skud farer den af sted. Guldfiskene står i en rundkreds og jager en nysgerrig sort karl væk; de synes at have størst prestige i samfundet dernede, selv om de er mindre end de fleste andre. Det siges, at de hører hinanden. Fisk er musikalske, sådan ser det også ud.
Også blandt de spadserende i parken er der næsten rytmiske bevægelser, en enkelt manøvrerer søgende, i pludselig hast hen mod en gruppe. Han har papirer i hånden og vil læse et digt højt. Han får bid hos et par yngre kvinder, der standser og lytter til hans deklamation. Smukt! siger de og vender ham ryggen, uden vederlag. Den travle poet giver ikke op, men har den formiddag ikke meget held med et betalende publikum i solen mellem appelsintræerne, der fra én synsvinkel spejler deres gyldne frugter mellem fiskene dernede.

DIGTEREN har svært ved at konkurrere med stedets genius. Måske er han også af den hermetiske skole, ligesom barokdigteren Luis de Góngora (1561-1626), der er barnefødt i Córdoba. Han er berømt og berygtet for sine virtuost kunstfærdige vers, har lagt navn til en hel stilretning, gongorismen. Svær at oversætte til dansk, da han yderligere er en udspekuleret rimsmed. Forlæggeren og leksikografen Jørgen Bang har engang forsøgt med et lille elegant digt om "Havet og bækken":
Havet trænger sig ind i den
lille bæk
som til gengæld med tørstig
ilen
kaster sig ud fra sin hjemlige
klippe
og drikker ikke blot meget
salt i det lille bæger,
men sit fordærv,
og som en glasklar sommer-
fugl,
ikke vinget, men bølgende,
søger den sin undergang i
Thetis' lygte.
Og det er da en måde at sige det på: at bækkens ferskvand møder saltvandet ved sit udløb i havet og dermed går til, bølgende som en sommerfugl. Der skal lige en mytologisk krølle på med havgudinden Thetis som det lysende vand. Personificeringen af naturelementerne i et antitetisk møde er Góngoras karakteristiske greb.

HER I HAVEN mødes elementerne ubesværet i lyset, og selv en kålsommerfugl er så venlig at indfinde sig med sin arabeskagtige navigation i luften, som Góngora på sin side har efterlignet i sin slyngede konstruktivisme.
Arabisk er atmosfæren og stilen her. Få hundred meter borte står de mauriske søjler i den store moské som en skov af symmetri, billedløs dekorativ, men indfældet i sig har den en massiv billedverden i form af intet mindre end en overlæsset gotisk katedral, plantet af de kristne konger, der også lægger navn til parken. Opad stræber kirken, mens søjlernes rækker peger retningen ud til Mekka. Paradisdrømmene har deres sted også her. Dernede i det tørre leje løber Guadalquivir, en af de mange floder med svære navne, som vi i hine fjerne skoledage skulle lære udenad på remse og udpege på blindkortet. Det er tørke nu i Andalusien, som knitrer i solen, og floden er nærmest kun en bæk, der langt, langt borte skal møde det salte Atlanterhav i Cadizbugten, drikke saltet i sit lille bæger og forsvinde i lyset.

INGEN REGN VIL FALDE, selv kaktusserne hænger med slatne former, ikke en dråbe. Jeg tænker på den franske Jules Supervielle (1884-1960), der i sit digt om regndråben også forestillede sig mødet mellem fersk og salt, men vertikalt:
Jeg spejder efter en dråbe regn
som lige er faldet i havet.
I dens lodrette styrt
lyste den mer end de andre.
Det hedder videre, at dråben fattede, at den måtte gå til grunde. Digteren søger forgæves, men gør det for at glæde det skrøbelige minde, han alene ejer, med stum sympati fra himlen, bølgerne og luften.
Også Supervielle arbejdede med personifikationer, i ekstrem enkelhed, i en art idenfikation med naturtingene, men med samme anfægtelse af dødstanken, tilintetgørelsen.
Karperne dernede i dammen har et langt liv for sig, hedder det sig. Sommerfuglen styrter mod sin snarlige undergang. Men her ligger haven med sit lange liv bag sig og med sit evighedsperspektiv og kalder digterne til sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her