Læsetid: 4 min.

Død over Valby-Hallen

6. marts 2000

Hvad har basketball, Pet Shop Boys og Bowie med hinanden at gøre?

Halbal
Jeg spiller basketball på 25'ende år. Jeg er medlem af den tidligere mesterskabsklub Comet. De blev danmarksmestre en gang i 50'erne. Det var dengang, der kun var to hold i hele Danmark, som spillede basketball. Og det andet hold mødte vist ikke op. Nu spiller mit hold i noget, der hedder Oprykningsrækken. Faktisk den aller-aller-nederste række i hele Danmarksturneringen. Man kan simpelthen ikke komme længere ned. Men Dansk Basketball Forbund er et meget optimismegivende forbund.
Og hvis vi nogen sinde ved et uheld skulle rykke op (må
det ske sent!) hedder næste række Kvalifikationsrækken.
Selv om vi stort set alle sammen er over 40 år, spiller vi ikke i oldboys-rækken.
Det ville gå vores ære for nær. Og cirka hver anden weekend skal vi spille udekamp i en eller anden hal i HT-området.

Stor og grim
Jeg har et særligt forhold til Valby-hallen. Af en eller anden grund taber vi altid, når vi skal spille dér. Jeg ved ikke hvorfor. På en måde er det nok, fordi den er for stor og for grim. Vi kommer i dårligt humør. Vi spillere fra Comet er nemlig nogle meget følsomme fyre. Skulle jeg hilse og sige.
For nogle år siden havde vi en russisk træner. Han var to meter og ti og hed Alexander. Han var vel et par og fyrre år og var nogle år i Danmark som en slags basketudveksling, arrangeret af forbundet. Alexander var en fantastisk person og på trods af sin alder en af de bedste basketballspillere, jeg nogensinde har set i aktion.
Nå, men en søndag eftermiddag var vi altså i Valby-hallen, og vi haltede hele tiden lige efter det andet hold. Da der manglede tre sekunder af første halvleg, blev vi tilkendt et frikast - og Alexander forlangte timeout, så han kunne vise os, hvordan vi kunne score og komme foran på disse få sekunder.
Det grinede modstanderne meget af. En af dem var så fræk at gå hen til Alexander og sige "Ha ha! Det var ligesom OL i '72, da Sovjetunionen forlangte timeout mod USA med tre sekunder tilbage."
"Ja," sagde Alexander, "Jeg var med på holdet." Det lukkede godt nok munden på ham fyren, men vi tabte nu alligevel. Der er altså noget med Valby-hallen.

Betonrock
For nogle uger siden var jeg derude igen. Ikke for at spille basket, men jeg tabte alligevel. Jeg var til koncert med Pet Shop Boys. En ret fantastisk koncert.
Eller rettere: Et utrolig flot show, hvor alle (inklusiv publikum) virkelig var på dupperne. Men lyden. Der er noget fuldstændig absurd ved, at en gruppe af Pet Shop Boys' kaliber og formåen skal proppes ind i en hæslig sportshal af beton.
De sidste mange år har man på højt politisk og kulturelt niveau diskuteret, hvad det nu er, man mangler at bygge i København. Et nyt teaterhus. Et nyt operahus. Et nyt radiohus. Og når man taler om et nyt koncerthus, så taler man vel at mærke om klassisk musik.
Jeg skal ikke blande mig i, hvorvidt der er brug for disse huse. Blot konstatere, at det ville være rart, hvis kulturpolitikere for første gang nogensinde prioriterede rockmusikken. Hvis man bød publikum til teater, opera eller klassisk musik de samme forfærdelige forhold, som det såkaldte rockpublikum til større koncerter må finde sig i f.eks. i Brøndby eller Valby-hallen, så ville der ikke blive solgt én eneste billet.
Men rockpublikummet har efterhånden fundet sig i alt.

Sport og rock
Selvfølgelig kan man være eksklusiv og gøre som David Bowie. Han gav i november og december få udvalgte koncerter på små, gode spillesteder rundt omkring i verden. Han spillede f.eks. for 1.500 mennesker i Vega, men ingen er jo interesseret i at være så eksklusiv hver gang, heller ikke Bowie. Han måtte også tage til takke med Valby-hallen i '96. For i de fleste tilfælde er alle jo interesserede i at sælge flest mulige billetter. Ikke bare ud fra et kommercielt synspunkt, men også for at give flest mulige mennesker en god oplevelse.
Jeg ved ikke, hvad det er med sport og rock. Det er jo ikke kun i Danmark, man propper store koncertnavne ind i en sportshal. Nu skal vi jo heller ikke gøre danske politikere og byplanlæggere dummere end dem i udlandet. De er sjovt nok lige præcis lige dumme alle steder. Det må være noget med, at de synes, at når noget der er så populært, at det kan tiltrække så mange mennesker, så er det nok ikke rigtig godt. Så er det nok ikke så fint.
Og så behøver man ikke tage det alvorligt. Jeg mener, hvad skulle grunden ellers være ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her