Læsetid: 6 min.

Druknedød i mediestilhed

1. marts 2000

Syndflodsagtig regn og oversvømmelser har gjort 650.000 mennesker hjemløse i det sydlige Afrika. Mozambique er hårdest ramt og må se de seneste års genopbygning
begravet i mudder

MAPUTO - Vi er på land og der er vand så langt øjet rækker, og det er en hårrejsende og dybt surrealistisk oplevelse at flyve hen over det hav, der nu har bredt sig over de frugtbare flodsletter. Lige nu er det en meget stille naturkatastrofe, der udspiller sig: her er ingen brusende flodbølger eller storme, der river husene i stykker. Den bedste jord, der selvfølgelig også er den tættest befolkede, er blot forvandlet til havbund.
Byen Xai-Xai (udtales Sjai-Sjai) ved udløbet af Limpopofloden ca. 300 kilometer nord for Maputo er dækket af vand. Kun radiostationens sendetårn er et af landemærkerne, sammen med de få betonhuse, der stikker op af vandet. Slumkvartererne i udkanten af byen med tusindvis af hytter er oversvømmet, og dele af huse flyder rundt i det mudderbrune vand. Hvor embedsbygningerne og hovedgaden med markedet og de travle butikker før lå, er alt nu en rivende flod.

Tilflugt i kirker
Folk har søgt tilflugt på toppen af kirker og huse, og de vinkede bønfaldende til os, da vi fløj over byen.
Vejen indtil byen, som samtidig er landets eneste hovedvej, hører op 20 kilometer før Xai-Xai. Hvor den tidligere førte over de frugtbare områder op til Limpopofloden, er her nu en ubrudt vandflade, hvor man kun kan ane, hvor vejen tidligere er gået på grund af telefonpælene, der stikker op over vandfladen.
Døde køer og andre husdyr flyder rundt i de oversvømmede områder, og Xai-Xai er for længst uden drikkevand, elektricitet, og benzin. Priser på madvarer er skyhøje, hvis man overhovedet kan skaffe nogen, for vejen nordpå til landets næststørste by Beira er også afbrudt.
Indbyggerne i Xai-Xai deler skæbne med omkring 75.000 mennesker fanget på hustage eller små stykker tørt land, der lige så langsomt er ved at forsvinde under fødderne på dem. De vinker desperat, når de alt for få helikoptere flyver forbi.
Det mest uhyggelige ved hele situationen er den foruroligende stilhed.
Her burde syde af redningshelikoptere og gummibåde, men der er stadig kun en håndfuld sydafrikanske militærhelikoptere i gang med redningsarbejdet, og det forslår slet ikke
Det har ikke skortet på advarsler, men for det første har mange områder ikke haft adgang til at høre advarslerne i radioen, og for det andet rækker den menneskelige fantasi næsten ikke til at kunne forstå, at det kan blive ved.

Nye floder dannes
Den første bølge af syndfloden ramte det meste af det sydvestlige Afrika for mere end tre uger siden.
På et enkelt døgn faldt der mere end en halv meter vand over store dele af Mozambique samt nabolandene Swaziland, Zimbabwe og Sydafrika samt det ellers så knastørre Botswana. I Sydafrikas kendte Kruger Nationalpark blev flere hundrede turister reddet ud med fly. Så heldige var flertallet af de fattige naboer i Mozambique ikke.
I skurbyerne i udkanten af hovedstaden Maputo skabte regnvandet simpelt hen fire-fem nye floder, der skar sig gennem de tætbebyggede områder. Mere end 200.000 indbyggere i hovedstadsområdet måtte forlade deres hjem i disse første timer af katastrofen, men størstedelen er dog nu vendt tilbage.
De ca. 20.000 mennesker, der mistede deres hjem i selve Maputo-området har nu fået midlertidigt husly og mad, men det varer måneder, før de kommer til at leve et normalt liv. De skal ikke regne med at få erstattet deres tabte ejendele, men de overlever.
Det kan bønderne ude i landet ikke vide sig sikre på, for det regner stadig i nabolandene, og det vand vil uvilkårligt ryge ud til de i forvejen hårdt plagede mozambikanere i floddeltaerne.
Der er adskillige dæmninger langs alle floderne i det sydlige Afrika, fordi det er en af de vigtigste energikilder, og normalt kan det lade sig gøre at styre vandmængderne. Men nu er alle dæmninger presset til det yderste, og både i Swaziland, Sydafrika og Zimbabwe er der åbnet for sluserne.
Det gør det totalt umuligt at komme i gang med noget så basalt som at få åbnet den livsvigtige hovedvej N1, der som den eneste forbinder nord og syd i Mozambique.
Hovedvejen er skåret over allerede 100 kilometer nord for Maputo, og før den vej er genåbnet, er det umuligt at komme frem med hjælp.

