Analyse
Læsetid: 5 min.

Forlorne smil i Sharm el-Sheikh

10. marts 2000

Alle smilede, da egypterne, palæstinenserne og israelerne mødtes til topmøde i Sharm
el-Sheikh i går. Men Yasser Arafat har ingen grund til at smile

JERUSALEM - Koregrafi er vigtigt i Mellemøsten. I går var Egyptens præsident Hosni Mubarak endnu en gang vært for Israels ministerpræsident Ehud Barak og palæstinensernes leder Yasser Arafat, i en stemning der var præget af fornyet "tiltro til", at Oslo-fredsprocessen var "tilbage på sporet".
Dagen forinden havde Barak og Arafat i selskab med USA's særlige udsending Dennis Ross pendlet frem og tilbage mellem Tel
Aviv og byen Ramallah på Vestbredden, mens de kunne fortælle, at der blev gjort "gode fremskridt", og at man havde "behandlet og afgjort mange spørgsmål."
Det eneste konkrete resultat af denne heftige aktivitet, er at de to parter vil genoptage forhandlingerne i Washington "om ca. ti dage'.
De, der beundrer Arafat, mener, at denne særlige form for diplomatisk 'globetrotting' vidner om, at han på snedig vis 'internationaliserer' den israelsk-palæstinensiske fredsproces.
De, der derimod ser med mindre ærefrygt på Arafat, og de er efterhånden i stærkt overtal, mener, at hans ønske om at indynde sig hos Mubarak og Ross ikke handler om, at han vil styrke sin position over for Israel, men derimod er noget han gør for at dække over det faktum, at han tilsyneladende er villig til at give dem uanede mængder af indrømmelser. "Et nyt nederlag", lød dommen fra radikale palæstinensiske grupper med base i Damaskus i Syrien, efter det sidste kompromis fra Sharm el-Sheikh. Der er næppe en uafhængig palæstinensisk iagttager på Vestbredden, der vil gå imod den dom.

Dette skyldes, at den 'pakkeløsning', som Barak, Ross og Mubarak tilbød Arafat i Sharm el-Sheikh for at få ham tilbage til forhandlingsbordet, ikke reelt er anderledes end den,
Barak over en måned forinden havde fremlagt i Gaza, og som
Arafat dengang havde afvist.
Ved den lejlighed havde den palæstinensiske leder afvist
Israels anden omgruppering af tropperne på Vestbredden, fordi den ikke frigjorde noget "kvalitetsområde" nær Jerusalem, hvis østlige del, som isralerne har besat, skal være hovedstad i deres fremtidige stat.
Arafat afviste også enhver udsættelse af en rammeaftale om kerneproblemerne omkring Jerusalem som de palæstinensiske flygtninge, de jødiske bosættelser, spørgsmålet om grænsedragningerne og rettigheder til vandforsyningerne, med mindre Israel erklærede sig villig til at igangsætte en tredje omgruppering af tropperne på Vestbredden.
Arafat fik ikke opfyldt nogen af disse krav i Tel Aviv, Ramallah, eller Sharm el-Sheikh. Selv om den anden omgruppering af tropperne på Vestbredden vil blive en anelse ændret, vil den stadig ikke omfatte de palæstinensiske landsbyer, der grænser op til Østjerusalem.
Den fastsatte dato for opnåelse af en rammeaftale, vil blive udsat til maj, sådan som Barak insisterede på i Gaza. Den tredje omgruppering vil blive iværksat i juni, og således efter rammeaftalen om grænserne. Hvilket efter al sandsynlighed vil betyde, at rammeaftalen vil blive taget som gidsel over for de palæstinensiske forhandlere for at tvinge dem til at underskrive en grænseaftale, som ikke opfylder deres ønske om fuldstændig israelsk tilbagetrækning til stillingerne før 1967.

