Læsetid: 11 min.

Dødspatruljer og celler oversvømmet med lort

11. marts 2000

Honduras bliver kaldt et demokratisk land - men det kniber med rettigheder for de indsatte i landets fængsler. En lille menneskerettighedsorganisation har taget kampen op mod tortur og overgreb i landets politi og fængselsvæsen

Cellen er overfyldt. Der er ca. 20 mænd i en celle med plads til 10. Det betyder, at de ikke kan ligge på de bare, kolde betonbrikse, men må sidde op - eller stå på gulvet, hvor vandet står så højt, at det dækker fødderne.
"Det er ikke det, at det er oversvømmet, der er slemt," siger en af de indsatte gennem gitteret og mørket - for der er ikke lys i den kolde betonbygning.
"Det er det, at det er vand fra septiktanken, der er løbet herind."
Detentionen i centrum af Honduras' hovedstad Tegucigalpa er bestemt ikke nogen opløftende oplevelse. Men lærerig, ja. For det hedder sig, at Honduras nu er et demokratisk land, hvor borgernes rettigheder respekteres. Men det er tydeligt, at nogle borgeres rettigheder respekteres mere end andres.
Det understreger besøget i detentionen en regndryppende tirsdag aften klokken 20. Sammen med to medarbejdere fra det honduranske Center for Forebyggelse af Tortur og Rehabilitering og Behandling af Torturofre (CPTRT), to unge kvindelige menneskeretsmedarbejdere ved statsadvokatens kontor, samt to bodyguards kommer fotografen og jeg på uanmeldt besøg i Tegucigalpas største detention. Politifolkene har ingen mulighed for at hindre os i at komme ind. CPTRT har nemlig en aftale med Statsadvokaten og Sikkerhedsministeriet, som giver det ret til at komme uanmeldt på detentionerne.
"Vi kommer én gang om måneden, helst om aftenen, fordi det er på det tidspunkt, de fleste overgreb finder sted," fortæller CPTRT's daglige koordinator Alba Medina, en mildt smilende kvinde i begyndelsen af 50'erne.
"Vi kommer også alene, men så er det kun i dagtimerne. Om aftenen er det for farligt."

De er lige ude og spise
Den betjent, der fører os over gården og parkeringspladsens mange vandpytter til selve detentionen, oser langt væk af druk. Det virker, som om det ikke helt er gået op for ham, at der er tale om et kontrolbesøg. Han svarer arrogant på de spørgsmål, Alba stiller ham.
Det viser sig, at mændene i cellen har været der siden klokken 10 om formiddagen, og at de hverken har fået lov til at foretage det ene telefonopkald, de har ret til efter loven, eller fået noget at drikke eller er kommet på toilettet.
Hvorfor ikke, vil Alba vide. Om de ikke er blevet gjort bekendt med deres rettigheder? Dem kender de skam, svarer betjenten, men de har ikke fået noget af det, de har ret til, for de har ikke bedt om det, oplyser han nærmest affejende, som om vi er tåber.
Hvad så med det stinkende vand på cellegulvet? Og hvorfor er de ikke blevet flyttet til en anden celle? Cellen lige over for er tør og tom.
Ja, svarer betjenten prompte og stikker sit ansigt tæt til Albas.
"Men vi må ikke blande de indsatte. Disse her hører til de mindre farlige. De må ikke blandes med de mere farlige, som har begået alvorligere forbrydelser. De skal være i den anden celle."
Men den er jo tom, får han at vide. Det koster en del palaver at få ham overtalt til at flytte mændene over i den tørre celle. I mellemtiden går vi ned for enden af gangen for at tale med fire drenge i alderen 14 til 17, som kryber forskræmte sammen på det kolde betongulv. De må overhovedet ikke være i detentionen, fordi de er mindreårige.
Alle disse og flere uregelmæssigheder og krænkelser noterer Alba ned. De skal indgå i en rapport, som CPTRT sender til statsadvokaten, ombudsmanden og sikkerhedsministeriet.
I mellemtiden har de to advokater fra statsadvokatens kontor været oppe i en anden del af politistationen for at tjekke andre indsatte, nemlig politifolk, der er tiltalt i forskellige sager - deriblandt flere voldssager. Nu kommer de ned til os og fortæller, at der mangler to af de i alt 22 indsatte politifolk.
På spørgsmålet om, hvor de er henne, svarer politimanden:
"Nåååhrr, de er bare gået ud og spise."
Det får de to unge kvinder til at gå i aktion. De indsatte må overhovedet ikke komme ud af området. Der bliver optaget rapport. Efter loven skal det ske ved, at en undersøgelsesdommer kommer og tager rapport. Det lykkes imidlertid ikke at få nogen dommer til at komme. Det er ikke rart at skulle ud en mørk og regnfuld aften, selv om man har vagt.
Så må holdet selv optage rapport. Det skal efter loven foregå på stedet. Da der ikke er noget papir i politivagten - eller også vil politifolkene, der risikerer en sigtelse for overgreb og forsømmelighed, ikke finde noget - må jeg rive flere blade ud af mit noteshæfte.

