Willie Fulgear
*Den amerikanske klunser William Fulgear, som fandt årets Oscar-statuetter i en skraldecontainer, har fået en findeløn på 50.000 dollar fra transportfirmaet Roadway Express. "Hvis nogen siger, at ærlighed ikke betaler sig, så send dem til mig," siger den glade finder.
Dronning Ingrid
*Ingen nogenlunde flittig medieforbruger vil være i tvivl, men: denne tirsdag fylder Hendes Majestæt Dronning Ingrid 90 år. Garden vil være i galla.
Sadako Ogata
*FN's japanske højkommissær for flygtninge er i dag på et relevant arbejdsbesøg i Albanien.
P. Nyrup Rasmussen
*Iført sin nye næse orienterer Landsfaderen i dag Europaudvalget om EU-topmødet i Lissabon. Han vil sikkert denne gang gøre sig ekstra umage. Det udenrigspolitiske nævn har samme topmøde på dagsordenen.
Langelændere
*Denne tirsdag er der folkeafstemning på Langeland om en eventuel sammenlægning af øens tre kommuner - Rudkøbing, Tranekær og Sydlangeland.
Garder
*Den meget omtalte livgardist af hunkøn, som sideløbende med den militære karriere også drev escortvirksomhed, folder sig ud uden uniform i denne uges udgave af mandebladet Ugens Rapport.
Jens Kramer Mikkelsen
*Den københavnske bykonge åbner i eftermiddag en udstilling af tegninger, der viser børns syn på døden. Den kan ses på hans rådhus i København.
Redigeret af Flemming Kyed