Den eneste trøst, som Arafat kan hente ud af de sidste tre dages ceremonier, er, at "fremskyndede forhandlinger" om rammeaftalen nu vil blive afholdt i USA, og ikke i Mellemøsten. Den palæstinensiske leder havde i lang tid troet, at en forhandlingslokalitet i USA ville virke befordrende på et amerikansk pres på Barak, for at få ham til at leve op til de aftaler, han har underskrevet, og som det israelske parlament Knesset har støttet og som USA har garanteret. Arafat vil formentlig blive skuffet.
Israelerne insisterer allerede på, at de fremtidige forhandlinger i Washington vil blive holdt udelukkende på 'ekspert-niveau', og at disse eksperter vil få mandat til at udkaste en skitse til en rammeaftale, mens hovedforhandlerne, Barak og Arafat, bliver hjemme.
Men hvorfor har Arafat nu arbejdet for at sprede krisen efter at have skabt den? Ifølge palæstinensiske analytikere er der to årsager til dette.
Den første er, at Arafat satte en kurre på tråden i den palæstinensiske fredsproces for bedre at kunne lokke Israel og USA til at se bort fra Syrien og Libanon. Hans problem var, at han hurtigt opdagede, at ikke alene amerikanerne, men også EU, delte Baraks opfattelse af, at forhandlingerne med Syrien om Israels tilbagetrækning fra Golan-højderne og Sydlibanon, var vigtigere end forhandlingerne med palæstinenserne.
Den besked Arafat således modtog, både fra Ross i Ramallah og fra Barak i Cairo, var, at han måtte acceptere Baraks tilbud, fordi han mens tiden var ved at løbe ud for en aftale med Syrien under ingen omstændigheder kunne få mere med hjem.
Den anden årsag var Arafats mørke advarsler om, at de besatte områder ville eksplodere hvis palæstinenserne blev overset. Måske var det klareste bevis for dette hans gentagne løfte om, at "år 2000 er året, hvor en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad vil blive udråbt," med eller uden Israels velsignelse.

En sådan advarsel var ikke nogen overdrivelse. Palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza skummer af utilfredshed over en fredsproces, der hverken har givet dem, økonomisk velstand eller politisk suverænitet.
Men vreden bliver i stigende grad rettet mod Arafats lovløse og uduelige ledelse, og i mindre grad mod detaljerne i forhandlingerne. I sidste uge gik studerende fra Vestbreddens universiteter i protest mod de tilfældige arrestationer af de studerende fra universitetet i Bir Zeit, hvor den franske ministerpræsident i sidste uge blev udsat for stenkast fra de studerende. Protesterne fra de studerende på Vestbredden havde så stor offentlig tilslutning, at Arafat var tvunget til betingelsesløst at løslade alle de anholdte studerende.
Et endnu mere ildevarslende vidnesbyrd for den palæstinensiske leder er, at der er tegn på, at de dybe frustrationer blandt hans folk, gøder jorden for en genopblussen af den væbnede konflikt og de velkendte selvmordsaktioner fra de palæstinensiske islamister i Hamas.
Israelsk politis afsløring og nedkæmpning af en Hamas-enhed i den israelske by Talibe i sidste uge gjorde det klart, er der i hvert fald nogen i Hamas, der mener, at der er stemning for væbnet kamp blandt palæstinenserne. Det er selvindlysende, at en bølge af angreb mod israelske soldater eller civile hurtigt vil få den diplomatiske kredit, som Arafat har i USA og EU, til at forsvinde, navnlig hvis en sådan offensiv skulle falde sammen med en israelsk afstemning om en aftale med Syrien og Libanon.
Arafat er således i sin vante position, splittet mellem den israelske overmagt og hadet fra sit eget folk. Det er svært at se, hvordan en sådan usikker balance kan undgå at føre til yderligere problemer i Oslo-forhandlingerne, eller for den sags skyld spare omverdenen for den forlorne optimisme over forhandlingsresultatet fra Sharm el-Sheikh i går.

Graham Usher er forfatter og kommentator bosat i Israel

Oversat af P.C: Mollerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her