Læsetid: 6 min.

Forlad mig min skyld

14. marts 2000

Johannes Paul II har taget kirkens synder på sig og bedt om forladelse for totusind års forsyndelser. Men det er fortsat forholdet til Holocaust, der volder den katolske kirke størst problemer

"Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene."
Matthæusevangeliet 16.18

Der er noget rørende ved billedet af denne rystende gamle mand, der i nærbilledet med tårer i øjnene lægger sit ansigt ind mod et andet menneskes ben og kysser det. Billedet zoomer ud, og man forstår, at det er pave Johannes Paul II, der kysser et krucifiks med en lidende Kristus. Billedet går verden rundt og er afslutningen på en historisk messe denne den første søndag i fasten i Peterskirken i Vatikanet: For første gang nogensinde i kirkens 2000 år gamle historie har en pave bedt om undskyld for de fejl, kirken har begået, en historisk Mea Culpa, oplæst af kardinaler fra hele verden af alle farver, klædt i hvidt og fastetidens sørgmodige violette.
Verden rundt. Det er ikke første gang, at den nu 80-årige Karol Wojtyla undskylder for kirkens fejl. At give og bede om undskyldning synes at have været et af de gennemgående temaer for denne pave. En af hans første handlinger efter pavevalget i 1978 var at igangsætte rehabilationen af Galilei, der i det 16. århundrede blev indstævnet for inkvisitionen og efter en lang proces, muligvis med brug af tortur, blev tvunget til at afsværge, at jorden bevæger sig om solen og er rund. "Eppur si muove," siges det, at han mumlede, da han forlod domssalen "den bevæger sig nu alligevel." Få år før var Giordano Bruno blevet brændt på bålet på grund af samme påstand.
Det ser ud til, at Johannes Paul II varsomt er ved at nærme de historiske sandheder til den pavelige - der efter konciliet i 1870 er ufejlbarlig. Og den bevæger sig jo, den runde jord, og for mange moderne katolikker er der arkaismer, man ikke kan trække med ind i det ny årtusinde. Og de brændte ham jo, Bruno, en handling, det er nok så svært at forlige med buddet om næstekærlighed. Johannes Paul II siger undskyld. På sine rejser rundt i verden har han alt i alt 100 gange rundt regnet bedt om undskyldning for kirkens deltagelse i eller accept af tragiske historiske begivenheder: I Afrika bad han om undskyld for slaveriet, i Spanien for inkvisitionen.
Men søndagens begivenhed, der indskriver sig i fejringen af kirkens 2000 års jubilæum, forbliver en af de symbolsk stærkeste handlinger i denne årelange kirkelige selvransagelse. Aldrig før er det sket, at apostlen Simon Peters stedfortræder på denne måde har indrømmet fejltagelser og bedt om undskyldning for dem. Og lad det være slået fast: Det er Gud, Paven beder om syndsforladelse, ikke ofrene. Det var Gud, som paven med en ydmydighed, som andre af kirkens repræsentanter stadig overhovedet ikke synes om, bad om tilgivelse for seks eller var det nu syv forskellige typer forsyndelser. Det er kommentatorerne verden rundt ikke helt enige om. Men hvis man tæller antallet af olielamper, der tændtes symbolsk i en sølvstage, så var der præcis det sakrale antal: syv.
Måske er den overordnede forsyndelse den, alle, der har med kirken at gøre, nu helst vil overse: At der altid inden for kirken selv er nogen, der følger evangeliet og nogen, der svigter det. Under denne overordnede indrømmelse føjer de andre sig så ind:
*Forsyndelsen over for sandheden, der angår intolerancen over for anderledes troende, religionskrigene, korstogene og inkvisitionen.
*Forsyndelsen blandt de kristne selv: bandlysninger, forfølgelser og splittelser
*Forsyndelserne over for jøderne, jødeforfølgelser til enhver tid, dette, "vort broderfolk med Abraham", men også tavshedens forsyndelse. "Vorherre, du har valgt Abraham og hans efterkommere, for at dit navn skal gå videre til folket: Vi begræder dybt de, der i historiens løb har ladet dem lide, de, der også er dine sønner, og i vor bøn om tilgivelse forpligter vi os på at leve i et ægte broderskab med et folk, vi har forbindelse med."
*Forsyndelsen "mod kærlighed og fred, mod respekten for andre folkeslag og deres religiøse traditioner ved forkyndelsen."
*Forsyndelse over for kvinder, andre etniske tilhørsforhold eller hudfarve (altså diskrimination). Og så til sidst:
*"Ofte har de kristne ikke genkendt dig i dem, der er sultne, er tørstige, som er nøgne, er i fængsel, hos de, der ikke kan forsvare sig, især ved starten af eksistensen. For alle de, der har været uretfærdige, og foragtet "de små" som du har kær, beder vi dig om tilgivelse."
Og mellem oplæsningerne af disse byrdefulde forsyndelser og erkendelsen af en lige så byrdefuld historisk realitet, mumlede den bevægede Johannes Paul så sit "Mea Culpa, mea maxima Culpa."

