Læsetid: 4 min.

Forår for fransk poesi

23. marts 2000

I denne uge springer poesien ud samtidig med foråret rundt om i Frankrig, som del af en forbavsende digterisk revival

Poesi
For over 150 år siden skrev forfatteren Gustave Flaubert i sin morsomme og spydige lille ordbog over vedtagne ideer under opslaget poesi/ digtning: "Er fuldkommen unyttig: gået af mode."
I lange tider, men især de sidste 20 år, har digtekunsten i Frankrig, ganske som det stadig i høj grad er tilfældet i Danmark, fristet en marginal tilværelse, på en enkelt hylde i boghandlerens hjørne og med nogle forkølede eksemplarer af klassikerne på biblioteket.
Og da Louis Aragon, Henri Michaux og René Char døde i 80'erne, var det som om selve digtningen blev begravet med dem.
Selvfølgelig var der stadig ordekvilibrister, der holdt sproget glødende og legende i hver deres afkrog. Men de havde et dårligt omdømme: De var for formalistiske og utilgængelige De avantgardistiske udskejelser fra midten af 60'erne synes at have givet dødsstøddet til digtningens forhold til publikum: Læserne var flygtet, og oplagene skrumpede ind.

Grøde i poesien
Men nu har fanden taget ved digterne - og måske i endnu højere grad ved læserne. For andet år i træk springer digtningen ud overalt i Frankrig her samtidig med abrikostræer, mimoser, tulipaner og hyacinter.
Initiativet kom oprindeligt fra den forhenværende kulturminister Jack Lang og André Velter, digter og digtredaktør på det navnkundige forlag Gallimard. Printemps des poètes, Digternes forår, løb af stablen første gang sidste år med over 2.500 arrangementer.
Det gik over al forventning: På cafeer og skoler, foran monumenter og i mørke huler blev digtene læst op af digterne selv, af skuespillere, ministre, læger, videnskabsmænd og amatører - ingen har endnu rigtig fattet, hvordan succesen blev til.
I disse dage, fra den 20. til den 26. marts, er poesien igen løs.
Man risikerer at få croissanten galt i halsen, når en lidenskabelig ungersvend springer op og deklamerer Rimbaud, som var digteren lyslevende tilstede på den lokale café.
Og man kan få musklerne rørt, hvis man kaster sig ud i at følge med i den digtoplæsning, der foregår for fuld udblæsning kørende på rulleskøjter gennem det ganske Paris.

Poetprotester
Det er der selvfølgelig nogen, der er sure over:
"Har digtningen måske nogen sæson?" spørger digteren François De Cornières, mens en anden spyder til ugebladet le nouvel Observateur, at "poesien er en heksestreg, som undslipper det dominerende system som Deleuze sagde det... og den har hverken brug for fangevogtere eller medietrommer."
Michel Deguy, digter og redaktør af tidsskiftet Poésie havde et helsides arrigt læserbrev i mandagens Liberation, hvor han harmes over, at visse af hans kolleger er gået med til at lade deres værker trykke på luksusrestauranten Fouquets papirduge.
Og poppet og smudsigt er det, når vinderen af metroens årlige digtkonkurrence - hvor 8.000 håbefulde deltog - i disse dage ser sit digt klistret op overalt i undergrunden, hvor ni millioner rejsende læser forbi hver dag, og mange af dem stadig husker Hortense Vlous vinderdigt fra sidste år:

Han følte sig så ensom I
Denne ørken
At han visse dage vandrede Baglæns
For at se spor
Foran sig.

Gensidig fornøjelse
Det ser således ud til at langt de fleste har stor fornøjelse af denne lykkelige genforening af digtene og læserne.
Boghandlernes digtudvalg har for længst sprængt sig ud af hjørnet og helt frem i vinduet.
Udover utallige nye digtsamlinger kan læserne i år forberede sig på at modtage digterblomster ved at læse en nyudgivelse i to tykke bind af en antologi over det 20. århundredes franske digtning, som man kan erhverve sig for, hvad der svarer til en hundredelap.
Men det mest forbavsende er måske, at den formafsøgende, nyskabende digtning, der i sin tid lagde landet mellem publikum og digtningen øde, nu er sprællevende, læst og nydt.
Digteren Jean-Michel Espitalier har udgivet antologien Pièces detachées, som er en introduktion til en fransk digtning i grøde, lige her og nu. I disse 'brudstykker' eller 'reservedele' kan man skyde sig genvej ind i den ordlængsel alle synes at dele nu.
Her får man indtryk af, at der er en ny, men isme-befriet legesyghed på spil i fransk digtning, der ufortrødent og helt uden komplekser spiller videre med de avantgardistiske bolde.
I de korte introduktioner til sig selv, som digterne her leverer, skriver Jacques Roubaud (f 1936):
"Samtidig vil jeg kraftigt slå fast at spørgsmålet om poesi ikke kun vedrører digterne. Digtningens forfald truer sproget med hukommelsestab."
Men forfaldet er til blomstring vendt, og den 42 årige Anne Portugal skriver næsten som et forvrænget ekko af Flaubert:
"Jeg ønsker mig en digtning, der ikke vil redde nogen fra noget, en digtning uden illusioner, som man kunne kalde efter Getsemane. Jeg ønsker mig en poesi efter stormen, efter det, som altid våger - en poesi som overvåger ligesom et virtuelt kamera - og så alligevel sover på det vigtigste tidspunkt. Poesien som en måde ikke mere at vide noget på."

*Anthologie de la Poesie Française du XX siecle - over 1.000 sider, i alt 276 franske digtere. 98 ff. poésie/Gallimard
*Jean Espitalier: Pièces detachées. Une anthologie de la poésie française aujourd'hui 314 s. 42 ff. Pocket
*Yderligere informationer om poesi-festivalen fås på : www. printempsdespoetes.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu