Spar flyvebilletten - Gladsaxes pirater fås ikke bedre i London
Teater
Firsernes og halvfemsernes påtrængende musical-bølge skubbede til manges lettelse de evindelige Lehar- og Strauss-operetter ud i mørket, fint nok. Men med sig i glemslen tog de også de selvironiske englændere, hvis sans for pjat på absurd niveau klassificerer dem, som den tænkende mands m/k svar på wienerbasserne og med større levedygtighed.
Pokerfjæs, nonsens-digtning, Lewis Carroll, limericks og Gilbert&Sullivan springer af samme kilde, derfor kan en over hundrede-årig sag som futmælkpiraterne fra Penzance stadig kilde; især i ører, der ikke går af vejen for en opera i ny og næ. Ikke fordi en stor og skolet stemme er påkrævet over hele linjen; tv præsenterede for et par år siden en udgave, hvor Kevin Kline spillede sørøverkongen, han badeværelsessang sig gennem alt det sublime vrøvl uden problemer.
I Gladsaxe har man i direktøren en sørøverkonge, der både kan synge, danse, fægte, posere og kicksparke op over sit eget hoved. Faktisk er han så alt for meget af en folde-ud mand, at man har været nødsaget til at fifle med gorillaslipset for, at der ikke skulle gå for meget Burt Reynolds i herligheden.
Smågenial scenografi
Man har de drabeligste sørøvere med rygmærker - Union Jack - over for en samling lidet kampglade betjente, anført af Christian Mosbæk, der er lige så fiffig til at liste som Kasper, Jesper og Jonathan i en anden røverhistorie.
Man har en statelig John Hahn-Petersen som brøsig, senere samvittighedsnedbrudt generalmajor (han speedsynger sig gennem den vise, som gamle Tom Lehrer-fans kender som grundstofopremsningen) samt en scenografi, som - hvis den ikke er 'lånt' i London - er smågenial i sin forlængen piratskib-med-vand-med-land.
Endelig og ikke mindst har man en uimodståelig samling giftetrængende majordøtre. Ti styk - for der er ti pirater og alt går op i den her fiktion - udstyret, så ikke et piratøje er tørt, i stribede strømper fra nostalgiske strømpebånd, tækkeligt sorte underhylstre, trippende træsko og - til den lange nattescene efter pausen - individuelt stribede pyjamaser med tilhørende papillotter og bamse.
Koreograf og kostumier viser sig hermed rigtig gilbert-og-sullivan'ske i hovedet - det er viktoriansk pikanteri, ikke udvendig sexyhed, der driver værket her.
Underfundig tidslomme
Historien er længere ude end dens forgænger, Pinafore, men den gjorde makkerparret rige og Gladsaxes publikum til øjeblikkelige piratsupportere. Med den lifligt koleraturtrillende Louise Fribo og henrivende bebrillede Mette Marie Ahrenkiel i spidsen for blomsterfloret af unge piger snor intrigen sig ad hittepåsomme stier rundt om den sande engelskmands credo, pligten.
Helten, der var truet af borgerlighed (Søren Launbjerg), kan heldigvis forblive sørøver i mange år endnu; mens vi andre kan nyde denne underfundige tidslomme.
Mon ikke det nærmest var et held, at økonomien ikke var til Ragnarok?
*Piraterne fra Penzance af Gilbert&Sullivan, tidløst vittigt oversat af Jens Louis Petersen. Instr.: Flemming Enevold. Scen.: Gladsaxe Teater efter idé af Louise Beck. Kostumer: Dorthe Holbek. Kor.: Mikala Bjarnov Lage. Ass. instr.&kor.: Linda Hindberg. Mus.arr.: J. Lauritsen, J. Price & S. Christensen. Kapelm.: J. Lauritsen. Gladsaxe Teater resten af sæsonen