Det man måske først og fremmest kan aflæse af hele denne ceremoni, er en svækket men åndeligt fuldkommen klar paves kulmination og testamente: Den polske Woytyla har formået igen at gøre den katolske kirke moderne, han har ført den ind i vor tid, ofte på højst forbavsende og i manges øjne reaktionære måder. Nu kan man jo tro eller lade være. Men man kan ikke frakende denne nu så gamle mand, der bævende kysser den legemliggjorte Guds fødder en konsekvens og konsistens, som hans forgængere manglede. Og det hele er med her: En ydmydighed over for Gud, der redefinerer den pavelige autoritet, en opdatering af den historiske sandhed og så, for at sætte punktum på det hele: Nej, man må stadigvæk ikke abortere.
"Tiden er kommet for, at vi renser vor hukommelse," siger Paven om det, der her må gøres for at føre kirken ind i et nyt årtusind. Det er ikke alle, der følger ham. Verden rundt har budskabet lydt, i visse aviser på forsiden, i andre et godt stykke inde i teksten, der fortæller om alverdens andre ting. I egne rækker er der stadig folk, som er uenige. F.eks. biskop Bernhard Fellay der til Le Figaro udtaler: "At paven beder om tilgivelse kan kun svække kirken."
Men de største protester kommer fra det jødiske samfund. For her synes tilgivelsesbønnen at være for generelt formuleret i forhold til realiteten af Holocausts omfang. "Man kan ikke glemme, at man er i færd med at gøre Pius IX, der sendte jøderne lige i ghettoen, til helgen," som Amos Luzatto, formand for det italienske jødiske samfund siger det i Liberation.
Og måske er det let nok at nævne Galilei nu, og man kan jo synes, at det er utroligt, at jorden ikke blev rund for katolikkerne før i 80'erne. Men der er noget, der er anderledes alvorligt og på en langt mere nærværende måde gør ondt, og det er svigtet i relation til jødeforfølgelserne og gaskamrene for kun halvtreds år siden. Dette finder også genklang i pressen verden over fra Süddeutsche Zeitung til Herald Tribune. Det er en historisk kendsgerning, at Pius XII lukkede øjnene og ikke skrev den bandbulle, der måske kunne have gjort en forskel: "Tavshedens forsyndelse", som det alt for kysk formuleres. Så det, den runde verden venter på fra en gammel mand, der kysser en træstatues ubevægelige fødder, lader stadig vente på sig. Lejligheden gives, når Paven den 21. marts besøger Israel. Der er en smertelig sandhed, som alle forventer, at der endelig bliver sat ord på: Holocaust. Og det skal ske i et af verdens religiøse brændpunkter, hvor både jøder og palestinænsere venter sig klare tegn. Og her kan man vel kun drømme om, at noget, som jeg formoder er løst i himlen, endelig kunne løses på jorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu