Hvis opsætninger af Verdi og Fuzzy er målestok for Det Kongelig Teaters kommende opera-ambitioner, kan institutionen få svært ved at leve op til målsætningerne
Det Kongelige Teaters kommende opera- og musikledelse har udsendt repertoireplanen for opera og koncerter i 2000/2001. Operaen er Kasper Holten ansvarlig for, Michael Schönwandt er teatrets musikchef. De skal sammen skabe "Nordens førende operahus". Med den kommende sæsons repertoire, kan det blive svært at levendegøre den ambitiøse målsætning om at blive førende. Måske i København eller Danmark, næppe i et større perspektiv.
Schönwandt og Holten kan ikke med rimelighed bære skylden eller ansvaret for dén situation, idet teatret er inde i en overgangsfase, hvor det kommende repertoire i store træk er planlagt af afgående operachef Elaine Padmore. De to mænd skal altså i høj grad administrere og gennemføre projekter, de ikke selv har besluttet.
Først de kommende sæsoner vil afsløre, om Schönwandt og Holten virkelig har til hensigt at gøre Nationalscenen til den vigtige platform for de nyeste udtryksformer, side om side med at pleje og formidle det bedste fra vores kulturarv.
Der er meget, der tyder på, at den nye opera- og musikledelse mener det alvorligt, når den siger, at Det Kongelige Teater skal være førende. Men Kongens Nytorv er ikke Århus Sommeropera, og ledelsen skal i tillæg til det kunstneriske ledelsespotentiale også kunne forhandle med personalegrupper på teatret, som for nogens vedkommende er kendt for at være opmærksomhedskrævende med hensyn til betingelser for levering af arbejdskraft. Plus alt det løse, som ikke er småting.
Det kan blive et mareridt for den ledelse, der er blevet kaldt et Deamteam, hvis drømmene ikke bliver til virkelighed. De store spørgsmål er, om opera- og musikledelsen kan skaffe midler til det ekstraordinære, og i givet fald om de kan komme igennem med deres ideer.
Set i det lys er deres artige tiltrædelsesforelæsning ikke et dokument, de med hånden på hjertet bør være stolte af: "Der er ingen grund til at slå streger i sandet eller skabe revolutioner (...) Som ny operaledelse har vi derfor ingen ambitioner om radikalt at skifte kurs, og det var derfor en glæde for os at kunne overtage Elaine Padmores planlægning og alligevel nå at gøre den så meget til vores egen, at vi med stolthed i fællesskab med Elaine nu kan præsentere den kommende sæson."
Den plamamse lyder mest af alt af, at der er personer i teaterbaglandet, som skal beroliges. Hvorefter man loyalt støtter den afgående chefs projekter med Verdi-festival (nyopsætninger af Maskeballet og Othello, og opsætninger af La Traviata og Falstaff), Figaros Bryllup, Carmen, Parsifal og videre i kendte tonearter.
På nyhedssiden finder vi en børneopera af Fuzzy med titlen Heksemutter Mortensen.
Man må håbe at Schönwandts og Holtens gentleman-like attitude over for afgående Padmore og hendes dispositioner undergår en metamorfose i det kommende års virkelige liv. Når de politisk korrekte udmeldinger er afleveret, skal de ud og skabe et perspektiv til ovenstående citat, der mest af alt hører til i afdelingen for festtalepanegyrik.
De bør under ingen omstændigheder savne opbakning til at videreføre den øjeblikkelige succes med Ruders' opera Tjenerindens fortælling, som retfærdigvis må henføres til en af Padmores mere heldige dispositioner.
Denne forestilling er en ubestridelig succes, som viser, hvilket potentiale den nye musikdramatik har med henblik på at sige noget vedkommende om os selv og om vores her-og-nu-liv. Det er poetisk blevet hævdet, at man skal kunne kræve af musik og musikudfoldelse, at den sår et frø i os mennesker og får uventede følger for, hvordan vi opfatter verden. Tjenerindens fortælling rummer kvaliteter i den retning. Det skal Teatret vide at udnytte.
Derfor kan den ny ledelse med fordel bruge Ruders-forestillingen som et kick off til de videre aktiviteter. Succesen kan udnyttes og den bør udnyttes. Det er ikke til at få en billet til den nye danske opera, der har længe været totalt udsolgt. Det er en situation, man ikke kan ignorere.
Der må ikke igen gå 32 år inden Det Kongelige Teater bestiller en helaftensopera af en dansk komponist. Vi lever i år 2000, og publikum må kunne forvente samtiden afspejlet i den nye kunst - også på Det Kongelige Teater. Den nye politiske situation i Europa, sammenholdt med en hastig udvikling inden for informationsteknologi med alt hvad dette medfører af global kultur-cirkulation, er også en ny kulturpolitisk situation, som gør det relevant påny at forsøge at præcisere den danske kulturs relationer til 'den store verden'. På den baggrund synes der at være al mulig grund til at skabe ambitiøse, kulturbærende aktiviteter, der tager tråden op fra de mest vellykkede aktiviteter i Kulturby 96.
Kan vi forvente at Teatrets nye musikalske afdeling vil lytte til den kritik, som Teatret tidligere har set bort fra med skuldertrækkende indolence? Et forsigtigt ja må her være på sin plads.
I september 2001 vil ledelsesduoen for alvor træde i karakter med premieren på György Ligetis opera Le Grand Macabre. Hvis produktionen bliver lige så ressourcekrævende som Tjenerindens fortælling, skal Holten ud og finde midler, hvilket han formodentlig allerede er i gang med.
Penge skal der til, og her er både Holten og Schönwandt så heldige at nyde tillid og opbakning i såvel kulturlivet som i erhvervskredse. Danmark har aldrig været et så rigt land som nu, hævder de tunge erhvervsdrenge, og de vil gerne spille firhændigt med kulturen. Det er ikke til at tage fejl af: Hvis projekterne er ambitiøse nok, er der midler til at realisere dem.
Det kan sikkert være, at børneopera og Kapelkoncerter med pænt standardrepertoire er godt, men ikke godt nok. Der skal helt andre boller på operasuppen, hvis Nationalscenen virkelig vil rykke. Hvis teatret virkelig havde haft ambitioner, ville Boulez ikke i de kommende dage have stået et sted nede i Europa og dirigeret Pli selon Pli med verdenspressen ved sin fod, så havde han stået i København. Hvad gør København og Danmark i anledning af Boulez' 75-års fødselsdag? Danmarks Radio sender et portræt i P2musik.
Det Kongelige Teater er med et slidt udtryk ikke med på beatet, det må Det Kongelige Teater se at komme. Ruders' nye forestilling har givet ledelsen et knagende godt argument til at foretage det afgørende ryk. Ikke i nyere tid har Teatret oplevet en lignede interesse og sympatisk opmærksomhed i dansk og udenlandsk presse som med Tjenerindens fortælling.
Institutionen bør udgøre en afgørende kulturel ressource i det københavnske kulturliv. Det gør den ved at satse på det nyeste og det bedste inden for det nyeste.
Tæppe.