Ikke helt almindelig
Det er ikke almindeligt, at en lille menneskeretsorganisation kan få lov til at besøge politistationer og detentioner uanmeldt for at kontrollere, om alle love og regler bliver overholdt. Men CPTRT er heller ikke nogen helt almindelig organisation. Trods sin lidenhed er den kendt og respekteret efter kun næsten fem års arbejde.
Naturligvis hjælper det, at CPTRT's grundlægger og leder er en kendt læge og menneskeretsforkæmper som Juan Almendares, tidligere rektor for Det Nationale Universitet. Han blev af militæret og regeringen i begyndelsen af 80'erne presset til at træde tilbage på grund af sin kritiske holdning til den undertrykkelse, der fandt sted, og til Honduras' indblanding i USA's krig mod den sandinistiske regering i Nicaragua. Honduras gav bl.a. husly til de amerikansk finansierede contraer.
Og så hjælper det, at han har Alba som sin højre hånd. Hun blev i 80'erne kendt som ledende fredsaktivist og som kvindesagsforkæmper. Og så er der Gladys Lanza, der spillede en fremtrædende rolle i kampen for at bevare fagbevægelsens uafhængighed i de sværeste år i 80'erne og begyndelsen af 90'erne, bl.a. som forkvinde for el-arbejdernes forbund i fem år. Ligesom Alba har hun været fængslet og truet. Desuden har hun været udsat for attentater, bl.a. et bombeattentat mod hendes hjem i 1989, hvor hun selv og en datter blev såret.
Centret blev oprettet på initiativ af den danske læge Ole Vedel Rasmussen, der i 1994, som regional repræsentant i Mellemamerika for det danske Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, tog kontakt med en række personer og organisationer i Honduras med henblik på at danne et honduransk søstercenter. Han fik blandt andre kontakt med Juan Almendares og Alba Medina, som på det tidspunkt var leder af kvinde-og menneskeretsorganisationen Visitación Padilla, der var aktiv i kampen mod tortur og for de forsvundne.

Samarbejde, ikke konflikt
Ideen bag CPTRT er meget enkel. Det er ikke nok at behandle ofrene for tortur og mishandling. Torturen skal forebygges, og det sker både ved at sørge for, at mulighederne for overgreb reduceres gennem overvågning, for eksempel ved besøg i detentioner og fængsler, og ved at skabe en anden mentalitet i det honduranske samfund. Specielt hos de personer og grupper, der er direkte involveret i overgrebene og legitimeringen af dem - og det vil først og fremmest sige politi, fængselspersonale, dommere, anklagere, politikere, mediefolk. Og det sker ved at arbejde for, at de dårligst stilledes forhold bliver forbedret.
Unægtelig en stor mundfuld. Men det synes ikke at genere Centrets medarbejdere, et dusin i alt. De er effektive og har tydeligvis et godt samarbejde med hinanden og med deres samarbejdspartnere rundt om i landet.
CPTRT, som arbejder med midler fra Danida, der er formidlet gennem RCT, har et vidt forgrenet kontaktnet og samarbejder med alle mulige institutioner og organisationer, hvilket i sig selv er en bedrift. Samarbejdsaftaler med Sikkerhedsministeriet, Statsadvokaten, Ombudsmanden og indianske organisationer afspejler bredden i centrets arbejde.