Ingen sjældenhed
Naturkatastrofer er ingen sjældenhed i Mozambique. Oversvømmelserne kommer med jævne mellemrum, og tropiske cykloner rammer også kysten af og til - men aldrig før så slemt. Og det kunne dårligt være kommet på et dårligere tidspunkt, for landet er nu for alvor ved at rejse sig efter mere end 30 års krig: først frihedskampen mod portugiserne og senere en ualmindelig beskidt og blodig borgerkrig. Men siden fredsslutningen i 1992 er det gået støt fremad for landet med en imponerende økonomisk vækst. De sidste fire år har Mozambique kunnet prale af årlige vækstrater på omkring 10 procent og næsten ingen inflation. Den gennemsnitlige indkomst er - i hvert fald rent statistisk - blevet næsten fordoblet på få år, og der har lige igen været afholdt et rimelig demokratisk præsident- og parlamentsvalg.
Mozambique er stadig blandt de 10 fattigste lande i verden, men det gik fremad indtil regnen kom.
Nu skønner regeringen, at landet er blevet sat mindst fem år tilbage i udviklingen, og der skal bruges omkring 70 millioner dollars bare for at reparere vejen, broer og anden ødelagt infrastruktur. De ca. 800.000 oversvømmede bønder og deres mistede høst og ejendele indgår ikke i det regnestykke, og de skal ikke regne med at få erstattet deres tab.
Ledende lokale politikere siger, ikke uden en vis bitterhed, at det også er deres erfaring, at det godt kan lade sig gøre at mobilisere den internationale medlidenhed og hjælp i selve katastrofeøjeblikket, men når først det bliver tid til at købe hakker og spader, så hører offerviljen op.

U-landsgæld
Finansminister Luisa Diogo kan også sidde og fundere over den reelle værdi af den nødhjælp, der nu med flere ugers forsinkelse er ved at strømme til landet. Samtidig med, at Mozambique beder om 70 millioner i hjælp til genopbygningen, skal finansministeren nemlig sende et tilsvarende beløb ud af landet for at betale af på udlandsgælden. Mozambique har allerede fået slettet næsten to tredjedele af sin gamle udlandsgæld gennem det såkaldte HIPC-initiativ (Heavily Indebted Poor Countries), men landet skal stadig betale mere i renter og afdrag til kreditorerne i udlandet, end der for eksempel kan afsættes til hele undervisningssektoren.
Det var i forvejen dybt umoralsk, mener NGO-koalitionen Jubilee2000, men i den nuværende situation er det ekstra påkrævet, at slette al Mozambiques udlandsgæld, siger en talsmand for bevægelsen i London. Om Mozambique skal hjælpes på den ene eller anden måde, er et spørgsmål der vil blive diskuteret kraftigt i den vestlige verden de næste måneder, men det er i hvert fald et faktum, at landet ikke formår at genrejse sig uden massiv udenlandsk støtte.

*Per Østerlund og Ulla Hauer er journalister, udsendt af Ulandsorganisationen Ibis

Fakta - Mozambique
*Mozambique havde 18,4 mill. indbyggere i 1997.
*Joaquim Chissano er præsident i landet, der i1975 gjorde sig fri af kolonimagten Portugal.
*Gennem de senere år har landet oplevet stabilitet og fremgang efter 30 års krig, først mod kolonimagten Portugal og siden borgerkrig mod den af Rhodesia og Sydafrika støttede Renamo-oprørsbevægelse.
*Mozambique er et af verdens ti fattigste lande, men har gennem de seneste fire år haft en økonomisk vækst omkring 10
procent årligt.
*I år havde landet sat næsen op efter den største økonomiske vækst i hele Afrika og var dermed et symbol på håb om fremgang andre steder end i Sydafrika.
*Hvert fjerde barn under fem år er undervægtigt, og knap 40 procent af befolkningen har en forventet levealder under 40 år. Omkring 60 procent er analfabeter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu