Den Frie lever og har det godt. Årets udstilling er et kammerspil for følsomme og søgende gemytter
Udstilling
De to Dannebrogsflag vajer for vinden foran den hvide træbygning, Oslo Plads' menneskelige ansigt, foruden den smukke stationsbygning overfor, forstås. Det var dengang, arkitekturen ejede inderlighed og kvalitet fra inderst til yderst.
Selv er Den Frie Udstillings Bygning om sommeren godt nok varm og fugtig som en tropisk regnskov, hvorfor man må holde den lukket. Man kunne med fordel anvende den som anneks til Botanisk Haves Væksthus. Og plankegulvet knirker, så det herfra anbefales at medbringe discman for at øge koncentrationen. Men alligevel ejer den sjæl, denne bygning, så kroppen slår rødder derinde.
Indenfor residerer fra sekelskiftet et nyt 'par', en opdateret version af de legendariske, nu pensionerede Jytte og Arne, som i generationer har åbnet og lukket og slukket, og som har kommenteret og ikke mindst set og hørt en meget stor del af den danske kunsthistorie i kød og blod. Tænk, hvis de ville tale... Nu hedder de Karen og Mette Marie (der skulle to til at erstatte Jytte) og Anders og er unge, glatte og engagerede og har store ambitioner på den gæstmilde kunstbygnings vegne: Den skal restaureres og føres frem til samme skarpe niveau som det nyrenoverede Charlottenborg, hedder det. Mon ikke nogle sponsorer vil give dem en hjælpende hånd? Vi lader spørgsmålet gå videre til læsere med en potent pengepung, eller som kan henvise til en sådan.
Kunstneriske ryk
Den Frie Udstilling blev jo ellers etableret som modtræk til Charlottenborgs hegemoni over det stivnede danske kunstliv. Det skete i 1891, hvilket gør den ærværdige sammenslutning til landets ældste. Dengang hed de Willumsen, Slott-Møller og Hammershøi. I dag hedder de
Hein Heinsen, Anders Kirkegaard, Palle Nielsen, Per Bak Jensen, Torben Ebbesen, Lis Nogel og mange andre fornemme navne inden for det billedkunstneriske felt. De mest attråværdige og prestigefyldte sammenslutninger, vi har, kan tælles på én hånd, nemlig Den Frie, Grønningen og Decembristerne.
Årets Frie Udstilling domineres af flere betydningsfulde kunstneres ryk henimod noget nyt. Selv etablerede kunstnere er altså i stand til at udvikle sig, og det er jo livsbekræftende. Man undrer sig tit og ofte over, at en kunstner nogen sinde kan falde til ro i et udtryk. Som om nysgerrigheden pludselig aftager, når kasseapparaterne begynder at klinge? Eller hvad? Er kunsten ikke i sit inderste et spørgsmål om at søge og finde, og om igen. Søge og finde? Og tvivle? Så lad os andre om at gå på arbejde og udføre rutinerne.
Cool Heinsen
Hvis vi tager Hein Heinsen først, så er han i sin store Skulptur 92 fra 1992/97 gået over til aluminium! Det klæder ham nu at fjerne sig fra Solens rige (bronzen) til fordel for det mere cool materiale, der forbinder hans drabelige, sammensatte, kantede og strittende store skulpturværk med nutidens mere prosaiske jordeliv. Man tænker mere i Jeff Koons, i lightere, golfkøller, pistoler og andre mordmaskiner end på evigt skulpturliv, når man annammer denne faretruende skulptur, der synes svanger med død. Godt gået, Heinsen!
Også Torben Ebbesen er den evigt søgende, eksperimentatoren, (h)åndværkeren, der har vinket farvel til motivet i sine otte capricer til væggen, men som til gengæld lader det leve i sit forunderlige glas-skulpturværk, der krydser klinger med kunsthistorien og arkitekturhistorien, og som benævnes Måske ikke Altdorphers hus. Hvor morsomt! Kast ikke sten etc... Hus på hus af glas bygges oven på hinanden og bliver ligesom virkeligjort af et lille, hvidmalet hus af jern. Et eventyr i tre dimensioner.
Leif Kaths nye billeder burde have undertitlen 'Sorte Klat slår til igen'. De er dekorative, tyste og grafiske gestaltninger, der er skabt med de mindst mulige armbevægelser som et billedets svar på haikudigtet.
Kirkegaards sansechok
Og så er der enegængeren, den legendariske lidenskabelige maler Anders Kirkegaard, hvis værker er uafviselige, fordi de er født af krisen. Hvis der er nogen, som fortjener at blive klappet på kinden i dansk kunstliv, så er det ham. Det har aldrig været nemt at være Kirkegaard. For det er så usandsynligt sandsynligt, så påtrængende, det han maler, at næsten ingen kan bære det. Og som han kan male!
Her er et kosmisk øje, der betragter dig, sædceller på vej under jorden. Fantomskikkelser, der rejser sig i et infinit rum på den krummede jordoverflade, telefoner, der sender lydfragmenter ud i rummet som skurrende jernstykker, borde, hvis materier driver bort etc. Det er uuuhyyygggeligt, men mærkeligt virkeligt som mareridtet. Verden mødt med alle sanser åbne og med hele den heftigt fantaserende personlighed i fuldt ornat. I virkeligheden er virkeligheden jo heller ikke til at bære uden et effektivt fortrængnings- og sorteringsapparat, som Kirkegaard altså ikke skærmer sig bag.
Nogle af de mere formelt arbejdende kunstnere som nu Freddie A. Lerche er i forhold til sidstnævnte kunstner så guddommelig kedsommelig i al sine formelle afsøgninger af farven, at man (jeg) hurtigt drejer om på hælen og går videre.
Thomas Bang har til gengæld lavet vægskulpturer, der kommenterer Ceausescu-regimet i anledning af 10-året for dets afslutning. Det er gådefulde værker, men som altid hos Bang, er det formfuldendt og gennemtænkt. Nogen gange bliver det imidlertid for gådefuldt, for lidt form, for meget rebus. Niels Guttormsen har til gengæld lavet en herlig skulptur, Heteros 2000, en kubeformet gul skulptur, der afspærrer døråbningen mellem den nedre og øvre del af bygningen.
Nedfaldne æbler
Og i den mere organiske ende af skalaen, så har fotokunstneren Per Bak Jensen i 18 farvefotografier foreviget nedfaldne æbler i forskellige faser af forrådnelsesprocessen. Det er faktisk smukt! Som stillebenmalerier af Gijsbrechts eller af den tidlige Strøbek. Men man er nu glad for, at det kun er fotografier, skønt æbler jo lugter mindre end svin.
Den i Köln bosatte gæst Signe Guttormsen, der for nylig havde en separatudstilling i Paintbox i Bredgade, deltager som gæst. Hun kalder sine cool farveeksperimenter for 'moduler'. Det er farvestrøg, der krydser klinger med farvestrøg på en hvid baggrund. Hvor farverne mødes, opstår et spændende energifelt. Dekorativt og enkelt. Og så ligner det slik. Bolcher under tilblivelsesprocessen. Tænderne løber i vand.
Den anden gæst, billedhuggeren Martin Erik Andersen, indkredser i sin lyserødt dominerede installation i nænsomt hjemmestrik såvel i som rå og hårde industrielle materialer i den for ham særegne arte povera-stil, et vaklende univers af standset tid. Videoen viser i ryk det univers af materialer og rum, som værket er vokset ud af. Det er dermed et internt kredsløb, som er sat i gang. Den Frie lever og har det godt, selv om man savner Richard Winther og John Olsens kraftfulde tilstedeværelse.
*Den Frie Udstilling. Oslo Plads. Dgl. 10-17. Lø. 18. mar. kl. 15 fortæller Per Bak Jensen om værker og kunstnere på udstillingen. Til 28. mar.