En elegant høg
Der er langt fra Sikkerhedsministeriets store, utilnærmelige, grå glas- og betonbygning i hovedstaden til detentionen og de afsides indianske landsbyer i det centrale højland, hvor de uasfalterede veje ofte er lukket selv for firehjulstrækkere. CPTRT's medarbejdere færdes tydeligt hjemmevant begge steder.
Sikkerhedsminister Elisabeth Chiu er en lille, elegant klædt, midaldrende kvinde. Hun smiler venligt under interviewet, men markerer samtidig en distance, som vi sidder der i det store kontor med bløde sofaer. I en afsides sofa sidder to mandlige toprådgivere, den ene i uniform. De får et nik og et spørgsmål fra ministeren af og til. Og bliver afbrudt, når hun ikke vil høre mere. Hun kan sit stof og bryder sig tydeligvis ikke om at man følger for meget op på spørgsmålene.
I 80'erne var hun bl.a. offentlig anklager og blev kendt som høg. Det var i den periode, da undertrykkelsen var hård. Politiet og fængslerne sorterer under sikkerhedsministeriet, og selv om både ministeren og viceministeren forsøger at give et positivt billede af forholdene, kan de ikke skjule, at der er mange problemer.
"Fængselssituationen er alvorlig," erkender Elisabeth Chiu. "Fængslerne er overfyldte. Vi har 11.000 fanger, men har kun plads til 5.000 (...) Ydermere er det sådan, at kun 10 procent af de indsatte er dømt. Resten sidder i varetægt."
Hvad hun ikke siger - men som CPTRT og mange andre oplyser - er, at adskillige af varetægtsfangerne har siddet i flere år, og at mange sandsynligvis er uskyldige.
Det skyldes ikke mindst den praksis politiet har med, at man hellere anholder én gang for meget end én gang for lidt. Og når først en person er blevet anholdt, er det meget svært at slippe fri igen, fortæller bl.a. journalister, Information har talt med.

Overtaget fra militæret
Et andet problem er, at politiet indtil for nylig hørte under hæren. Afmilitariseringsprocessen er lang og besværlig.
"Vi modtog politiet fra De væbnede Styrker næsten uden uniformer eller midler. Vi har forbedret forholdene, men på 10 måneder er det ikke meget, man kan nå," påpeger hun.
At det er svært at afmilitarisere politiet, kunne jeg konstatere ved et besøg på Politiakademiet, som CPTRT har en samarbejdsaftale med. Ifølge aftalen skal en medarbejder fra CPTRT en gang om ugen undervise officersaspiranterne i menneskerettigheder. Der er stor interesse for undervisningen, der er åbenhed, siger både CPTRT og ministeren, og ikke mindst akademiets direktør, politikommissær Mario Eduardo Perdomo. Hans kontor domineres af et stort billede af de væbnede styrkers skytshelgeninde, Den Hellige Jomfru af Suyapa, der officielt også er Honduras' skytshelgeninde, men som ikke er særlig populær, fordi militæret har sat sig på hende.
Politiakademiet er stadig præget af den ikke så fjerne militære fortid. Det ses også på uniformerne.
Når man besøger det store nationale fængsel uden for Tegucigalpa, er militæret heller ikke så fjernt. Bevogtningen varetages således både af stærkt bevæbnede, civilklædte fængselsbetjente og af afdelinger af det fra 80'erne berygtede elitekorps, cobraerne, hvis medlemmer stadig optræder i sort-grå-hvide camouflageuniformer og bærer deres våben med en demonstrativ nonchalance, som vil de fortælle besøgende og fanger, at de skam har tjek på det hele.

Dødspatruljer
Ifølge den uafhængige menneskeretskommission CODEH (Comisión de derechos Humanos de Honduras, Honduras' Menneskerettighedskommission) er det nu stadig begrænset, hvor meget politi og myndigheder har tjek på brugen af våben. Eller sagt på en anden måde, mange politifolk har stadig aftrækkerkløe, og politiet er enten direkte involveret eller ser gennem fingre med fremkomsten af nye dødspatruljer.
"Vi er bekymrede," siger formanden for CODEH, Andrés Pavón, over morgenkaffen en tidlig morgen i CPTRT's mødelokale, som er det inderste af garagen til den tidligere villa, der huser CPTRT.
"Opklaringsprocenten for drab er på omkring 10 procent, og når det drejer sig om drab begået af politifolk, er 94 procent gået fri siden midten af 90'erne. I de sidste fire et halvt år er der begået 406 drab af politifolk, flere af dem på forbrydere som led i en slags udrensning. Nu har politiet skabt nogle såkaldte Sikkerhedskomiteer, der fungerer som meddelere til politiet, og hvis medlemmer har fået lov til at bære våben og gribe ind over for folk. Flere af komiteernes medlemmer har begået drab, uden at politiet har grebet ind," siger han og viser en kopi af et særligt legitimationskort som politiet udsteder til sikkerhedskomiteernes medlemmer.

Den kritiske mægler
CPTRT er også bekymret. Men Centret arbejder på en anden måde end CODEH. Mens CODEH og andre menneskeretsorganisationer laver højlydte protester, forsøger CPTRT at ændre holdninger hos landets øverste myndigheder, hos almindelige politifolk og fængselsbetjente, hos dommere og andre.
CPTRT bruger de aftaler man har indgået med forskellige regeringsorganer til at bearbejde og oplyse, samtidig med at man registrerer overgreb og går videre med informationerne til myndigheder og andre. Man er skarp i sin fordømmelse, men samtidig behandler man alle, man kommer i kontakt med som mennesker - venligt og med respekt. Det har gjort, at CPTRT's medarbejdere bliver lyttet til.
Under orkanen Mitch i slutningen af 1998 brød det gamle centralfængsel i Tegucigalpas centrum sammen under vandmasserne, og fangerne måtte evakueres i en fart til det nye, næsten færdigbyggede nationalfængsel i bjergene uden for byen. Det blev en kaotisk evakuering, mens regnen styrtede ned. Fanger af alle kategorier blev blandet, politifolkene og fængselsvagterne kunne ikke overskue noget som helst. Resultatet blev en tilfældig indkvartering, hvor de omkring 3.000 fanger i tre dage - trods utallige løfter - hverken fik vådt eller tørt. Da et regulært fængselsoprør var på nippet til at bryde ud, bad fangerne Alba og Juan om at være mæglere mellem dem og myndighederne. Konflikten blev løst.

Liv i venteværelset
For Juan og Alba er det en selvfølgelig del af arbejdet for at forebygge tortur. Torturen er et produkt af et voldeligt samfund baseret på værdier, som ikke respekterer mennesket. Det skal ændres, siger de, og det gøres ikke kun med ord, men gennem konkret handling.
Og CPTRT handler, i stort og småt. Fra mandag til torsdag er der masser af liv i ventværelset. Lægen behandler, psykologen har folk i terapi, Gladys tager sig af dokumentationsafdelingen, men giver også en særlig massage baseret på orientalske erfaringer til de patienter, der har brug for det. Fredagen bliver så brugt til at samle op, holde møder, bringe orden i papirer og regnskaber. Og weekenderne bruges ofte på at tage ud i landet til indianske grupper, slumboere og andre for at holde kurser og seminarer om sundhed, hygiejne og menneskerettigheder.
Om de aldrig bliver trætte? Jo, men arbejdet skal jo gøres, lyder svaret fra en af centrets læge, Eliomara, mens hun gør klar til at behandle en indiansk bonde med et åbent skudsår i låret. Han blev såret under en indiansk protestdemonstration, hvor politiet gik til angreb og sårede adskillige demonstranter hårdt. De sårede er blevet sigtet for vold mod politiet.
Eliomara har travlt. Der sidder flere og venter på at komme til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu