*Esben Høilund-Carlsen instruerede og Nils Schou skrev komedien Slingrevalsen på et tidspunkt -1981 - da kønskampen rasede med en styrke, der kunne gøre romantik, erotik og feminisme til en brandfarlig blanding af frustrerende paradokser og selvmodsigelser. Heldigvis valgte de to trængte herrer at se (selv)ironisk på sagen, hvilket gør, at filmen i dag kan opleves med et næsten vemodigt smil - som når Ulf Pilgaards nedkølede forfører en sen nattetime klager sin nød over for Solbjørg Højfeldts saglige, men i virkeligheden forføriske afdelingssygeplejerske: "Hvis jeg lægger an på dig, er jeg en liderlig abe. Hvis jeg ikke gør det, er jeg en hængerøv." - Nemt havde mændene det ikke nødvendigvis dengang, og et tilskuerantal til komedien på næsten 400.000 bekræftede, at det ikke kun var historiens relativt højt uddannede personer, der sad med problemerne. Men i øvrigt var - og er - filmen en charmerende erotisk komedie med et let anslag og en fin duft af bittersødme. Med Solbjørg Højfeldt i en Bodil-belønnet hovedrollepræstation som den selvbeherskede afdelingssygeplejerske, der har brændt sig i et 'frit' forhold og varer sig vel for at indlede et nyt, selv da kærligheden igen blomstrer op. I de øvrige større roller ses Ole Ernst, Kurt Dreyer og Lisbet Lundquist
Slingrevalsen. DR 1, lørdag kl. 20.50-22.25
*Robert Altman tog sig i 1994 - efter mesterlige film som The Player og Short Cuts - en slapper med Ready to Wear, denne spredt fægtende satire over den parisiske modebranche og dens lette ofre. Det er Altman i skitsehumør og uden nogen rigtig historie i ærmet: vi kommer på en rundtur i miljøet, og der er pudsige detaljer undervejs, men helheden syner ikke af meget. Altmans nonchalante manér klæder dog mange af spillerne, for eksempel Julia Roberts og Tim Robbins, der ses i filmens bedste sketch som to frustrerede journalister, som nærmer sig hinanden i små, fint observerede nøk. Sophia Loren og Marcello Mastroiannni gendannes som romantisk par i scener, der kræver en del nostalgisk overbærenhed, mens Kim Basinger ses i sin nok bedste præstation som tv-værtinde. Ellers er stjernekiggeri det mest underholdende moment: navne som Cher, Rupert Everett, Harry Belafonte, Lauren Bacall, Anouk
Aimée, Stephen Rea, Forest Whitaker, Lyle Lovett, Jean Rochefort og Michel Blanc optræder for korte bemærkninger, hvis de da ikke lige glider i hundelort - filmens noget nøjsomme gennemgående gag.
Ready to Wear/ Prêt-à-Porter. TV2, lørdag kl. 22.40-00.55
*David Fincher er en af de forholdsvis få Hollywood-instruktører, der arbejder ekstremt personligt inden for filmbyens fastslåede, stort budgetterede genrer. Altså ikke en independent af andet end ånd. Hans kulsorte verdenssyn udtrykkes kompromisløst og virtuost i film som Seven og Fight Club, der begge har fået både et verdenspublikum og et kult-følge af særlige Fincher-fans. Som sikkert også er Brad Pitt-beundrere, for Pitt medvirker i begge film - i Seven som et brushovede af en politimand, der prøver kræfter med en sand djævel af en seriemorder. Som makker har Pitt den erfarne Sommerset, der har set alt - næsten, for hvad seriemorder John Doe disker op med af grusomheder, er ikke hverdagskost. Sommerset spilles af Morgan Freeman, Jon Doe af Kevin Spacey, og så har man hvad der må være verdens to bedste til netop de roller! - Filmen balancerer særdeles raffineret mellem det pågående kliniske og det undergangsstiliseret poetiske i sin vision af et postindustrielt helvede i en navnløs metropolis, hvor regnen siler ned og forfaldet kvalmer i grønlig belysning. Man ser ikke de bestialske mord blive begået, kun deres makabre efterladenskaber. Instinktivt lukker man øjnene, men kan alligevel ikke lade være med at se! Vi er i et sandt inferno af vold, blod og svinskhed, thi som det hedder i filmens nøglecitat fra John Miltons engelske 1600-talsklassiker Det tabte Paradis, hvor Satan annoncerer sit erobringstogt mod Himlen: "Long is the way and hard, that out of Hell leads up to Light". Lys over land kommer der også, men det hæver ikke forbandelsen. Konsekvent dyster er denne gnistrende talentfulde film, og så blev den alligevel en verdenssucces af dimensioner så enorme, at det ikke kun siger noget om den velkendte smag for det makabre, men også om storbymenneskets trang til at se egen misere spejlet på lærredet. Som for eksempel Gwyneth Paltrows blege resignation i en lille ussel lejlighed, der hvert femte minut forvandles til et støjhelvede af undergrundsbanen. Gift med den maniske arbejdsnarkoman, strisser Pitt, men ikke stort bedre stillet end en social taber.
Seven. TV2, søndag kl. 20.50-23.00
*Jon Bang Carlsen første spillefilm er nok stadig hans bedste, et nænsomt portræt af den ensomme enke Dagmar, hvis liv er gået helt i stå, inden hun møder major Hjalmar i De Gamles By. I sin stille lejlighed plejer hun minderne, hvis hun da ikke søger adspredelse i busture uden andet mål end endestationen. - Filmens styrke ligger i Bang Carlsen sædvanlige atmosfæretæthed omkring personerne - det stillestående søges bevidst, hvilket ikke er publikumsvenligt, men beundringsværdigt konsekvent. Filmen lever på de instruktørens følsomme sanseapparat - han kan for alvor både se og høre, desværre ikke altid en given ting hos danske filminstruktører. Og så har han i Karen Lykkehus og Preben Lerdorff Rye et smukt aldrende kærestepar, der ikke på nogen måde prøver at indsmigre sig, men fastholder forholdets prunkløse ægthed.
Næste stop - Paradis. TV2, søndag kl. 00.05-01.35
